Det skal du bruge
Video
Her kan du se, hvordan du nemt løser problemet.
Videoen er på dansk, og den viser hele processen fra start til slut.
Trin for trin
Når de yderste fliser skrider ud, skyldes det manglende kantsikring. Kantsikring er den sikring, der skal forhindre, at fliser eller belægningssten bevæger sig ud i den omgivende jord. Og uden kantsikringen sker det med stor sandsynlighed med tiden. I en indkørsel sker det med garanti ganske hurtigt pga. den tunge trafik.
Pil de skæve sten op
Fjern de fliserækker, der ligger skævt. I første række kan det være nødvendigt at brække de første fliser op med en murerhammer, et koben eller lignende.
Fjern hellere en række for meget end en række for lidt. For når fliserne senere skal lægges tilbage, er det vigtigt, at underlaget er rettet til alle de steder, hvor det er skævt.
Ligger fliserne tæt, må de brækkes fra hinanden. Det er en god idé at bruge knæpuder eller at finde en havehynde eller lignende at ligge på.
Ret underlaget af og læg stenene igen
Når alle de skæve fliser er taget op, drysser du frisk grus ud på området. Gruset skal være fint afretningsgrus, som er fri for sten.
Ret gruset til, så godt du kan. Er der plads, kan du trække gruslaget jævnt med et vaterpas eller et bræt.
Ofte er der dog ikke plads, og så retter du bedst muligt til med hænderne, så gruset bliver så jævnt og vandret som muligt.
Nu kan du lægge fliserne ned på plads igen. Start indefra og ud mod kanten og vær omhyggelig, så fugerne flugter med fugerne i den øvrige belægning.
Brug en træklods og en hammer til at banke fliserne på plads. De skal slås lidt ned i gruset, så de ender med at ligge i niveau med de øvrige fliser.
Den sidste række, der ligger på tværs af de øvrige fliser, slås på plads. Den skal også ligge i niveau med de øvrige fliser.
I en indkørsel bør der være en række kantblokke eller lodretstående fliser, der kommer dybere ned og danner en stærkere kant.
Nu kan du feje frisk fugesand ned mellem fliserne. Du skal bruge fugesand. Læggegrus duer ikke til dette formål.
Etabler kantsikring langs flisekanten
Nu kan du grave en lille rende ude i jorden (eller bedet) langs hele belægningen. Du skal grave cirka en flisetykkelse ned under flisernes underkant. Renden skal bruges til en kantsikring af beton.
Hæld betonen ud i renden. Her, hvor der er en fiberdug i bedet for at forhindre ukrudt, lægges betonen under dugen.
Ret betonen til med en spandeske eller fugeske. Du skal lave en støbning, der når op til cirka halvdelen af flisernes tykkelse. Støbningen laves skrå, så den danner en trekant, der er højest op mod fliserne.
På en havegang eller en terrasse er en lille støbning nok. I en indkørsel skal du ikke spare på betonen.
Dæk løbende betonen med jord. Så undgår du, at den hærder for hurtigt og revner. Her kommer der desuden en fiberdug henover betonen.
Se flere reparationer af flisebelægningen
Er det ikke fliserne i kanten, men derimod en flise inde midt på belægningen, der er sunket, er det underlaget, den er gal med. Det kan du heldigvis også sagtens selv fikse.