Byg en dome med geniale beslag

Glem komplicerede snit med kap-/geringssaven. Vi bygger en dome, som ikke stiller krav til dine evner med en kap-/geringssav. I stedet for svære smig-samlinger laver vi domen med særlige stjerneformede domebeslag.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
En sommerferie.
Pris
125.000 kroner

Intro

I denne artikel bygger vi en dome, der skal bruges som drivhus. Domen bliver 5,5 meter høj, bygges på en skrå grund og pakkes til sidst ind i ekstra hårdfør bobleplast.

Helt præcist, så bygger vi en geodætisk dome, hvilket ikke er nemt under normale omstændigheder, da domen består af en stor mængde komplekse fire-, fem- og sekskantede vinkelsamlinger, som skal skæres og samles meget præcist. Men i denne artikel viser vi dig, hvordan du bygger en dome med et samlesæt fra VikingDome. I denne version laves alle samlingerne med Star Pro-domebeslag i forzinket stål, der er lige til at gå til i stedet for komplicerede smigudskæringer.

Foruden beslag leverer VikingDome også arbejdstegninger, skruer og skæreplaner til de forskellige træprofiler, der skal bruges til selve domeskelettet.

Efterfølgende dækkes domen med hårdfør bobleplast og beskyttende lister, så domen kan holde til den skandinaviske vinter.

Et stort samlesæt uden træ og tag

Når du køber domebeslag hos VikingDome, får du alt det, du skal bruge for at bygge en dome - næsten. Du skal nemlig selv købe træ og funderingsmateriale samt materialer til tag, vinduer, døre osv.

Det fik vi med

  • To sæt Star Pro-beslag i forzinket stål
  • Montageskruer til stål og træ, 5 x 40 mm
  • Skruebits
  • Skæreplan til træprofiler
  • Arbejdstegninger

Vejledning

01
Funderingen 4 Trin

Hvis domen skal være til at bygge, så skal fundamentet være meget nøjagtigt i vater.

Domen har 20 nedadvendte hjørner. Derfor nedstøbes der 20 stolpefødder, der bærer hver sin hjørnestolpe. Hjørnestolperne skal stå, så de deler en 11 meter cirkel i 20 lige store stykker med lige stor afstand.

Hjørnestolperne afkortes til samme sluthøjde, og de udstyres med en rem, som ligger i vater.

Domens vandrette bundstykker fæstnes efterfølgende til remmen, så samlingerne sidder lige over stolperne.

1

Start med at grave ud til stolpefødder. Domen skal stå på 20 stolper. De skal stå med præcis lige stor afstand omkring en cirkel på Ø 11 meter. Din præcision her bliver tydelig senere.

2

Nedstøb stolpefødderne. Sørg for, at alle fødderne står, så beslagene peger ind mod cirklens centrum. På den måde sikrer du, at stolperne kommer til at stå ens. Stolpefødderne skal passe til 45 x 95 mm spærtræ.

3

Montér stolper og en rem. Domen skal bygges på et plant underlag, men grunden er skrå, så du skal afkorte en række stolper, så du kan montere en rem i 45 x 95 mm spærtræ, der ligger helt i vater.

4

Begynd med de firetandede beslag. Når remmen er lagt i vater og monteret på stolperne, kan du begynde at bygge domen. Start med at lave alle 20 firetandede samlinger lige over stolperne, og skru løbende de vandrette elementer fast til remmen.

02
Skelettet 6 Trin

Domens skelet bygges op fra bunden i en arbejdsgang, der bevæger sig rundt langs remmen samling efter samling, så domen hele tiden har cirka samme højde hele vejen rundt.

Der er 20 firetandede samlinger i bunden af domen.

Andet lag består kun af sekstandede samlinger og laves hurtigt, men allerede i tredje lag skal der laves både fem- og sekstandede samlinger, så der skal hele tiden refereres til arbejdstegningen. Arbejdet bliver gradvist langsommere og sværere, i takt med at der skal bruges stillads og faldsikring.

1

Byg i en cirkel. Det er vigtigt, at du hele tiden bygger i en cirkel, så domen er cirka lige høj hele vejen. På den måde er den mest stabil. Montér derfor alle bundbeslag, før du begynder at bygge næste lag, og bevæg dig så rundt samling efter samling.

2

Brug to beslag og alle huller. Denne dome er stor. Derfor skal der beslag på begge sider af 45 x 95 mm profilerne, vi bygger i, og alle skruehullerne skal bruges.

3

Afslut andet lag med vandrette stykker. Når du har været en tur rundt om bundremmen, og der står trekanter langs kanten, er det tid til at montere det næste vandrette lag, før du bygger videre op.

4

Fortsæt efter planen. Nu skal du holde tungen lige i munden, da tredje lag består af både fem- og sekstandede samlinger. Følg tegningerne slavisk, og husk, at du skal bruge stillads for at nå.

5

I toppen skal du bruge støttepinde. Beslagene er bukket i den rigtige vinkel fra fabrikken. Når du nærmer dig toppen, kan vægten af træstykkerne begynde at bukke beslagene ud af vinkel. Derfor bør du bruge nogle støttepinde til at holde på de fritsvævende stykker træ.

6

Toppen til sidst. De sidste samlinger danner den midterste femkant. Når du sætter de sidste skruer i, opnår domen stor styrke, og det er tid til at begynde beklædningsarbejdet.

03
Beklædningen 15 Trin

Beklædningen opfinder vi selv. Dvs. vi laver den af en slags robust bobleplast, som vi indkøber på store ruller. Plasten skæres i trekantede felter og svejses langs kanterne, så der ikke kan slippe vand ind i boblerne, og så monteres trekanterne først med hæfteklammer gennem et solidt PVC-bånd, så klammerne ikke river sig igennem plastikken. Bagefter fikseres plastikbeklædningen yderligere med trælister og glaslister, der skrues fast på domens skelet.

1

Domen beklædes en trekant ad gangen. Tagdækningen er lavet i kraftig bobleplast, som giver en lille isoleringseffekt til drivhuset. Materialet er dog fortrinsvis valgt for sin styrke.

2

Plastikfelterne skæres til, så de passer præcist i én bestemt trekantet ramme. Bobleplasten skal skæres, så den dækker hele den 4,5 cm træprofil, rammen er lavet i.

3

Plastikken lukkes med en svejsesøm, så der ikke kan trænge vand ind i plastboblerne. Sømmen laves 4,5 cm fra kanten af trekanten, så der kan skrues og sættes klammer i langs kanten.

4

Først sættes plasten på med klammer. I første omgang skal plaststykkerne blot holdes fast, og der er ingen grund til at gå amok med klammer. Der skal bare fire-fem stykker til.

5

Samlingerne forstærkes. For at undgå at plasttrekanterne flår sig selv eller de tynde hæfteklammer i stykker, skæres der 1,5 cm brede PVC-forstærkninger ud i samme længde som plastiksamlingerne.

6

Forstærkningerne lægges oven på bobleplasten og sættes fast med flere hæfteklammer. Forstærkningen forhindrer skader på plasten ved at fordele trykket fra klammerne.

7

Ingen PVC på beslagene. Da der er skruet beslag på begge sider af domens skelet, skal der ikke laves en PVC-forstærkning over samlingerne, hvor der ikke kan sættes klammer i på grund af metalbeslaget.

8

Afslut med en liste. Samlingerne afsluttes med en liste oven på PVC-forstærkningen. Listerne laves i 28 x 45 mm træ med et stykke EPMD-bånd på undersiden, som hjælper til at tætne samlingerne yderligere.

9

De yderste 15 cm saves til i begge ender. Profilet skal være 5 mm tyndere for enden, så der er plads til 5-6 lag bobleplast og et beslag under listen afhængigt af antallet af trekanter, der mødes i samlingen.

10

Listerne monteres oven på bobleplasten med fem tagskruer, der skrues i det underliggende skelet. De yderste skruer sættes så tæt på beslagene som muligt. Samlingerne bliver ikke helt tætte, men nok til et drivhus.

11

Succeskriteriet er stramme plastfelter. Når bobleplasten er spændt fast, skal den sidde, så den ikke kommer til at blafre i vinden eller hænge under vægten af sne og vand.

Domens formål afhænger af indpakningen

Fantasi og funktion sætter grænserne for, hvordan en dome afsluttes. Der findes både eksempler på domer, der er anvendt som komplekse pergolaer uden beklædning, og isolerede domer, der fungerer som avancerede igloer.

Domen her er isoleret og beklædt indvendigt med krydsfiner.

Når domen står ubeklædt, er skelettet næsten hypnotisk at se på.

En drivhusdome beklædt med bløde plastikplader.

En teltdug med et klart felt er nok i et varmt klima.

Materialer

45 x 95 mm spærtræ

  • Ca. 500 meter til domeskelet

Polydress SolaWrap (bobleplast)

  • Ca. 240 m² til tagdækning

10 x 10 cm trykimp. stolper

  • 20 stk. a 15-150 cm

28 x 45 mm lister

  • Ca. 500 meter til forstærkningslister

EPDM-bånd

  • Ca. 250 meter til forstærkningslister

4,5 x 70 mm skruer med EPDM-muffer

  • Ca. 300 til forstærkningslister

PVC-bånd

  • Ca. 250 meter

VikingDome Star Pro forzinket stål - samlesæt

  • Inkl. 182 assorterede beslag
  • Inkl. 5.000 skruer, 4,5 x 50 mm

Specialværktøj

  • 4,5 højt meter rullestillads
  • En plastiksvejser

Tidsforbrug

En sommerferie.

Pris

Ca. 125.000 kr.

Sværhedsgrad

Et svært projekt, der både kræver håndelag og mange timer.

Tegning

Vi bygger en dome med 20 hjørner - men du har et valg

Det, vi bygger her, er en geodætisk 4V-icosahedron. På mere mundret sprog er det en halvkuppeldome med 20 hjørner, der er sat sammen af en masse trekanter, som tilsammen udgør en række fem- og sekskantede polygoner.

Set oppefra er det tydeligt, at domens form udspringer fra en femkant (sammensat af fem ens trekanter), og grundlæggende har domen fem ens sider, der breder sig som en vifte fra de fem sider i toppen.

Denne dome har dog 20 hjørner, ikke fem, og det skyldes, at det er en 4V-dome, vi bygger. V er en forkortelse for frekvens, og 4V betyder kort sagt, at hver side af den øverste femkant er opdelt i fire ens felter. Sådan bliver fem hjørner til 20, hvilket naturligvis betyder en “rundere” dome, men også et større byggeprojekt med mange flere samlinger. Kompleksiteten stiger, fordi antallet af tre- og sekskanter også øges, i takt med at frekvensen stiger.

VikingDome forhandler 2V-, 3V-, 4V-, 5V- og 6V-samlesæt. Jo højere frekvensen er, desto mere kompleks og dyr bliver domen, men samtidig øges volumen, og domen bliver stærkere for hver tre- og sekskant, der føjes til halvkuplen.

Vi bygger en dome med 20 hjørner - men du har et valg

Video

Stolpesko støbt i rør

Så får du nemt stolpeskoene i vater og til at flugte hinanden

Video

Sådan bruger du dykkerpistolen

I videoen her lærer du om dykkerpistolens funktioner og indstillingsmuligheder. Pistolen er en stor hjælp til en lang række opgaver, hvor du gerne vil sømme hurtigt og med en hånd fri til at holde på emnet, fx ved montering af fodpaneler, gerigter, skyggelister, forskallingsbrædder og udhængsbrædder.

Video

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Drivhus og orangeri