Byg selv en billig skraldespandsskjuler

I denne byggevejledning viser vi dig, hvordan du selv bygger en pæn og billig skraldespandsskjuler for kun 750 kroner. Vi bygger et skraldestativ med låg og låge på bare én dag. Lettere og billigere bliver det ikke!

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
750 kroner

Intro

Hvis du er træt af at kigge på din skraldespand, kan du nemt bygge et stativ til den, så den er gemt af vejen. Stativet her har sider af runde opbindingspæle og låg og låge af brædder – de to forskellige overflader ser flotte ud og gør, at det skiller sig lidt ud.

Du kan sagtens bygge det udelukkende i brædder eller vælge andet træ end trykimprægneret, som vi har valgt her. Har du flere skraldespande, fx til haveaffald, kan du også bygge et stativ i dobbelt størrelse.

Før
Køn er den ikke, den grønne plasticspand. Og den bliver nødt til at stå et centralt sted, så det er nemt at komme af med affaldet.

Efter
Uanset hvilken slags skraldespand du har, er den sjældent pæn. Men det er nemt at bygge et stativ, der kan skjule den, så den ikke skæmmer.

Vejledning

01
Siderne laves 6 Trin

1

Start med at måle skraldespanden, så skjulet kommer til at passe perfekt til den. Lav det ikke for snævert - det skal være let at køre spanden ind og ud.

2

Afkort pælene, så de har den rette længde, og bor huller - et i hver ende af hver pæl. Hullerne forskydes med ca. 5 cm, så skruerne ikke rammer ind i hinanden. Det er lettest at bore hullerne, hvis de holdes sammen forskudt med gaffertape.

3

Saml pælene. Hvis du lægger dem på en plade med vinkelrette hjørner, sikrer du, at siderne bliver vinkelrette. Spænd den første pæl fast på pladen med skruetvinger. Skru så siderne sammen med to 5 x 80 mm skruer gennem hver pæl.

4

Så er siden samlet. Pælene i enderne (A) er lidt højere end de andre, så de kan være “ben” på stativet

5

Placer listen (C) øverst på siden. Den skal sidde ca. en bræddetykkelse fra overkanten af siden og i samme afstand fra siderne. Du kan bruge et par stumper brædder at måle op med. Skru brættet fast med et par 4 x 40 mm skruer.

6

Skru stiverne (E) fast i siden. De placeres lodret mellem brædderne (C) - også et bræts bredde fra kanten - og skrues fast med 4 x 40 mm skruer. I den anden side skal der kun skrues en stiver fast bagest, så er der plads til hængsler.

02
Låg og låge laves 6 Trin

Når du har samlet de to sider, kan du gå i gang med låget og lågen til stativet. De laves af hegnsbrædder. Det er nemmest at fordele luften mellem brædderne til låget, hvis du lægger dem oven på en af siderne. Og det er let at tilpasse låget, så de passer sammen.

Når du skal lave lågen, er det smart at lægge brædderne op på en vinkelret plade, så du sikrer dig, at lågen bliver vinkelret. Bag på både låg og låge skal der monteres revler, som brædderne kan fastgøres til. På lågen skal der også monteres en skråstiver, så den ikke kommer til at hænge.

1

Lav låget. Brædderne til låget (J) saves til på længden og lægges ud, så afstanden mellem brædderne fordeles ligeligt. Her passer det med en afstand på 3 mm mellem brædderne - så fylder de hele sidens bredde.

2

Placer revlen (K) oven på låget. Revlen skal trækkes lidt tilbage fra lågets forreste bræt (J), så den kommer til at sidde bag stativets forreste tværstiver (D), og låget rækker ud over lågen. Bagtil kortes revlen af, så den flugter endekanten.

3

Skru revlerne (K) fast. Placer revlerne 5 cm fra bræddernes endekanter, og skru dem fast til brædderne (J) med 4 x 35 mm skruer.

4

Lav lågen. Brædderne (J) lægges ud på siden, og der mærkes af, hvor revlerne (G) skal skrues fast, her 3 cm fra kanten. Når alle dele er rigtigt placeret, fastgøres revlerne med 4 x 35 mm skruer.

5

Monter en skråstiver (H). Mål op til de skrå snit i hver ende af brættet, så det kan ligge diagonalt mellem de to revler (G), og skru det fast med 4 x 35 mm skruer.

6

Så er delene klar til at blive samlet.

03
Delene samles 5 Trin

Nu har du både sider, låg og låge, så nu kan du samle delene ved hjælp af tværgående brædder.

Der skal placeres to brædder mellem de to sider - et foroven og et forneden bagtil. Fortil skal der kun være et øverst, så der er plads til at køre skraldespanden ind og ud. Vær opmærksom på, at det tværgående bræt på bagsiden øverst skal placeres en anelse længere nede end det forreste, så låget kan åbnes.

På bagsiden af stativet skal laves et kryds, som giver stabilitet. Det samme formål har den metalstang, der skrues fast under de forreste ben.

1

Skru det forreste bræt (D) fast i den ene side øverst med 4 x 40 mm skruer ind i tværstiveren C. Rejs delene op, og skru den anden ende af brættet fast til den anden færdige side.

2

Sæt det andet bræt (D) fast bagpå, øverst. Brættet skal placeres en bræddetykkelse lavere end overkanten på sidernes revler (C), så der bliver plads til revlerne (K) på undersiden af låget. Skru også et bræt (D) fast forneden.

3

Lav et kryds på bagsiden af stativet. Spænd et bræt (F) fast på skrå bag på stativet med et par tvinger. Mærk af, hvor der skal skæres, og sav brættet til. Gør det samme med det andet bræt (F), der skal sidde modsat det første bræt.

4

Skru brædderne (F) fast på bagsiden af stativet med 4 x 40 mm skruer. Tjek først, at stativet er i vinkel. Giv dem også en skrue midt i selve krydset.

5

Sæt en metalstang fast under stativet, så det stabiliseres. Den placeres forrest mellem de to ben (A) med 4 x 40 mm skruer. Her er brugt et hjælpebræt for at holde den rette afstand mellem benene (A), indtil metalstangen er skruet fast.

04
Låget monteres 3 Trin

1

Monter hængsler på låget med 4 x 35 mm skruer som vist. Det er let at stå med, hvis låget lægges op på stativet.

2

Hængslerne på låget skrues fast til brættet (D) bagest med 4 x 20 mm skruer. Så er stativet klar til at blive sat på plads op mod muren.

3

Placer stativet, og tjek med et vaterpas, at det står helt lige. Det er vigtigt, at det står helt lige, inden lågen skrues på, så den ikke kommer til at hænge.

05
Den sidste finish 5 Trin

Nu mangler du kun de sidste småting. Lågen skal monteres ved hjælp af to hængsler, der placeres på indersiden af den ene side. På forsiden af lågen skal sættes et greb fast, så den er nem at åbne og lukke, når skraldespanden skal køres ud for at blive tømt. Der monteres desuden en skudrigel i toppen, som sikrer, at lågen ikke står og klaprer.

Under låget skal der fastgøres en øsken, som der kan hænge en kæde i med en karabinhage, så den er let at sætte fast til skraldespandens låg. Så behøver du kun at løfte ét låg, når du skal ud med skraldet. Det er smart.

1

Skru to hængsler fast til lågen indvendigt på stativets sider, så den kan sættes op. Hængslerne skrues fast med 4 x 40 mm skruer. Bagefter skrues lågen fast til hængslerne med 4 x 20 mm skruer.

2

Sæt en skudrigel fast, så lågen kan holdes lukket. Monter også et lågegreb, så det er nemt at åbne og lukke lågen. Beslagene skrues fast med 4 x 20 mm skruer.

3

Skru en øsken fast til låget, og sæt en kæde fast i den. Når kæden er sat på plads, klemmes fast om øskenen med en tang, så kæden ikke kan falde af. I den anden ende af kæden monteres en karabinhage, så den kan sættes fast til låget.

4

Sæt kæden rundt om låget på skraldespanden, så det følger stativets låg op og i. Det er nemt at sætte kæden fast rundt om håndtaget med karabinhagen, som samtidig gør det let at frigøre skraldespanden, når den skal tømmes.

5

Stativet skjuler skraldespanden, men har en låge, der kan åbnes foran, så det er nemt at køre den ud, når den skal tømmes.

Materialer

50 mm trykimprægn. opbindingspæle:
• 4 pæle (A) a 122 cm
• 28 pæle (B) a 118 cm

19 x 95 mm trykimprægn. hegnsbrædder:
• 4 tværstivere (C) a 79 cm
• 3 tværstivere (D) a 60 cm
• 3 stivere (E) a 96,5 cm
• 2 brædder til kryds (F) a 110 cm
• 2 revler til låge (G) a 105 cm
• 1 skråstiver til låge (H) a 115 cm
• 18 dækbrædder til låg/låge (J) a 59,5 cm
• 2 revler til låg (K) a 79 cm

Desuden:
• 4 hængsler, 35 x 200 mm
• 1 metalstang, 5 x 25 mm, på 65 cm
• Skruer, 4 x 20, 4 x 35, 4 x 40 og 5 x 80 mm
• 1 skudrigel, 50 x 120 mm
• 1 lågegreb, 1 øsken, 1 karabinhage
• 1 stykke kæde på ca. 25 cm

Tidsforbrug

Cirka 1 dag

Pris

Cirka 750 kroner

Sværhedsgrad

Ikke nogen vanskelig opgave, men vær omhyggelig med opstilling af skjulet. Sørg for, at det står helt lige. Så er det lettest at få lågen passet ind, så den kommer til at gå let.

Tegning

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Skraldespandsskjuler