Ridser og skrammer på marmor

Marmors porøse struktur gør, at det er ret modtageligt over for skrammer, skidt og snavs. Men du kan sagtens selv slibe marmor og få den flotte overflade frem igen.

Det skal du bruge

Værktøj

  • Excentersliber
  • Slibeklods

Materialer

  • Slibepapir, korn 80, 120 og 240
  • Vådslibepapir, korn 400 og 600/800
  • Stenolie/stenpolitur

Trin for trin

Selv om marmor er hårdt, kan det slibes uden de helt store problemer. Normalt ville professionelle ty til vådslibning eller trykluftsværktøjer for at rengøre det. Men som gør det selv´er kan du komme rigtigt langt med en excentersliber, der bruges “tørt” på marmorpladen, og derefter supplere med finslibning med vådslibepapir og håndkraft.

Slibe marmor 1

Først slibes hele pladen med en excentersliber med slibepapir korn 80 eller 100. På den måde tager du de groveste ridser. En excentersliber er relativt hurtig på trods af det hårde materiale.

Slibe marmor plade 2

Kanterne slibes nemmest med en slibeklods af gummi med “fast” slibepapir. Gummiklodsen gør det nemt at følge krumningen på en rund plade. Brug også slibeklodsen på kanterne af en firkantet plade; den er nemmere at styre.

slibe marmor bordplade 3

Tør pladen af med en klud, og slib så igen - denne gang med kornstørrelse 120. Når pladen er slebet helt, tørres den endnu en gang af med en klud og slibes så til sidst med korn 240. Kanterne skal selvfølgelig have samme tur.

Puds marmor bordplade med vådslibepapir 4

Puds pladen med vådslibepapir, korn 400. Vask pladen med vand, tør af med en ren klud, og slib så med korn 600 eller 800. Hvis du vil ha’ overfladen ekstrafin, kan du afslutte med korn 1000.

Puds marmor bordplade 5

Vask igen overfladen med rent vand, tør efter med en klud, og lad den tørre helt, inden du gi’r en afsluttende behandling med stenolie eller stenpolitur.