Hurtigt at klikke sammen
Den lille, sorte plastfer er hemmeligheden bag G5-kliksystemet. Når bræddernes korte ender presses sammen, glider den fleksible fer i hak. Det betyder, at brættet kan klikkes fast i rækken foran og samtidig i brættet ved siden af.
Nemt at skære til
Skal du skære et enkelt klikbræt til for at få det til at passe rundt om et rør, fjerne feren eller lignende, klares det nemt med en stiksav. Til lige snit på tværs af et bræt kan du med fordel bruge en kap-/geringssav. Det går lynhurtigt, og snittet bliver snorlige hver gang. Du kan dog også bruge en håndsav eller rundsav.
Selvom det kræver lidt øvelse, så kan det godt betale sig at lære at save nedefra med stiksaven. Gør du det, betyder det nemlig, at træet flosser på undersiden i stedet for på oversiden. Det giver et pænere resultat.
Kan lægges på de fleste underlag
Klikgulve kan både lægges på eksisterende trægulve, men også på beton- og linoleumsgulve. Det vigtigste er, at underlaget er helt plant. Er det ikke det, må du rette det op, inden du lægger klikgulvet. Lægger du klikgulv på et støbt betongulv - fx i en kælder - vil det ofte være nødvendigt at lægge en fugtspærre direkte på betonen. Fugtspærren skal dække hele gulvet og et stykke op ad væggene. Herefter kan du lægge et trin- og lyddæmpende underlag og til sidst klikgulvet.
Muligt at lægge om
Klikgulve lægges “svømmende”, hvilket vil sige, at de ikke er sømmet eller skruet fast i underlaget. De ligger typisk på et trin-og lyddæmpende materiale med en afstand på cirka 1 cm til væggene hele vejen rundt. Da klikgulve ikke er fastgjort til noget, kan de nemt skilles ad og lægges om eller lægges i et andet rum, hvis du en dag får lyst til et andet udtryk.
Efterbehandlet
En anden fordel ved klikgulve er, at de leveres efterbehandlede. De kan fx være olierede eller hvidpig-menterede, men oftest er de lakerede. Vælger du sidstnævnte løsning, slipper du for selv at give gulvet 3-4 gange lak og slibe mellem hvert lag, som du ofte skal gøre, hvis du lægger et massivt plankegulv.