Slibning af gulv: Så godt som nyt

Det er tid til, at vi giver stuegulvet den helt store omgang så det står som nyt igen. Det betyder, at de gamle planker skal slibes, ludbehandles og gives olie.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
5 dage
Pris
3.000 kroner

Intro

I denne artikel viser vi dig, hvordan du kan give et gammelt trægulv nyt liv med i tre skridt ved at slibe, ludbehandle og oliere det.

Slibning

Vi starter med at slibe gulvet grundigt, men for at kunne gøre det ordenligt, skal vi først have fjernet fodlister og undersænke gulvsøm. Til selve slibearbejdet bruger vi tre store slibemaskiner, som vi lejer og en deltasliber vi selv ejer. Vi sliber hele gulvet med K24. K40, K60, K100 og K120 slibepapir.

Efterbehandling

Efter slibningen rengør vi gulvet og ludbehandler det og så får det lov at tøre natten over, før vi begynder at give det olie. Til aller sidst polerer vi gulvet med udstyr vi har lejet os til.

Vi guider dig gennem arbejdet trin for trin og supplerer trin-vejledningen med to uddybende principtegninger, samt et skema, der viser, hvilke slibemaskiner, du skal bruge til hvad.

Vejledning

01
Gulvet klargøres 2 Trin

Før du går i gang med at grovslibe gulvet, er det vigtigt, at du forbereder arbejdet korrekt, så du ikke skal arbejde to gange.

Før du kan slibe gulvet, er det vigtigt, at du får undersænket gulvsømmene, og så skal du have fjernet fodlisterne langs kanten af gulvet.

1

Slå alle gulvsøm ned i plankerne. Brug en dyknagle til at slå sømmet i med.

2

Pil fodlisterne af langs kanten af gulvet, så slibemaskinerne kan komme helt ud til kanten.

02
Gulvet slibes 7 Trin

Det første, der skal ske, når du har klaret det forberedende arbejde, er, at gulvet skal slibes. Det arbejde klarer du med to forskellige maskiner og fem forskellige typer slibepapir fra K24 til K120. Du behøver ikke at købe de forskellige maskiner. Dem kan du leje for en dag eller en weekend i dit lokale byggemarked, hvor du selvfølgelig også kan købe slibepapir og polerskiver.

Slibningen er grundlaget for det gode resultat i resten af processen, så det gælder om at gå grundigt til værks og komme helt ud til kanterne og ind i

1

Montér det grove K24-slibebånd først. Sørg for at sætte slibebåndet på rullen, så pilene på bagsiden af papiret peger samme vej, som rullen drejer.

2

Når du starter et nyt slibespor, er det vigtigt, at du sænker det tændte slibebånd langsomt ned til gulvet, imens du trækker roligt i slibemaskinen. Står maskinen stille, risikerer du at overslibe et lille stykke gulv.

3

Hold slibemaskinen i konstant bevægelse, så du undgår fordybninger. Slib desuden skråt på tværs af gulvbrædderne i denne fase af arbejdet.

4

Løft sliberullen roligt fra gulvet, når du ikke kan komme længere, og væggen er i vejen. Flyt slibemaskinen, og start næste bane, hvor du igen sænker rullen roligt ned, imens du trækker let i slibemaskinen.

5

Skift til K40-slibepapir. Når du har slebet gulvet første gang, skifter du til K40slibepapir og sliber gulvet endnu en gang. Fortsæt med at slibe på tværs.

6

Nu er det tid til at slibe på langs. Når du er færdig med at slibe på tværs, skal gulvet slibes på langs, først med K40, derefter K60 og endelig K100.

7

Tjek sømmene, og slå dem ned igen, hvis det er nødvendigt, så du er sikker på, at hovederne ikke stikker op over brædderne.

03
De svære steder slibes, og gulvet finslibes 6 Trin

Der er nogle steder på gulvet, hvor du ikke kan komme til med de store slibemaskiner. Men de skal stadig slibes. Den opgave klarer du med en kantsliber og en deltasliber, som udstyres med de samme typer slibepapir som ved de store maskiner. Når det er overstået, skal gulvet finslibes, og så skal det gøres rent, før du kan ludbehandle det og endelig give det olie.

1

Der skal en kantsliber til, når du skal ind under radiatorer eller helt tæt på væggene. Start med K24-slibepapir, og fortsæt skridt for skridt med K40, K60 og K100.

2

Indadvendte hjørner og andre meget utilgængelige steder sliber du med en deltasliber.

3

Brug rondelsliberen til sidst. Før du er færdig med at slibe, skal hele gulvet have en omgang med den store rondelsliber. Start med en K100-slibeskive, og fortsæt med en K120-skive.

4

Rondelsliberen roterer med uret. Løfter du håndtaget, er trykket på toppen af sliberen, som bevæger sig til højre. Presser du håndtaget mod gulvet, ligger trykket i bunden af sliberen, som bevæger sig mod venstre.

5

Støvsug gulvet grundigt, når du er færdig med at slibe gulvet. Sørg for at få renset ud i fugerne.

6

Til sidst skal gulvet vaskes i en blanding af 125 ml (intensiv) grundrens og 5 l vand. Når gulvet er vasket, skal det tørre minimum natten over, før du fortsætter arbejdet. Hvis gulvet virker vådt, når du vender tilbage, må du væbne dig med tålmodighed og give mere tørretid.

Brug maskinerne rigtigt

Brug maskinerne rigtigt

04
Gulvet ludbehandles 6 Trin

Gulvet skal ludbehandles, når det er blevet slebet. Lud er stærkt ætsende og giver en fin patina, men det kræver en smule præcision og personlige værnemidler at arbejde med.

Når du behandler gulvet med lud, er det vigtigt, at behandlingen er jævn og ens på hele gulvet, ellers bliver det tydeligt, hvor gulvet har fået meget, og hvor det har fået lidt lud.

Når du har behandlet gulvet, skal det tørre go dt igennem.

1

Ryst ludbehandlingen, og hæld den op. Det gælder om at hælde roligt op, da du ikke er interesseret i lud på gulvet før tid.

2

Giv først kanter og hjørner lud. Til det formål skal du bruge en pensel, som kan komme helt ind til kanten.

3

Brug en langskaftet pensel til at give gulvet lud. Du skal behandle et gulvbræt ad gangen, og det er vigtigt, at du påfører et lige tykt lag hele vejen, hurtigt og effektivt. Det gælder om at undgå ujævne lag af lud, da de giver en uens patina som resultat.

4

Undgå tydelige overgange. Når du trækker penslen, er det vigtigt, at du holder et ens tryk hele vejen.

5

Hvert bræt skal have lige meget lud. Du skal først bevæge dig videre til næste bræt, når du er helt tilfreds med det, du arbejder på. Du må ikke træde ind på ludbehandlingen for at lukke huller længere inde.

6

Ludbehandlingen skal tørre godt igennem, når du er færdig. Det er heldigvis nemt at se, hvor langt du er nået.

05
Gulvet olieres 6 Trin

Den sidste proces, du skal igennem, er olieringen af gulvet. Det er enkelt og ligetil arbejde, som du primært klarer med håndværktøj.

Først skal det ludbehandlede gulv masseres med en polersvamp eller en rondelsliber med en polerskive på. Derefter skal gulvet have olie, som fordeles med en lakrulle og masseres ind med polersvamp og rondelsliber.

Til allersidst skal gulvet have et tyndt lag plejeolie.

1

Gnub gulvet med en polersvamp. Prøv så vidt muligt at arbejde på langs af træets fibre.

2

Du kan også bruge rondelsliberen. Til det formål skal du bruge en grov polerskive. Det er vigtigt, at du får renset gulvet grundigt for støv efter poleringen, og før du giver olie.

3

Giv gulvet olie. Påfør olien på et bræt ad gangen og helst på langs af træets fibre. Sørg for, at der er rigelig olie; dog ikke nok til, at det ligger i pøle på gulvet.

4

Begynd at polere gulvet langs kanterne. Brug en polersvamp. Bliv ved med at arbejde på langs af træet, og gnub olien godt ind.

5

Brug rondelsliberen til resten. Udstyr rondelsliberen med en frisk polerskive, og arbejd olien godt ind i gulvet. Tør derefter overskudsolie op, og lad gulvet trække i 48 timer.

6

Plejeolie til allersidst. Det sidste skridt, du skal igennem, er at give gulvet plejeolie. Det klarer du med en oliesvamp. Der går cirka 1 dl pr. 15 m².

Materialer

  • Ludbehandling
  • Gulvolie

Specialværktøj

  • Gulvsliber
  • Stor rondelsliber
  • Kantsliber

Tidsforbrug

4-5 dage.

Pris

1.500-3.000 kr. (afhængigt af lejetid).

Sværhedsgrad

Principperne er lette at forstå, men maskinerne kan være svære at styre.

Video

Sådan bruger du multicutteren

I denne video lærer du alt om maskinens smarte funktioner og tilbehør. De mange forskellige slags tilbehør gør det muligt både at save, stemme ud, afkorte, fræse og slibe på steder, hvor andre værktøjer ikke kan komme til. Og maskinen kan bruges i både træ, plast, metal, mørtelfuger mm.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...