Solidt undergulv

Uanset hvilket gulv du ønsker dig, skal konstruktionen nedenunder være solid. Her lægger vi et undergulv på en hidtil uudnyttet førstesal. Det bliver så stærkt, at du uden problemer kan lægge fliser ovenpå.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
350 kr./m2

Intro

Førstesalen var egentlig ikke en førstesal; det var et uudnyttet rum, som blot blev brugt til opbevaring af flyttekasser og kufferter. Men nu er der brug for pladsen. Først skal der lægges et gulv, og de gamle bjælker er, som det oftest er tilfældet i huse bygget før 1960’erne, markant overdimensionerede. Så der er ingen problemer med at få det til at bære. Til gengæld er bjælkerne ujævne.

Første udfordring er derfor at rette bjælkerne op, så vi kan lægge gulvplader ovenpå. Det klarer vi ved at skrue reglar på begge sider af bjælkerne. Undervejs får vi samtidig muligheden for at rette alle bjælker op, fordi vi kan sætte reglarne i samme højde. Herefter er det sådan set blot at lægge gulvplader på – forudsat at afstanden mellem bjælkerne ikke er for stor. Typisk vil en gulvproducent anbefale, at afstanden mellem de bærende strøer (bjælkerne) ikke er mere end 60 cm. I dette tilfælde skal vi dog have fliser oven på gulvpladerne, og derfor lægger vi tværbjælker mellem de bærende bjælker, så gulvet bliver så stift, at fliserne ikke knækker. Da det skal være et vådrum, lægger vi en vådrumsplade oven på krydsfineren. Vådrumsplader kan fx være fra producenten Wedi.

Vejledning

Vejen til det stærke gulv

På siderne af bjælkerne er der skruet reglar, så udgangspunktet for gulvet bliver helt plant. Tværstiverne sikrer, at gulvet bliver så stift, at du kan lægge fliser oven på gulvet, uden at fliserne knækker. Skal du blot lægge et trægulv øverst, er tværstiverne overflødige.

Solidt fundament

De gamle bjælker er alt andet end lige. Deres overflade er ujævn og bestemt ikke velegnet til at lægge en gulvplade ovenpå. Derfor starter vi med at lægge en reglar på hver side af bjælkerne, så vi har et vandret udgangspunkt. Det er lettest, hvis reglarne ligger en smule højere end den gamle bjælke, men da der er forskel på bjælkernes højde, kan det ikke altid lade sig gøre.

I dette tilfælde ender reglarne en smule under den ene bjælkes overkant. Det er kun få millimeter, så vi høvler bjælken til - alternativt kunne første lag undergulv blot hvile på reglarne uden at gå hen over bjælken.

1

Bestem gulvets højde. Skal det fx være i niveau med et tilstødende gulv, skærer du en træklods, hvis højde svarer til højden af gulvplader og den færdige gulvbelægning, fx fliser. Et langt vaterpas viser, om gulvene kommer i niveau.

2

Skru reglarne på bjælkerne. Træklodsen svarer til højden på den endelige gulvbelægning, og vaterpasset viser, om reglaren sidder, som den skal.

3

Mål over til de øvrige reglar med vaterpasset. Det er en fordel, hvis du kan sætte de yderste reglar op først og så trække en snor imellem dem til at rette de øvrige ind efter. Læg en klods af krydsfiner under hver ende af vaterpasset.

4

Sæt de midterste reglar op. Nu måler du med en klods magen til dem, du har klodset vaterpassets ender op med (trin 3). Så skubber du ikke til vaterpasset, når du løfter reglaren op i rettet højde. Klodsen viser dig højden.

5

Tjek, at reglarne er lige. De skal være så rette som muligt. Krummer de en smule, skal krumningen vende opad.

6

Høvl toppen af de gamle bjælker, hvis de lige stikker få millimeter op over reglarne. Er forskellen større, kan du blot lade første lag gulvplader hvile på reglarne. Andet lag dækker så bjælken.

7

Mål op til tværbjælker. Med tværbjælker med 30 cm’s mellemrum og to lag gulvkrydsfiner bliver gulvet stift nok til at bære fliser. Skal du lægge planker eller lamelparket, er tværbjælkerne overflødige.

Ekstra afstivning

Bor for i tværbjælkerne. Du skal bore fra siden og skråt ud igennem enden af bjælken. Bor to huller på den ene side og et i midten på den anden side. Bor med et 5 mm bor til 5 mm tykke skruer.

2

Sådan skal du skrue. Fra bjælkens ene side går der to skruer igennem. Fra den anden side går en skrue imellem de modstående. Tværbjælken bliver låst urokkeligt fast til reglaren.

3

Skru tværbjælkerne på reglarne. Start med tværbjælken midt i rummet, så du ikke presser reglarne skæve.

4

Sæt skruerne forskudt i hver ende af en tværbjælke for at styrke konstruktionen mest muligt. Laver du system i det som her, er det nemt at holde styr på undervejs.

Hvis gulvet skal sænkes

I mange ældre huse er bjælkelaget overdimensioneret, i forhold til hvad der reelt er behov for. Det gør det muligt at øge højden i rummet lidt, fordi du kan hugge af bjælkerne og på den måde undgå at få meget lavt til loftet. Først skal du dog alliere dig med en bygningssagkyndig eller en bygningsingeniør, der kan sikre, at du ikke svækker konstruktionen og gør den usikker. Indstil rundsaven i en dybde, der svarer til, hvor meget du vil tage af bjælkerne. Sav en lang stribe snit i bjælken, og hug så af med et stemmejern.

Stærkt undergulv

Oven på det solide fundament af bjælker og reglar skal der ligge et lag gulvplader af 21 mm krydsfiner.

Vi limer og skruer pladerne ned i reglar og bjælker. Jo bedre pladen sidder fast, desto mere stabilt bliver hele gulvet, så limen er vigtig - og jo flere skruer, desto bedre. Skal du have vådrumsplader ovenpå som her, så lav en systematik, så du ikke skruer ned i de underliggende skruer.

Gulvpladerne er forsynet med fer og not, og her skal de også have lim, så de bliver låst sammen. Sammen med skruerne sikrer det, at de med garanti ligger helt fast på underlaget.

1

Skær gulvpladerne til. Brug en dyk- eller rundsav med styringsskinne eller en rundsav langs en retskinne. TIPS: Skærer du efter en retskinne, skal skinnen sidde på den del af pladen, du skal bruge, i tilfælde af at saven smutter.

2

Kom snedkerlim på underlaget. Både reglar og tværbjælker skal have lim, så gulvpladerne bliver liggende stabilt.

3

Læg gulvpladerne ud. Sørg for, at den rigtige side vender opad. Læs printet på pladen. Kom snedkerlim i fer og not-samlingen.

4

Skru gulvpladerne fast til underlaget med 4 x 60 mm spunskruer for hver 30 cm. Skru både langs kanten og ned i tværbjælkerne. Hellere for mange skruer end for få. Læg evt. vådrumsgulvplade ovenpå.

Materialer

45 x 95 mm reglar:

  • 2 opretninger pr. bjælke
  • Tværbjælker

21 mm krydsfiner:

  • 1 lag undergulv
  • Evt. vådrumsplader

Desuden:

  • 4 x 60 mm, 5 x 100 mm spunskruer
  • Snedkerlim

Specialværktøj

  • Evt. elhøvl

Tidsforbrug

Det tog et par dage at lægge de 15 m2 her.

Pris

Cirka 350 kroner pr. m2

Sværhedsgrad

Præcision er det vigtigste, men erfaring med tømrerarbejde er absolut også en fordel.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

VÆRKTØJ: Sådan bruger du el-høvlen

I denne video lærer du, hvordan du bruger el-høvlen til at omdanne uhøvlede brædder og andet groft træ til fin, glat træ. Høvlen kan indstilles miliimeterpræcist, så det bliver nemt at opnå perfekt snedkerfinish.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Gulv