1. Dyk ned midt på pladen
Når du er opdraget med, at der først skal bores et hul, før du kan save midt i en plade, kan det godt føles forkert, første gang du kører klingen direkte ned. Men sagen er, at det virker og kan gøres med langt de fleste typer træklinger.
Er det en funktion, du vil bruge hyppigt, kan du endda få specialklinger, som er udformet, så de får ekstra hurtigt fat og hul igennem.
2. Polér sten med vinkelsliberen
Selvom de færreste nok bruger vinkelsliberen til polering, så giver det faktisk god mening, når det gælder sten.
Køber du en diamantpolerskive og en såkaldt slibefod til vinkelsliberen, kan du nemlig polere ridser af ganske hårde stenplader som fx marmor.
3. Undgå ridser
Skal du skære din helt nye bordplade til, og vil du gerne undgå ridser, kan du med fordel sætte malertape på sålen, så du ikke kommer til at trække den slidte sål hen over den flotte plade.
4. Skift klinge uden værktøj
Skal det gå stærkt med at skifte klinge på vinkelsliberen, så kan det klares ved at holde stopknappen inde og dreje skiven af med hånden.
Husk altid at tage ledningen ud af kontakten eller batteriet af maskinen.
5. Bor lige dybt hver gang
Vil du undgå at bore for dybt, så er et dybdestop genialt. Det kræver ikke andet end et stykke tape om boret, for at du kan følge med i, hvor langt du har arbejdet dig ned i træet.
6. Skær lige dybe snit med kapsaven
Du kan godt lave eksempelvis en bladsamling med en håndsav og et stemmejern, men hvorfor ikke skrue op for farten og præcisionen med en kap-/geringssav?
Ved at placere en klods mellem landet og det stykke træ, du ønsker at skære i, kan du nemlig lave snit i præcis den samme dybde, når du fører saven fremad. Det kan du, fordi du skærer med den nederste del af klingen hele vejen gennem træet.
7. Gør stigen fast
Det kan være nervepirrende, og uansvarligt vil nogle måske mene, at rense tagrender, uden at nogen holder på stigen.
Arbejder du alene, kan du derfor med fordel bygge en “stopklods” til stigen, som består af et bræt, der er skruet sammen med to lægter, der fungerer som pløkker. Selve anordningen spændes fast til stigen med to skruetvinger. Herefter kan du med ro i sindet tage en tur op til tagrenden.
8. Slib helt ind i hjørnerne
Har du svært ved at få slebet helt inde i hjørnerne, kan du udnytte multicutterens klejne statur.
Ved at tape et stykke slibepapir på en lige klinge kan du nemlig komme ind i langt de fleste kroge og hjørner.
9. Brug overfræseren som søjlebor
Hvis du har behov for at bore huller til fx hængslerne i en skabslåge, hvor det er vigtigt, at hullet bliver vinkelret, så kan overfræseren erstatte et søjlebor.
Sålen på overfræseren holder fræsejernet vinkelret, og med det rette notfræsejern kan du bore helt lige huller.
10. Hold forbindelsen
Har du behov for at bevæge dig rundt med dit værktøj uden at skulle tænke på, om stikket ryger ud, når der kommer træk på?
I så fald kan du løse det ved at binde de to ledninger sammen, så det er knuden, der strammes, og ikke ledningerne, der trækkes fra hinanden, når du kommer til at hive i den ene ende.
11. Brug båndsliberen som bænksliber
Skal du kun bruge en bænksliber en gang imellem, så er det både et stort og halvdyrt stykke værktøj at have stående.
Har du en båndsliber til rådighed, så kan den imidlertid konverteres til en lille bænksliber med en tvinge eller to. Du skal blot vende den på hovedet og spænde den solidt fast til et tungt bord.
12. Ryst støvet væk
Med spidsen af en rystepudser eller en anden vibrerende genstand på bilmåtten kan du hvirvle støvet op i luften og nemt fange det med støvsugeren.
13. Forlæng bitholderen
Står du uden et forlængerled og skal have en skrue ud fra et umuligt sted, så kan du fordoble længden på din bitholder og dermed rækkevidden ved at montere en anden bitholder i den, der allerede sidder i boremaskinen. Det er nemlig så smart, at bitholdere passer i bitholdere.
14. Brug stiksaven som dekupørsav
Hvis du skal skære sirlige, detaljerede profiler i træ, så kan du relativt let konvertere din stiksav til en hjemmelavet dekupørsav.
Lav en lille bordplade med hul til stiksavens klinge, og spænd så saven fast på undersiden af pladen.
Der er ofte montagehuller i stiksavens sål. Du har nu begge hænder fri til at styre det stykke træ, du skærer i.
15. Vibrér beton med rystepudseren
Du kan bruge dit håndværktøj til at vibrere luftboblerne ud af støbeforme til beton, hvis du holder det ind imod kanten på støbeformen.
Såvel rystepudser som borehammer kan bruges som erstatning for en egentlig betonvibrator. Jo stivere betonblandingen er, og jo større mængden af luftbobler er, desto større værktøj skal du dog bruge.
Til en bordplade af flydespartel er en rystepudser nok, men skal du støbe noget tykkere, så skal du ofte have fat i fx en borehammer eller en bajonetsav.
16. Forlæng skruetvingen
Er din skruetvinge ikke lang nok, så kan du øge spændvidden ved at placere endnu en tvinge i forlængelse af den.
Tricket egner sig ikke til møbelsnedkeri, men er fint, hvis du fx skal fiksere en lægte et øjeblik.
17. Fræs false med elhøvlen
Hvis kniven på din elhøvl rækker helt ud til kanten af høvlen, så kan den fræse en fals.
Det eneste, du skal bruge ud over høvlen, er et parallelanslag, der sammen med høvlens dybdestop kan bruges til at indstille, hvor bred og hvor dyb en fals du ønsker. Og så er det faktisk bare et spørgsmål om at høvle.
18. Ret gevindet ud
Skal du skære en gevindstang over, er det oplagt at bruge en vinkelsliber.
Ulempen er imidlertid, at snittet nogle gange kan blive så groft, at det bliver vanskeligt at montere eksempelvis møtrikker på stangen på grund af graterne.
Monterer du derimod en møtrik på gevindstangen, inden du skærer, kan du “rette gevindet ud” og dermed fjerne graterne, når du drejer møtrikken af.
19. Montér en krog med en krog
Du behøver ikke vride hånden af led for at skrue kroge i loftsbjælkerne.
Sæt i stedet en krog fast i skruemaskinens borepatron, og brug den til at skrue de andre kroge fast med.
20. Lav riller med multicutteren
Har du brug for at lave en bred rille i din gasbetonvæg uden at have en rillefræser eller en vinkelsliber med fræseforsats ved hånden, kan du bruge en multicutter.
Udstyrer du den med to ens klinger, som monteres “ryg mod ryg”, kan du nemlig skære to parallelle snit, som efterfølgende kan stemmes ud.