3 FEJL: Når du lægger fliser

Måske vidste du inderst inde godt, at det, du var i gang med, ikke var helt rigtigt. Eller måske vidste du bare ikke bedre. Vi kigger på 3 typiske fejl, du begår, når du lægger fliser, og viser dig, hvordan du undgår dem fremover.

1. FEJL: Du kommer for lidt klæber på bagsiden!

Hvis du har fliser, der lyder hule, når du slår på dem, er de sandsynligvis lagt med for lidt fliseklæber.

Fliseklæberen skal lægges på væg eller gulv i et jævnt lag. Og så skal den trækkes igennem med en tandspartel, hvis tandstørrelse afhænger af flisestørrelsen.

På den måde kommer fliseklæberen til at ligge i striber, og når du trykker flisen fast mod gulv eller væg, jævner klæberen sig ud og fordeler sig på hele fladen.

Er du i tvivl, så tryk første flise mod underlaget, og tag den af igen. Fliseklæberen skal nu dække minimum 3/4 af flisen.

2. FEJL: Du glemmer at fjerne fugeslør!

Hvis du nogensinde har glemt at tørre det grålige fugeslør væk fra nylagte fliser, gør du det aldrig igen. Det sætter sig nemlig fast i løbet af nogle timer, og så er det endog meget svært at fjerne. Til gengæld er det nemt at fjerne det med en blød, tør bomuldsklud, lige så snart det er tørt.

3. FEJL: Du starter i hjørnet

De fleste rum er ganske skæve. Så hvis du lægger den første flise inde i et hjørne og arbejder videre ud fra den, vil hjørnets skævhed forplante sig til hele gulvet, og resultatet bliver uundgåeligt et meget uharmonisk gulv.

Læg i stedet en række fliser løst op midt på gulvet, og mål ud til væggene. Så kan du rette rækken ind, indtil den yderste række ligger pænt, og så du minimum har en halv flise liggende ude i siderne. På den måde ser det pænest ud.

    Andre læser lige nu ...