4 TIPS: Byg helt lige i skæve rum

Der er ofte rigtig meget plads at hente, hvis du kan inddrage de “umulige” og dårligt udnyttede kvadratmeter i dit hus. Det kræver imidlertid, at du laver skræddersyede løsninger – og ikke mindst at du har lidt teknisk snilde.

Udnyt den ekstra plads på en kreativ måde

Intro

Mange af os kender nok fornemmelsen af, at vi da godt kan bruge noget ekstra skabsplads, men at der samtidig allerede er placeret skabe på alle de helt oplagte steder i hjemmet. Der er simpelthen ikke plads til flere standardskabe på grund af fx skråvægge, umulige karnapper eller en malplaceret el-tavle, og derfor må der tænkes anderledes kreativt!

Skab plads - på irriterende steder
Som gør det selv-mand er det jo oplagt at bygge en løsning selv. Og kender du først de grundliggende teknikker, har du den fordel, at du i praksis kan bygge både på, i – og udenom – hvad som helst!

Når du skal bygge i rum med forhindringer eller udfordrende vinkler, kan du desuden også have god gavn af en række praktiske hjælpeværktøjer. Dem har vi samlet bagerst i artiklen, men det primære er teknikkerne, og dem viser vi i sammenhæng med de udfordringer, som de overvinder.

Bulede bagvægge kan give ballade
Allerede på gulvplanet kan en stor hældning eksempelvis være udfordringen, og skæve vægge er faktisk mere reglen end undtagelsen, hvis dit hus er af lidt ældre dato. Vi ser også på de udfordringer, der følger med, når du bygger i en skunk. Ligesom vi tager fat i de bulede bagvægge, som sagtens kan give ballade på fronten, hvis du ikke griber det rigtigt an.

Vejledning

01
Udfordring: Ujævne gulve 5 Trin

Selvom gulvet hælder kraftigt, kan du sagtens bygge helt lige.

Når du står overfor at skulle bygge på et meget skævt gulv, er det vigtigste, at du kommer godt fra start med en sokkel, som er i vater. Det klares med to retskinner, vaterpas og et hjemmelavet ”andenæb”. Mens fronten laves på nøjagtigt mål, laves tværlisterne lidt smallere, så de senere kan opklodses

1

For at få noget helt lige at gå ud fra bruger vi to retskinner, som sættes i forlængelse af hinanden og spændes sammen med tvinger. Retskinnerne bringes i vater med vaterpas - evt. med opklodsning i den ene ende.

2

Retskinnen bruges nu som udgangspunkt for at få en helt lige forkantliste på soklen. Listen spændes fast på retskinnen, så den er plan med retskinnens underside. Nu kan vi strege op langs gulvet.

3

Når forkantlisten er savet til i gulvets profi l, kan monteringen af soklens skelet begynde. De tværgående lister laver vi en anelse smallere end forkantlisten, for at få mulighed for opklodsning.

4

Da tværlisterne er ca. 5-6 mm lavere i højden end forkantlisten, kan vi nu løfte hver af dem op, så de er i vater og er i præcis højde med forkanten. Det gøres her med smalle plastbrikker.

5

Soklens skelet kan nu skrues og limes sammen, og det fikseres med træklodser til gulvet, så det ikke kan rykke sig. Læg mærke til den pink murersnor, der virker som en ekstra sikkerhed for, at forkanten er ret.

02
Overfør mål 3 Trin

Opmåling og markering af mål i en skunk kan sagtens drille. Men med den rette teknik, et vaterpas og en linjelaser går det nemt!

1

Streg op på gulvet, hvor soklens forkant skal være. Kør stregen helt ud til de to endevægge.

2

Ved endevæggene fortsættes stregen opad til skråloftet. Brug vaterpas, så stregen er i lod.

3

Placér en linjelaser ved den ene gavl og indstil laserstregen til at følge både gulv- og gavlstreg. Via laserstregen kan du nu lave blyantstregen på skråvæggen.

03
Udfordring: Skråvægge 5 Trin

Det er oplagt at lave skabsplads i skunken. De lodrette sider er den typiske udfordring.

Når du bygger op mod skrå vægge er der pludselig mange vinkler at holde øje med. Men frem for alt vil vi gerne have, at fronten står helt vinkelret. Præcis opmåling og ikke mindst stabil støtte til monteringen er altafgørende. Du kommer langt med tvinger og nogle rigtigt placerede pladestumper.

1

Når du bygger fx skabe i en skunk har du brug for lodrette sider i form af perfekt tilpassede trekanter. Først tages det lodrette mål med målebånd/talmeter fra sokkel til skråvæg.

2

Til det skrå mål kan du bruge tommestok, og det samme gælder det vandrette mål på soklen. De tre mål overføres til en plade, som du herefter kan save ud.

3

Tjek med retskinne eller vaterpas om væggen er plan. Hvis væggen er plan saves pladestykkerne med en rundsav. Men ”krøller” den bare en anelse, må du efterfølgende rette til med stiksav.

4

Til præcis udskæring af plader er en sav med styreskinne klart at foretrække. Styreskinner fås i dag både til rundsave og dyksave, og har du først fået lagt skinnen rigtigt, er du sikret et helt lige snit.

5

Når de lodrette sider skal monteres/limes, er der brug for god støtte. Det kan du lave ved hjælp af støtteplader og tvinger, som holder pladen stramt på plads, mens limen tørrer.

04
Udfordring: Skæve vægge 3 Trin

Med en simpel liste-skabelon kan du nemt få større plader helt ind til skæve vægge.

Der er ikke unormalt, at vi skal bygge op ad skæve eller ujævne vægge. Og det bliver især besværligt, når der skal sættes lidt større plader op. Her er en skabelon-liste vejen frem, når det gælder tilpasningen af bagkanten, mens den lige forkant klares med at strege op ved hjælp af vaterpas.

1

Lav en skabelon af et stykke liste og sæt det i lod op ad væggen. Forstryg væggens skævheder, og sav ud med en stiksav. Læg skabelonen på pladen, overfør stregen, og skær pladen i væggens profil.

2

Pladens forkant laves med et vaterpas. Når det er i lod, spændes det fast med tvinger, så du kan lave blyantstregen, uden det rykker sig. Laserstregen hjælper med at markere, hvor forkanten er.

3

Når du skal tilpasse større pladestykker til en skæv væg, kan du med fordel bruge en liste-skabelon. Forstrygningen laves således først på en liste, hvorefter den overføres til pladen. Da pladen både skal tilrettes på bagkant og front, skal der selvfølgelig være nogle ekstra centimeter at tage af.

05
Udfordring: Forhindringer 2 Trin

Med et ”andenæb” er det supernemt at forstryge alle typer forhindringer.

Der er ingen grund til at lave større udskæringer end højest nødvendigt, når du skal bygge udenom rør, ledninger og andre forhindringer. Med et såkaldt andenæb (blyant med klods) kan du helt enkelt strege det op, som skal skæres væk. En stiksav, udstyret med en klinge til kurve-snit, klarer nemt resten.

1

Ledninger og rør kommer tit i vejen, når vi bygger på besværlige steder. Når pladen, som her, skal helt ind til væggen, forstryges den i første omgang på bagkanten ved at køre andenæbbet langs ledningerne og væggen.

2

Blyantstregen skæres ud med stiksav. Når pladen passer rundt om ledningerne og ind mod væggen, sættes den på plads. Herefter kan der arbejdes med forkanten af pladen, så den kan bliver ret i fronten.

Materialer

Når du vil bygge helt præcist i lod og vater har du brug for hjælp.
Vi anbefaler:

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du krydslaseren

I videoen her lærer du alt om krydslaserens funktioner. Laseren markerer helt præcise lodrette og vandrette streger på vægge og lofter og er oplagt at bruge til en lang række opgaver, fx opsætning af fliser, ophænging af billeder, lamper og bogkasser, opsætning af malertape midt på en væg og afsætning af ens højde fra rum til rum.

VÆRKTØJ: Sådan bruger du stiksaven

I videoen her lærer du alt om om stiksavens muligheder, klinger og funktioner. Med den rigtige indstilling kan saven klare næsten alle opgaver: kurvede snit, lige snit, vinklede snit og hurtige, grove snit. Og med den rigtige klinge kan du save i både træ, plast, metal og sarte overflader.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Håndværker-teknikker