Først deler vi et kobberrør med en lille rørskærer, der er beregnet til kobber. Rørskæreren efterlader dog små grater på indersiden af røret. De fjernes med afgrateren, der på denne model er indbygget i rørskæreren. Rørskæreren kan også bruges til de lidt blødere kobberrørsruller.
Snittet er lidt renere, men der skal alligevel afgrates. Her benyttes et værktøj udelukkende beregnet til at fjerne grater på kobberrør. Det bløde kobberør mases lidt sammen, når det skæres over med rørskæreren.
Derfor benyttes der et kalibreringsværktøj, der igen gør røret rundt. Overdelen slås ned over røret med en hammer med plastichoved. Nu sættes stemplet ned til overdelen, hvor det slås i med hammeren. Når delene fjernes, har røret igen den rette dimension.
På det hårde rør sættes der en omløber og så en messingring, inden fittingen sættes på. Der benyttes to skiftenøgler. En til at holde igen på fittingen og en til at stramme omløberen.
I det bløde kobberrør sættes der en støttebøsning ind i røret, inden der monteres en omløber og en messingring, inden det spændes. Der skal benyttes en støttebøsning, da det bløde rør er for svagt til at blive spændt sammen uden. Når rørene først er spændt godt til, er der en solid og tæt samling.