Byg dit eget havebassin

Lyden af rindende vand i haven er hyggelig og virker beroligende, det skaber stemning i haven og tiltrækker masser af fugle. Dette sekskantede bassin kan du snildt selv bygge i løbet af en solskinsdag.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
1000 kroner

Intro

Havebassinet her hører til de sjove projekter, hvor du hurtigt får det færdige resultat at se. Bassinet kan nemt flyttes, fordi det er placeret oven på terrassen, men det kan også graves ned, så kun den vandrette kant stikker op over terrassen. I så fald kan beklædningsbrædderne, (C) på tegningen, undlades. Det gør processen lettere.

Hvis du følger vejledningen på de næste sider, får du et spændende sekskantet bassin, men hvis projektet skal være endnu lettere, kan du også vælge at “nøjes” med et firkantet bassin.

Vandpresset er stort, så du skal sikre dig, at “kassen” er rimelig kraftig og skruet godt sammen, så siderne ikke buler ud og bliver skæve. Desuden er det en god idé at bruge hårdt træ eller trykimprægneret træ, der tåler fugt.

LÆS OGSÅ: Støb et flot spejlbassin på en weekend!

Vejledning

01
Bund og sider 6 Trin

1

Tegn en cirkel med en radius på 60 cm på bundpladen (A). Cirklen kan tegnes ved at holde en blyant for enden af en liste, der fastgøres i midten af pladen med et søm. Husk, at radius går 6 gange op i cirklens omkreds, når sekskanten tegnes.

2

Skær de seks sider (B) til med et snit på 60 grader. Det er de korteste sider - indersiderne - der skal være 60 cm lange. En kap/geringssav er god til tjansen, men en almindelig sav og en vinkel kan også gå an.

3

Læg de seks sider ud på bundpladen. Streg op efter sidestykkerne, hvor bundpladen skal skæres ud.

4

Spænd siderne på bundpladen med tvinger. Dernæst kan sidestykkerne skrues fast med 5 x 60 mm skruer. Skru fra undersiden af bundpladen og ind i sidestykkerne.

5

Sidestykkerne skal også skrues sammen indbyrdes. Brug 5 x 80 mm skruer, og skru siderne sammen øverst ved hjørnerne. Indvendigt i hver hjørnesamling monteres desuden en sømplade (F), der er bøjet i en vinkel på 120 grader.

6

For at bassinet får en pæn finish, kan du slibe siderne pæne, fx med en båndsliber. Sørg for at slibe, så bundpladen kommer i niveau med siderne.

02
Topbeklædning 6 Trin

1

Sådan ser den færdige bund med seks sider ud. Hvis du vælger at grave dit havebassin ned, kan du undlade at montere beklædningsbrædderne (C) på siden af bassinet - som vi laver nu.

2

Indstil din kap/geringssav til 60 grader. Sav de seks sidebeklædningsbrædder (C) til, så de passer uden på bassinets sider.

3

Brug tvinger til at fiksere sidebeklædningen til bassinet. Brug skruer i størrelse 5 x 60 mm, og monter sidebeklædningen. Skru indefra og ud.

4

Nu skal de vandrette kantbrædder (D) saves til. Brug kap/geringssaven, og sav brædderne ud med et 60-graders snit. Kantbrædderne skal passe midt over bassinets sider. Tjek, at brædderne passer, efterhånden som de saves til.

De vandrette kantbrædder er klar til at blive monteret.

Havebassinet får et par pyntefisk

Det er smag og behag, om du vil udsmykke bassinet med udskårne figurer.

Tegn en fisk op på et stykke pap efter den kvadrerede tegning, så har du en skabelon.

Med en skabelon i hånden kan du tegne fiskens omrids af på nogle tynde plader fyrretræ. Sav ud med stiksav, og giv fiskene en omgang bejdse. Figurerne sømmes fast med 1,6 x 35 mm galvaniserede dykkere.

03
Bassinfolie 6 Trin

1

Når bassinet skal fores med folie (G), skal du bruge en hæfteklammepistol og en hobbykniv. Bred folien ud, og pres den godt ned mod bunden.

2

Fastgør folien til bassinets overside. Brug rigelig med hæfteklammer. Den overskydende folie skæres af med hobbykniven.

3

Den færdige forede bassinkasse. Der findes i øvrigt et stort udvalg af bassinfolier - i forskellige tykkelser og materialer. Til et bassin af denne type er en billig folie i 0,4 mm’s tykkelse rigeligt.

4

Den vandrette kant (D) monteres på bassinet. Brug 5 x 60 mm skruer, og skru dem lidt skråt i, så holder de bedst.

5

Ledningen til pumpen kan skjules under kantbrædderne. Sav en rille i siderne (B og C) i et af hjørnerne, inden folien trækkes hen over og de sidste to kantbrædder skrues på.

6

Sæt bassinet på sin endelige plads. Sørg for, at det står helt vandret. Fyld småsten (H) i bunden af bassinet, og placer pumpen (J), inden du hælder vand i dit nye havebassin.

Hold øje med vandstanden

Der vil altid ske en fordampning fra bassinet, så du skal holde øje med, om vandstanden bliver for lav. Pumpen tåler nemlig ikke at løbe tør, da den er vandkølet. Men et regnskyl vil som regel løse sagen! Skal bassinet tømmes, kan du anvende en billig pumpe til en boremaskine.

Det lille hjørne på terrassen er blevet forvandlet til en oase.

Materialer

15 mm vandfast krydsfiner:

  • 1 bundplade (A), 120 x 131 cm

45 x 145 mm trykimprægnerede reglar:

  • 6 sider (B) a 65,2 cm

21 x 145 mm hårdttræsterrassebrædder:

  • 6 sidebeklædninger (C) a 67,8 cm
  • 6 kantbrædder (D) a 73 cm

9 x 95 mm fyrretræ:

  • 12 fisk (E) a cirka 25 cm

Desuden:

  • 6 sømplader (F) a 100 x 220 mm
  • Bassinfolie (G), 150 x 160 cm
  • Småsten (H) til bunden
  • 1 springvandspumpe (J)
  • 5 x 80, 5 x 60 og 4 x 40 mm skruer
  • 1,6 x 35 mm galvaniserede dykkere

Tidsforbrug

Bassinet kan laves på en dag

Pris

Materialerne fås for cirka 600 kroner. Pumper fås fra 400 kroner og opefter.

Sværhedsgrad

Det sværeste er udsavning af planker og brædder i vinkler på 60 grader. Med en god kap/geringssav gøres det nemt.

Tegning

Vælg den rigtige pumpe

Sørg for at vælge en pumpe, hvor vandsøjlens højde kan justeres - det er ret vigtigt for at få det rigtige forhold mellem vandsøjlen og bassinets størrelse. Det er ikke godt med en vandsøjle, der er så høj, at vinden blæser alt vandet ud af bassinet med det samme.

Det er ikke nødvendigt at efterbehandle det hårde træ, der tåler vand. Men træolie får gløden frem.

Vælg den rigtige pumpe

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

TIPS: Stopklods til kapsaven

Video

TEKNIK: Montering af vinkelbeslag

Vend beslaget rigtigt og giv samlingen optimal styrke

Video

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Haven