Intro
Vejledning
01
Porten
10
Trin
Porten bygges af kraftigt tømmer og består af to stolper og en overligger, som afsluttes flot i enderne med snit som pyramider. Hjørnesamlingerne styrkes med et par skråstivere.
Stolperne tappes op i overliggeren for at få en solid konstruktion, så du skal save ud til en tap i enden af hver stolpe og lave to huller i overliggeren, som passer til tappene. Samlingen styrkes yderligere med en rundstok.
Når porten er samlet og skal rejses, er det en god idé at være flere stærke folk om opgaven, for den er tung!
Tegn op, hvor tappen i stolpen (A) skal være, så stolpen kan tappes op i overliggeren. Tappen saves ud med en dyksav. Sæt den rette dybde (5 cm), og sav efter en fø-ringsskinne flere snit ved siden af hinanden.
Fjern det gennemsavede træ med et stemmejern, så tappen er fri. Det er en god idé at runde alle hjørner på tappen. Så glider den meget nemmere på plads i taphullet i overliggeren.
Overliggeren (B) skæres til med pyramideform i enderne. Mærk op på tømmeret, og sav til med et 30-graders snit med en rundsav. Kan din rundsav ikke skære dybt nok, kan du sagtens bruge en fukssvans.
Mærk op på overliggeren (B), hvor hullerne skal være. Markér først, hvor langt fra yderkanten af overliggeren stolperne skal være. Placér så stolpen på overliggeren, og tegn op til den anden side af taphullet.
Taphullet bores først ud med et sneglebor. Hullet skal være ca. 110 mm dybt, så du er sikker på, at der er plads til tappen. Bor helt ud til opstregningerne, og sørg for at holde boret lodret, når du borer.
Hullets kanter skæres rent med et stemmejern, når hullet er boret helt op. Sørg for at komme helt ind i hjørnerne. Tag lidt ad gangen, og sørg hele tiden for, at hullet bliver parallelt med ydersiden af tømmeret.
Saml stolpe (A) og overligger (B), og bor et hul med et 21 mm bor. Hullet bores, så spidsen af boret laver et mærke i tappen. Træk tappen ud, og bor et hul 4 mm under mærket. Bor resten af hullet i overliggeren.
Her fræser vi kanterne på porten, så den får sit helt eget unikke udtryk. Det er selvfølgelig valgfrit. Her fræser vi både kanterne på stolperne (A), overliggeren og skråstiverne (C).
Porten samles. Sørg for, at stolper (A) og overligger (B) er placeret i en 90-graders vinkel på hinanden. Skru skråstiverne (C) fast i hjørnerne med 6 x 120 mm skruer. Bank så en rundstok igennem hver samling.
Montér et støttebræt på stolperne (A) præcis 120 cm fra overliggerens (B) overkant. Så kan du måle ud fra den, når du skal justere porten på plads. Det er lettere end helt oppe fra selve overliggeren. Hvis stolpehullerne ikke har præcis samme dybde, kan du hælde en smule tørbeton i, som stampes, så stolperne kommer til at stå lige. Spænd en lægte fast midt på overliggeren, som porten kan rejses med. Det er godt at være 3-4 stærke mænd, for den er tung!
02
Låger og beklædning
6
Trin
Lågerne skal have en traditionel bræddebeklædning med luft imellem.
Hver låge består af to vandrette dele, foroven og forneden, i kraftige reglar. Herimellem skal være et kryds, der samles hak i hak, der gør krydset ekstra stærkt. Det bygges også af reglar.
Beklædningen er af brædder, hvor de to yderste er hele, og de midterste er brædder, der halveres på langs med rundsav eller dyksav. De skæres alle spidse foroven. Husk at lave anslag på lågerne, så de ikke kommer for langt bagud, når de lukkes.
Byg rammer til lågerne, når træet er savet til. Det er vigtigt at bygge på et plant underlag. Placér de to lodrette brædder (H), og læg to tværstivere (F) ovenpå. De rager 4 cm ud, så lågen har anslagsflade.
Mål op til et kryds i lågen. Læg den første reglar (G) oven på rammen, diagonalt på hjørnerne. Streg op, hvor der skal saves (kun i den ene ende). Læg den så på plads i hjørnet, mål op, og sav til i det andet hjørne.
Lav den anden del af krydset, og mål op, hvor de to reglar (G) krydser hinanden. Her skal laves et indhak halvt ind i begge reglar, så de går lidt ind i hinanden, når de samles. Det giver samlingen optimal styrke.
Montér beklædningsbrædder (J). Læg et vaterpas eller et lige bræt i bunden af lågen, som brædderne kan rettes ind efter, så de holder kant. Streg en linje op, som skruerne placeres efter, så de skrues i på linje.
Lågerne får her ekstra finish med fræsede kanter på reglarne (F og D) og de to yderste brædder (H). Både reglar og brædder får en tur med overfræseren.
Materialer
150 x 150 mm tømmer (til porten):
- 2 stolper (A) a 297,5 cm
- 1 overligger (B), 360 cm
- 2 skråstivere (C) a 60 cm
45 x 120 mm reglar (til lågerne):
- 2 tværstivere (D) a 139,5 cm
- 2 dele til kryds (E) a 168 cm
- 2 tværstivere (F) a 147,5 cm
- 2 dele til kryds (G) a 170 cm
25 x 125 mm brædder (til beklædning):
- 4 hele brædder (H) a 142 cm
- 20 halve brædder (J) a 138 cm
Desuden:
- Tørbeton, 25 kg
- Rundstok, 22 mm
- Skruer: 5,5 x 60 og 6 x 120 mm
- 4 kraftige hængsler
- 1 stalddørsgreb
- 1 skudrigel
- Grunder
- Maling
Specialværktøj
- Pælebor med motor
- Dyksav med føringsskinne
- Sneglebor
- Overfræser
Tidsforbrug
3-4 dage + en dag til maling.
Pris
Ca. 4.200 kr.
Sværhedsgrad
Tungt arbejde, men ellers blot en mellemsvær opgave.