Bomstærkt højbed af limede granitbrosten

Limer du granitbrosten sammen med PU-stenlim, får højbedet et lettere udtryk end med traditionel cementmørtel. Og så går arbejdet hurtigere, fordi limen tørrer i en fart.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
3 dage
Pris
2.000 kroner

Intro

Den store jordbunke og den kæmpestore granitsten lå rigtig meget i vejen, efter at vi havde bygget brændeskur og anlagt gårdsplads. Jorden var besværlig at fjerne, stenen nærmest umulig. Derfor besluttede vi at bygge et højbed rundt om begge dele, og resultatet blev over al forventning.

Vi byggede en flot mur rundt om bedet af store granitsten (nye brosten). Vi lagde stenene i stenlim og undlod at fuge imellem stenene for at få et lettere udtryk. Du kan selvfølgelig vælge at mure stenene op med traditionelle fuger, så skal du bare huske at vaske stenene af for mørtel med det samme.

Vejledning

01
Opbygning 8 Trin

Fundamentet til muren rundt om højbedet afhænger af underlaget. Har du blød jord, er du nødt til at grave ned i frostfri (90 cm’s) dybde og støbe en sokkel. Men vi er heldige her, hvor vi lige har anlagt en ny gårdsplads. Der er blevet gravet ud og lavet undergrundssikring med stabilgrus, som er komprimeret.

Vi nøjes derfor med at grave en 15 cm dyb rende, som vi fylder op med skærver, der stampes. Og direkte oven på skærverne lægger vi den første række sten i beton. Resten limer vi med ekspanderende stenlim, det er både hurtigt og nemt. Og der er ingen tørretid på limen, så du kan hurtigt begynde at plante.

1

Start med at afrette jorden, hvor muren skal stå. Her graver vi 15 cm jord af og fylder skærver i renden. Skærverne stampes med en pladevibrator, så underlaget bliver stabilt.

2

Kontroller, at underlaget er helt vandret med et vaterpas. Juster evt. ved at tilføre eller fjerne nogle skærver og stampe igen.

3

Læg nederste række sten i beton. Betonen hæfter bedre på de små skærver end stenlimen, du skal bruge senere til de næste rækker sten.

4

Læg en stribe beton indvendigt langs bunden af stenene, det giver lidt ekstra støtte. Lad betonen tørre et døgn, før du går videre med de næste rækker.

5

Læg næste række sten løst på plads, så du ved nøjagtigt, hvor hver enkelt sten skal ligge. Læg stenene forskudt, så de lodrette revner ikke er over hinanden. Løft dem så ned en for en.

6

Sprøjt oversiden af første stenrække med vand, så hæfter limen bedst. Gør stenene godt våde. Tag kun en meter ad gangen, det går stærkt, når stenlimen først er lagt på stenene.

7

Sprøjt stenlimen på i to tykke pølser. Læg ikke mere end en meter lim ud. Du skal kunne nå at lægge sten og sprøjte vand på det næste stykke, før limen i sprøjtetuden tørrer og lukker den.

8

Gentag med næste række. Altså først lægge sten løst på, tage dem ned, sprøjte vand på, lægge lim ud og lægge stenene op igen.

VIGTIGT! Tjek undervejs med vaterpasset, at væggen er både lodret og vandret.

02
Færdiggørelse 5 Trin

Når muren er bygget, skal der plantes til. Her er vi heldige at have en jordbunke, som skal fordeles ud inden for muren, men ellers må du have fat i noget jord.

For at regnen ikke skal skylle jorden ud mellem stenene, sætter vi drænplader op indvendigt. Du kan også bruge fiberdug, det vigtigste er, at jorden ikke kan komme ud. Når indersiden er tæt, kan du fylde jord i, men kun til ca. 20 cm fra toppen. Så lægger du en fiberdug ud og slutter af med plantejord, som du kan købe på en planteskole. Her er cirka en trailerfuld (2 m3).

1

Pas på, at limen ikke løber ned. På bagsiden gør det ikke noget, men på forsiden ser det grimt ud. Og det er svært at få den af, når den er tør. Så flern den med en særlig rensevæske med det samme.

2

Læg drænplader (platonplader) langs væggen indvendigt. Pladerne sørger for, at regnvand ikke skyller jorden ud imellem stenene.

3

Fordel jordbunken i bunden. Er du ikke startet med en jordbunke som vi, så fyld en masse almindelig jord og sten i bedet, så sparer du på muldjorden.

4

Læg fiberdug ud på den gamle jord. Den adskiller opfyldningsjorden fra plantejorden og sørger for, at evt. ukrudtsfrø i den nederste jord ikke spirer og kommer op imellem de nye planter.

5

Fordel plantejorden oven på fiber-dugen. Hvis du vil have lys i bedet, er det nu, du skal trække kabler i plasticrør. Husk at bruge lavvoltslamper og -kabler, som du selv må installere. Ellers skal du have fat i en elektriker.

Materialer

• 1 m3 skærver
• 1 sæk færdigblandet tørbeton
• 63 store brosten, granit, 15 x 16 x 21 cm
• 2 flasker stenlim (PU700 eller Stone Grip)
• 1 flaske rensevæske, her AA290
• 25 m2 platonplader
• 10 m2 fiberdug
• 2 m3 plantejord

Specialværktøj

• Pladevibrator
• Limpistol
• Blomsterforstøver

Tidsforbrug

En weekend, inkl. tørretid den første dag, er rigeligt.

Pris

Ca. 2000 kroner må du regne med, da brosten er ret dyre.

Sværhedsgrad

Du skal have kræfter til at slæbe rundt på stenene og flytte dem på plads. De vejer 13-14 kg pr. stk. Ellers er der intet, som kan give problemer i dette projekt.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Højbede