Skjul haveaffaldet

Har du også et hjørne i haven, som er midlertidigt opholdssted for haveaffald, gamle fliser osv.? Det er praktisk at samle det, inden det skal køres væk, men kønt er det ikke. Så hvorfor ikke gemme det bag et fleksibelt hegn, så du slipper for at kigge på det, indtil du får tid til at fjerne det!

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
1.000 kroner

Intro

I byggevejledningen får du en trin for trin-guide til, hvordan du bygger hegnet – et projekt hvor alle kan være med. Du kan blandt andet se, hvordan du graver ud til stolpesko, bygger hegnets tre moduler og monterer hegnet i stolpeskoen. God fornøjelse.

Vejledning

01
Grav ud til stolpesko 5 Trin

Hegnet her skal monteres i stolpesko, der graves ned i jorden. Grunden er lidt skrånende, så for at modulerne til hegnet kommer til at sidde lige, skal stolpeskoene placeres i forskellige dybder i jorden.

Når du har gravet ud til stolpeskoene, kan du tjekke, om de står lige, ved at lægge et lige bræt med et vaterpas ovenpå, som du kan justere efter.

1

Grav ud til stolpeskoene, når du har målt op, præcis hvor de skal placeres. Fyld lidt grus ned i bunden af hullet, så det er lettere at justere dem på plads.

2

Placér stolpeskoen i hullet. Tjek, om du er tilfreds med højden. Når du er det, lirker du den fast, så den står så lige som muligt, og bruger den til at måle ud fra.

3

Kontrollér stolpeskoenes placering i forhold til hinanden, så de placeres helt i niveau. Læg fx et langt, lige bræt med et vaterpas oven på stolpeskoene, og justér.

4

Skær evt. stolpeskoen til, hvis du støder på en stor sten i grunden. Vi blev nødt til at finde vinkelsliberen frem her for at få den ene stolpesko ned i niveau med de andre.

5

Den sidste stolpesko er på plads. Den skal her placeres lidt dybere end de andre for at få en vandret bundlinje, da hegnet skal stå på en skrånende grund.

02
Byg stolper og moduler 5 Trin

Hegnet her består af tre moduler, der hver består af en ramme, som beklædes med brædder og fastgøres til stolper. De færdige moduler skal derefter blot monteres i stolpeskoene.

Det er nemmest at købe færdige stolper, men det er billigere, hvis du selv bygger dem af to 45 x 95 mm reglar, som samles med skruer. Det gør vi her - det er hurtigt gjort, og det sparer os for godt 10 kr. pr. stolpe.

Det er en god idé først at bygge et modul, som andre moduler kan samles ovenpå. Det sikrer, at de bliver ens.

1

Saml to reglar til stolper (A). Du kan sagtens købe færdige stolper, men det er billigere, hvis du skruer to reglar sammen. De skæres til på længden og samles med 6 x 90 mm skruer.

2

Byg hegnsmodulerne. Lav først en ramme af de lodrette stykker (B) og det øverste og nederste vandrette bræt (C), der fastgøres til (B). Tjek begge diagonalmål på rammen, så du er sikker på, at modulet er vinkelret.

3

Fastgør resten af brædderne på hvert hegnsmodul. Når det øverste og underste bræt er fastgjort, kan du regne ud, hvor stor afstanden skal være mellem brædderne, så afstanden bliver ens. Her er den 5 mm.

4

Læg stolpen (A) på hegnsmodulet, og mål op, præcis hvor den skal placeres. Du skal bl.a. have styr på, hvor meget “luft” der skal være under modulerne, når de fastgøres i stolpeskoene. Her passer det med 10 cm.

5

Fastgør hegnsmodulerne til stolperne. Det gøres med fire 6 x 80 mm skruer gennem det lodrette stykke (B) ind i stolpen (A).

03
Montér hegnet i stolpesko 5 Trin

Når alle hegnsmoduler er bygget, skal du montere dem i stolpeskoene. Du placerer et modul i stolpeskoene og skruer det først fast i den ene side, hvorefter du tjekker, at modulet står helt lige. Når det gør det, kan du skrue det fast i den anden side også.

Her skal det ene modul kunne drejes, så det kan bruges som en låge, der kan åbne og lukke. Derfor fastgøres det på hængsler og kan ikke fastgøres til en stolpesko i den anden side. Det får i stedet monteret en stump træ under stolpen, så lågen kommer til at stå lige.

1

Montér modulerne i stolpeskoene. De fastgøres med franske skruer, 8 x 40 mm, først i den ene side. Sørg for, at der er et par cm’s luft under stolpen, så der ikke kan samles vand og trænge fugt op i endetræet.

2

Tjek, at modulet står lige. Det gøres nemt, hvis du fx lægger en lige lægte oven på modulets stolper med et vaterpas ovenpå. Når du har passet modulet til, så det står lige, skruer du stolpen fast i den anden side.

3

Dæk stolpeskoene til, når alle modulerne er monteret, så de står helt lige. Det er pænest, hvis du kan få dækket betonklodsen.

4

Lav understøtning til det sidste modul, der skal kunne dreje og fungere som låge. Når lågen er lukket, er det vigtigt, den ikke “hænger”, men står i samme højde som de andre moduler.

5

Det sidste modul monteres med hængsler. Når du skruer dem fast, er det en god idé at sætte en lille klods på bagsiden af modulet, som skruerne får fat i - så sidder hængslerne endnu bedre fast.

Materialer

  • 3 stolpesko
  • 4 stolper (A), 120 cm lange, her lavet af 2 stk. 45 x 95 mm reglar
  • 6 lodrette stykker (B), 45 x 45 mm lægter,150 cm lange
  • Brædder (C), 22 x 95 mm, 150 cm lange
  • 3 dækbrædder (D), 22 x 95 mm, 150 cm lange
  • 2 hængsler, 300 mm
  • Skruer: 4,2 x 42 mm, 6 x 90 mm og 8 x 40 mm franske

Tidsforbrug

Ca. 1-2 dage.

Pris

Ca. 1.000 kr.

Sværhedsgrad

Et projekt, hvor alle kan være med. Vær omhyggelig med placeringen af stolpeskoene, så hegnet kommer til at stå helt lige.

Tegning

3D-model

Haveskjul

3D-model

Stolpeskoene holder konstruktionen tør

Ved at bygge affaldsskjulet på stolpesko, sikrer du, at konstruktionen ikke suger fugt til sig fra jorden af.

Åbn 3D-model

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Haven