For nogle er et lille møbel, der bærer en grill og skjuler en gasflaske, alt, hvad der kræves af et udekøkken. For andre skal der grill, røgeovn, gasblus, køleskab, strøm og rindende vand til. Og så skader det jo aldrig med en indbygget pizzaovn.
Uanset hvilket køkken du drømmer om, så kan du hente inspiration i denne artikel, hvor vi viser eksempler og detaljer fra udekøkkener i hele Skandinavien.
Bordplads først, grill bagefter
Uanset hvad der ellers er i et udekøkken, så er udgangspunktet en bordplade til at arbejde på. Uden bord, intet udekøkken. Dernæst kommer grillen, som er midtpunktet i langt de fleste udekøkkener. Derfra er det fantasien, der sætter grænserne.
Ude, inde eller midtimellem
Der er stor forskel på rammerne for udekøkkener. Hovedparten af de udekøkkener, vi viser, har udsigt til sol og måne, men der findes masser af eksempler på udekøkkener med vægge og endda tag.

Et udekøkken-alrum designet fra bunden
Der findes to slags udekøkkener. Nogle opstår lidt efter lidt, mens andre er bygget efter et stramt design. Her er et eksempel på et drømmeprojekt, der er bygget til at matche en ny terrasse. Her er køkkenet ikke begrænset til bordplads, grill og pizzaovn. Der er også tænkt læhegn, spisebord og bænk ind i projektet.

Når lidt er nok
Et møbel på hjul, der løfter grillen og skjuler gasflasken, er et helstøbt eksempel på et minimalistisk udekøkken.

Udekøkkenet bliver til et rum
Selvom der er udsigt til stjernerne, formår dette køkken at skabe et konkret rum ved hjælp af to store listevægge, der samtidig fungerer som læhegn.

Genbrugsmursten
De er dyre, men giver en varm og livlig glød til dette udekøkken, der er bygget op omkring en imponerende, brændefyret ovn.

Beskyttet mod rust
Cortenstål er et usædvanligt, men smart materialevalg, der beskytter sig selv mod rust ved hjælp af et lag rust.

Brugbart hele året rundt
Det har taget længere tid at bygge halvtaget end køkkenet, som er funktionelt og beskedent på en gang. Resultatet er et udekøkken, der fungerer på alle tider af året.

Køkkenbordet er vigtigst
Der skal ikke mere til end et bord, hvor der kan arbejdes, snittes og stå en grill.

Et ude i naturen-køkken
Hjemmestøbte betonborde er skægge, fordi de let kan formgives. Her følger de konturen af en stor sten, som derefter står midt i udekøkkenet.

Vild med grill
Det mest almindelige setup ser nogenlunde sådan ud. Et bord, en grill og et bord. Der er ingen tvivl om, at det er den nordiske grillfeber, der inspirerer de fleste udekøkkener.

Listerne gør køkkenet let og lækkert
Køkkenet er bygget af tunge 10 x 10 cm træstolper, men beklædningen af lange, horisontale lister gør, at køkkenet virker let, og så tillader beklædningen, at gasflaskerne under grillen let ventileres.

World cup-køkkenet
Her er funktionen i centrum. Ejeren af køkkenet, der gemmer på adskillige røgeovne, seks grill, et gaskomfur og et køleskab m.m., er internationalt anerkendt for sin BBQ.

En uderestaurant
Udekøkkenet behøver ikke være designet til fælles madlavning. Her er der tænkt på service og servering, komfort og tørvejr i stedet.

Dedikeret til pizza
Et isoleret skur bygget efter alle kunstens regler og indrettet med køleskab, pizzaovn, dejrører og en koldjomfru til pizzafyld.

Let at holde rent
Det fede ved stål og træ er, at køkkenet er let og billigt at holde ved lige og holde rent, og så matcher det gavlen.