Planlæg dit udekøkken

Det betaler sig at bruge god tid på planlægningen. På den måde undgår du fejl og får det bedst mulige resultat. Her får du overblik over de ting, du skal stilling til på forhånd.

Du har besluttet at bygge et udekøkken, og du har garanteret allerede besluttet, om der skal være plads til både pizzaovn, køleskab og en lækker indbygningsgrill. Men har du overvejet, hvor gasflaskerne skal stå, og hvordan de ventileres, og ved du, hvordan solen rammer køkkenet? I denne artikel stiller vi nogle af de spørgsmål, du måske ikke har overvejet endnu.

Skal du bruge rindende vand?

Der er ingen tvivl om, at rindende vand er et plus i et udekøkken, men det er en omfangsrig proces, hvis du drømmer om en fast installation med varmt og koldt vand i hanerne. Der er til gengæld intet til hinder for, at du laver en vandhane, som du kan koble haveslangen til, når du skal bruge vand. Hvis du altså kan leve med, at der kun er koldt vand i hanen.

Er strøm nødvendigt?

Når det gælder strøm, så har du kort sagt tre muligheder: ingen strøm, forlængerledninger, du selv trækker, eller en fast installation, som du skal have en elektriker til at lave. Uanset hvad du gør, så husk at bruge vandtæt udstyr.

Har du styr på gasflaskerne?

Hvis du opbevarer gasflasker inde i dine køkkenelementer, så skal du være opmærksom på to ting. I Danmark må den gummislange, der sidder mellem gasflasken og gasregulatoren, ikke være længere end 90 cm. Og så er det vigtigt, at gasskabet er velventileret. Grillgas er tungere end luft, så derfor skal ventilationsåbningerne sidde lavt i gasskabet.

Hvad kigger du på?

Det lyder måske banalt, men husk at overveje, hvordan dit køkken er vendt i forhold til både spiseområdet og verdenshjørnerne. Det er værd at overveje, om køkkenet skal vendes, så du ikke skal stå med ryggen til dine gæster i lang tid, og så nytter det heller ikke, hvis du skal blændes af aftensolen hele sommeren.

Kan taget tåle varmen?

Før du bygger tag over grill, pizzaovn eller gasblus, så tjek lige, hvor stor afstand der skal være. En gasgrill sender ikke særlig meget varme op, og du kan sagtens lægge en plastikplade én meter over grillen. Stiller du en brændefyret pizzaovn på køkkenbordet, lyder anbefalingen på helt op til 3 meters afstand, hvis du skal være sikker på, at taget ikke smelter – konsultér brugsanvisningerne.

Har du køleskabe udenfor?

Hvis du laver et udekøkken med køleskab, der skal stå tændt, når det bliver koldt, så sørg for, at du bruger et køleskab, der er bygget til at stå ude. Ellers risikerer du, at køleskabet bruger alt for meget strøm eller slet ikke virker i de kolde måneder.

Afløb eller kloak?

Hvis der er vask og vand i køkkenet, så får du også brug for et afløb, men du behøver måske ikke en kloaktilslutning. Hvis du blot skyller grøntsager og vasker hænder, så kan en spand under vasken være nok. Hvis du har et afløb eller en faskine i nærheden, så kan du også lede vandet fra vasken dertil i et stykke haveslange eller plastikrør. Ønsker du en ægte kloaktilslutning, så skal du have hjælp fra en autoriseret håndværker.

Er der brandsikret ved grillen?

Uanset om du bruger en indbygningsgrill eller en grill på stativ, så skal du sørge for, at brand- og varmeisolere omkring grillen. Du kan fx bruge stålplader, fibergips eller fibercementplader som beskyttelse omkring din grill. Hvis du ikke varmeisolerer, så risikerer du, at din grill i værste fald antænder det møbel, du har bygget omkring den.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Udekøkken