Intro
Vejledning
01
Sådan bygger du trin for trin ...
18
Trin
Grav 90 cm dybe huller til de 6 stolper (A) med et pælebor. Afstanden mellem stolperne skal svare til længden på beklædningsbrædderne (J), så mål ud ved at lægge dem mellem stolperne.
Sæt stolperne på plads i hullerne, og afstiv konstruktionen midlertidigt med kryds og tværstivere. Når stolperne står rigtigt, fylder du jord i hullerne og stamper godt til omkring stolperne.
Skru brædderne (J) på listerne (Q) med 5,0 x 50 mm skruer. To brædder og mellemrum skal fylde 20 cm, så går det op med højden på 120 cm.
Tegn omridset af espalieret på en træplade og læg listerne med en hældning på 45 grader ud. Start med den midterste liste (N1) og fordel resten herfra. Søm øverste lag lister på med 18/35 søm.
Fastgør beklædningerne mellem stolperne ca. 5 cm over jorden med 5,0 x 60 mm skruer. Listerne (Q) placeres i plan med stolpernes indersider.
Skru topbjælkerne (B) på stolperne 192 cm fra underkanten af beklædningerne med 5,0 x 80 mm skruer. Fastgør brædderne (F) i enderne. Fjern afstivninger. Sav ud til stolperne i de to brædder (A1) og (B1), så de flugter stolpernes yderside. Skru nederste bræt (A1) på beklædningen. Øverste bræt (B1) fastgøres i flugt med bjælken (B’s) underkant med 5,0 x 80 mm skruer.
Afkort de to midterste stolper (A) i plan med overkanterne af bjælkerne (B). Sav de fire gavlplader (D1) ud efter målene på tegningen, og skru dem på bjælkerne med 5,0 x 50 mm skruer. Afkort derefter hjørnestolperne (A) i flugt med gavlpladerne.
Tegn de skrå snit af forneden på lægterne (O) ved at holde dem på plads. Sav dem til med en elektrisk stiksav, og saml så de to lægtekonstruktioner af lægterne (O) og (P). Sørg for at placere de næstøverste tværlægter, så de ligger midt over tagpladernes samlinger.
Skru de to lægtekonstruktioner fast mellem gavlpladerne med 5,0 x 50 mm skruer, og skru de fire tagplader (E1) og (F1) på med 4,0 x 40 mm skruer.
Lav evt. en papskabelon efter målene på tegningen til at tegne udskæringerne i de fire sternbrædder af efter. Sav kanten ud med en elektrisk stiksav.
Skru listerne (V) på tagpladernes underkanter forrest, og fastgør sternbrædderne med 5 x 50 mm skruer. Gør de to brædder (G) fast imellem sternbrædderne med 5,0 x 60 mm skruer. Beklæd med tagpap. Fastgør de inderste falslister (S) til (A1) og (B1). Skru espaliererne fast, og søm falslister (T) på med 18/35 galvaniserede dykkere.
Saml understøtningen til bordpladerne af bjælkerne (D) og (C) - tag højde for målene på vask og grill. Skru brædderne til bordpladen sammen med tværstiverne (N) med 5,0 x 50 mm skruer. Sav ud til vasken. Udsav grillhullet i pladen (H1) med 3 cm luft omkring.
Skru de indvendige brædder (K) på indersiden af stolperne med 5 x 50 mm skruer. Fastgør understøtningen til bordpladen med 5 x 60 mm skruer. Saml understøtningen til underbordet af bjælkerne (C og E), og skru den fast til sidebeklædningerne med 5 x 60 mm skruer. Skru brættet (Z) på bjælken (C).
Læg bordpladen på, og sæt vasken i. Lav risten under vasken ved at skrue brædderne (M) på med 4,0 x 40 mm skruer. Afløbet fra vasken klares med et stykke cykelslange, der krænges over afløbsrøret og gøres solidt fast med et spændebånd.
Monter hængsler og greb på lågerne, og skru dem fast til underbordsunderstøt-ningen. Skru en nylonvrider fast på forkantbrættet (Z) for hver låge.
Saml de to skabe med 4 x 40 mm skruer. Sæt dem på plads på hver side af risten, og fastgør dem evt. med et par skruer ned i understøtningen.
Smør fliseklæber på grillpladen med en tandspartel, tryk fliserne på plads, og fug ud. Monter fire vinkelbeslag på grillen med møtrikker og bolte, sæt grillen på plads med vinkelbeslag, som vist på tegningen.*
Materialer
90 x 90 mm trykimpræg. stolper:
• 6 stk. (A) a 300 cm
41 x 91 mm trykimp. bjælker:
• 2 bjælker (B) a 300 cm
• 4 understøtninger til bord og underbord (C) a 292 cm
• 5 revler til bordunderstøtning (D) a 51,8 cm
• 4 revler til underbord (E) a 25,8 cm
21 x 91 mm trykimpræg. brædder:
• 2 endebrædder ved tag (F) a 114,2 cm
• 2 sternbrædder (G) a 150 cm
• 4 sternbrædder (H) a 169,5 cm
• 60 beklædningsbrædder n(J) a 88 cm
• 4 indvendige beklædningsbrædder (K) a 282 cm
• 2 afstandsbrædder ved låger (L) a 35,4 cm
• 9 brædder til underbordsrist (M) a 34 cm
• 4 revler til bordplade (N) a 51 cm
38 x 57 mm trykimpræg. lægter:
• 4 langsgående taglægter (O) a 141 cm
• 8 tværgående taglægter (P) a 102,8 cm
25 x 50 mm trykimp. lister:
• 10 afstivninger for beklædninger (Q) a 120 cm
21 x 27 mm lister:
• 6 lodrette falslister til espalier (R) a 69,2 cm
• 6 vandrette falslister til espalier (S) a 83,8 cm
12 x 21 mm inddækningslister:
• 5 vandrette inddækninger til espalier a 85,6 cm og 5 lodrette inddækninger (T) a 69,2 cm, 10 inddækninger til beklædninger (U) a 120 cm
19 x 50 mm trykimp. lister:
• 4 lister til fastgøring af stern (V) a 163,5 cm
• 2 lister til fastgøring af endebrædder ved låger (X) a 35 cm
28 x 115 mm terrassebrædder af lærketræ:
• 5 brædder til bordplade (Y) a 194,5 cm
• 1 forkant til bordplade (Z) a 292 cm
• 1 inddækning af beklædninger (A1) a 282 cm
• 1 afdækningsbræt ved espalier (B1) a 300 cm
• 2 afdækninger ved beklædninger (C1) a 88 cm
15 mm vandfast krydsfiner:
• 4 gavlbeklædninger (D1) a 9,1 x 152,1 x 28 cm
• 2 tagplader (E1) a 122 x 150 cm
• 2 tagplader (F1) a 41,5 x 150 cm
• 3 låger (G1) a 34,5 x 90,6 cm
• 1 bordplade til grill (H1) a 60 x 97,5 cm
• 2 topplader til skabe (J1) a 38 x 86 cm
• 2 bundplader til skabe (K1) a 34 x 86 cm
• 4 sider til skabe (L1) a 27 x 32,5 x 29 cm
19 x 45 mm trykimpræg. lister til espalier:
• 6 lister (N1) a 102,2 cm
• 12 lister (O1) a 95 cm
• 12 lister (P1) a 75 cm
• 12 lister (Q1) a 55 cm
• 12 lister (R1) a 35 cm
• 12 lister (S1) a 15 cm
Endvidere:
• 6 stk. 8 x 19 cm pyntehængsler til låger (målt oplukket)
• 3 stk. lågegreb
• 4,0 x 40 mm, 5,0 x 50 mm, 5,0 x 60 mm, 5 x 70 mm og 5,0 x 80 mm skruer
• 18/35 galv. søm • 18/35 galv. dykkere
• 1 grill
• 4 stk. 7 x 7 cm vinkelbeslag til ophængning af grill
• 1 stk. køkkenvask på ca. 40 x 46 cm
• 1 etgrebsvandhane
• 3 spændebånd
• 1 stykke cykel- eller knallertslange på ca. 30 cm
• 1 stump 3/4” kobberrør på ca. 5 cm
• 1 stk. 3/4” haveslange til vandhane på ca. 1,5 m
• 1 stk. 3/4” haveslange til afløb med længde som afstand til afløbsrist
• 1 gardenakobling til 3/4” slange
• 1 gardenastuds til 3/4” kobling
• 4 baner tagpap i 1 meters bredde a 1,5 m
• 4 stk. 21 x 21 mm trekantlister a 163,5 cm til inddækning af tag
• Tagpaplim
• Papsøm
• Grundingsolie
• Heldækkende træbeskyttelse
• Knap 1/2 kvadratmeter frostsikre fliser til grillpladen, de viste måler 11,5 x 11,5 cm
• Fliseklæber og fugemasse
Pris
Cirka 6500 kroner
Tegning
Lav afløbet fra vasken med et stykke cykelslange, der krænges ind over afløbsrøret og spændes fast med et spændebånd. Afstiv haveslangen ved at banke en stump 3/4” kobberrør ned i haveslangen, så slangen kan spændes tæt med et spændebånd.
Udskæringen i bordpladen (H1) skal være så stor, at der er ca. 3 cm luft fra grillen til træet. Så er du nemlig sikker på, at træet ikke bliver svedet.
Afmærk på flisebordpladen de fire skruehuller i vinkelbeslagene. Bor med et murbor fire mm huller, og skru fire 4 x 40 mm skruer i, så de stikker ca. 1/2 cm op. Sav herefter skruehovederne af med nedstryger, så vinkelbeslagene kan gå ned over.
