Alle kan få plads til en hjemmearbejdsplads

Har du brug for en hjemmearbejdsplads, der ikke fylder for meget? Dette skrivebord kan klappes sammen, og fylder næsten ikke i rummet.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
2.200 kroner
Byg en hjemmearbejdsplads

En ekstra ophængsliste gør det muligt at sænke bordet, så du kan vælge mellem at stå og sidde.

Intro

Vil du gerne kunne arbejde hjemmefra uden at få ondt i ryg, arme og skuldre? Så se her, hvordan du kan bygge en god hjemmearbejdsplads - også selvom du ikke har plads til et skrivebord.

I denne byggevejledning får du:

  • Trin for trin-vejledning
  • Arbejdstegning
  • Komplet materialeliste
  • Video

Det kan klappes sammen til et lukket skab.

Arbejder du på laptop, er der også plads til det.

Vejledning

01
Start med at save pladerne til 5 Trin

Vi har valgt at bygge vores hjemmearbejdsplads i 18 mm birketræsfiner. Krydsfiner er oplagt og fås i mange varianter. Og du kan fint nøjes med en 15 mm tyk plade. Det bliver stærkt nok.

Sav pladerne ud, og husk at mærke op og save fra bagsiden, som er den side, hvor der typisk er luset ud, altså repareret på pladen fra fabrikkens side. Ved at save fra bagsiden undgår du, at forsiden flosser.

Når alt er savet ud, er det blot at lave en prøvesamling og få mærket op, hvor pladerne møder hinanden.

1

Dyksaven indstilles til at save ca. 1-2 mm dybere end pladetykkelsen - derved flosser snittet mindst muligt (saven var slukket under denne demonstration).

2

Sav fra pladernes bagside. Træet flosser mindst i bunden af savsporet, og derfor foregår al opstregning og udsavning fra pladens bagside - den side, som er luset ud.

3

Styreskinnen er en stor hjælp. Her bruger vi en dyksav, men mange rundsave kan også køre på en skinne, som øger præcisionen betydeligt. Har du en stor bordrundsav, er det oplagt at bruge den.

4

Når alle stykker er savet ud, prøvesamles møblet. Bagbeklædningen er trukket en pladetykkelse ind i møblet (for at skjule ophænget). Møblet samles i hjørnerne med malertape og låses fast med skruetvinger.

5

Streg pladetykkelsen op på de to sidestykker (C), som går ud over top- og bundpladerne (A og B).

02
Fræs ud til samling med fladdyvler 8 Trin

Pladestykkerne skal samles med fladdyvler eller lameller, som de sommetider kaldes, så der mærkes op til fladdyvler med ca. 15 centimeters mellemrum. Markeringen skal kunne ses på begge de plader, der skal samles.

Lamelfræseren fræser et præcist spor ud for markeringen i begge de plader, der skal samles. I sporet passer en lille fladdyvel, som limes fast. Limen får dyvlen til at svulme op, og dermed skabes en meget stærk samling af pladerne.

1

Mærk op til dyvler. Sæt streger med ca. 15 centimeters mellemrum, og sæt dem som vist i en vinkel, så der markeres på begge plader. Vi bruger et pladestykke til at styre opstregningen efter.

2

Fræs ud til dyvler i bagbeklædningen (D). Midtermarkeringen på maskinen placeres præcis ud for opstregningen som vist. Maskinen startes og skubbes ind mod pladekanten.

3

Fræs på bagpladen, hvor den lodretgående vange (F) til hyldesektionen skal støde op mod bagpladen (D). Pladerne bag vangen sikrer, at vangen står lodret og stabilt, så den kan støtte maskinen under fræsningen.

4

På de to sider (C) skal der fræses 27 mm (1 1/2 pladetykkelse) fra pladens kant - hjælpepladerne fastgøres langs opmærkningen.

5

Når alle samlinger er fræset, prøvesamles møblet igen, for at tjekke at alt er, som det skal være.

6

Brug blyantstregerne til at samle efter. Når stregerne mødes, gør de fræsede spor til dyvlerne det også. Du kan evt. holde hjørnerne samlet med malertape, hvis det er svært at styre alle pladerne.

7

Bor huller i den lodrette vange til hyldesektionen og i bagbeklædningen til kabelføring. Hullerne bores fra begge sider, så borets spids netop trænger igennem, hvorefter pladen vendes, og hullet bores.

8

Slib alle indvendige flader med korn 120. Det går hurtigt med en excentersliber. De udvendige sider kan du altid slibe, når møblet er samlet.

03
Saml møblet med dyvler og lim 4 Trin

Nu kan vi endelig samle møblet. Det gør vi med de fladdyvler, vi har fræset spor til.

Det kan være smart kun at slå dyvler ned i de spor, der er lavet i pladernes flader. På den måde sikrer du, at du ikke får sat to dyvler over for hinanden. Sporene i pladekanterne fyldes herefter med lim, og så kan du slå pladerne sammen med dyvlerne som bindeled.

Hele konstruktionen skal stå i spænd. Har du tålmodighed et døgns tid, er du sikker på, at limen er helt tør.

1

Dyvlerne pensles med lim på knap halvdelen af fladen. Limen vil få dyvlen til at svulme op, efterhånden som den tørrer.

2

Bank dyvlerne på plads i sporene med en gummihammer. Overskydende lim tørres omhyggeligt af.

3

Kom lim i de udfræsninger, som fladdyvlerne skal passe ned i. Både der, hvor den lodrette vange (F) skal sidde, og i kanten af de øvrige plader.

4

Sæt møblet i pres med tvinger, og lad det stå et døgns tid.

04
Lav ophængslister til væg og møbel 2 Trin

For at kunne justere skrivebordets højde, så du kan vælge mellem at stå og sidde under arbejdet, sætter vi tre skrå lister (L) bag på møblet. På væggen sætter vi også tre lister. Så kan møblet sættes enten oppe eller nede, afhængigt af om du vil stå eller sidde.

Vi skærer listerne ud af finerpladen med 45-graderssnit. Hver anden gang vinkles saven til den modsatte side.

Vores tre væglister hænger hhv. 92, 129 og 156 cm over gulvet. Listerne på bagsiden af møblet er sat, så det passer med den ønskede sidde- og ståhøjde.

1

Indstil dyksaven til 45 grader. Føringsskinnen fastgøres til pladestykket med tvinger - du har nok at gøre med at holde saven på plads på skinnen uden at skulle spekulere på, om skinnen flytter sig.

2

Lim og skru tre lister (L) fast på bagbeklædningen. Vi sætter fem 5,5 x 30 mm skruer i hver liste.

05
Få alle detaljerne på plads til sidst 7 Trin

Nu kan frontpladen/arbejdsbordet skæres til på de endelige mål - tykkelsen af pianohængslet er 3,5 mm, og det er den luft, som skal være hele vejen rundt. Fronten er altså 7 mm (2 x 3,5 mm) mindre end bagpladen på begge ledder - 59,3 x 84,3 er slutmålet i vores tilfælde.

Vi monterer støttepladen (H) til en bærbar computer, så skærmen kan bruges sammen med eksternt tastatur og mus, af hensyn til arbejdsmiljøet.

Endelig skal frontpladen (arbejdsbordet) monteres, og et greb sættes på.

1

Skru listen (K) fast med 5,5 x 30 mm skruer, centreret på bagbeklædningen. Skru herefter et pianohængsel fast til listen og til pladen (H) med 3 x 16 mm skruer, så pladen kan vippes ned mod bundpladen.

2

Lim og skru støttelisten (J) fast på pladen (H) med 5,5 x 30 mm skruer. Nu kan pladen støtte en bærbar computer, så skærmen kan bruges sammen med et eksternt tastatur og en mus.

3

Pianohængslet, som skal bære frontpladen/bordet (E), mærkes op på bundpladen. Derefter skrues hængslet fast på frontpladens bund med 3 x 16 mm skruer med konisk hoved.

4

Centrér frontpladen (E), og skru den fast på de opmærkede punkter.

5

Skru skærehængslerne fast. De skal holde bordpladen på plads og skrues fast med 3,5 x 20 mm skruer - godstykkelsen i materialet gør, at skruerne lige præcis ikke skrues igennem en 18 mm plade.

6

En tynd liste i asketræ limes på frontpladen som greb.

7

Hold grebet fast med tvinger. Den mørke liste fungerer som anslag, så listen ikke kan skubbes, når tvingerne presser mod den.

Materialer

18 mm birketræskrydsfiner:

  • 2 top- og bundplader (A og B) a 88,6 x 25,4 cm
  • 2 sider (C) a 63,6 x 25,4 cm
  • Bagplade (D), 60 x 85 cm
  • Frontplade/bordplade (E), 60 x 85 cm
  • Vange (F), 56,4 x 19,7 cm
  • 2 hylder (G) a 19,7 x 15 cmStøtteplade (H), 31 x 22 cm
  • Holdeliste (K), 31 x 2,8 cm
  • Støtteliste (J), 31 x 2,8 cm

Desuden

  • Greb af 10 x 20 mm fejeliste
  • Pianohængsel, 3,2 x 350 cm (skæres til i to længder)
  • 2 stk. 350 mm skærehængslerSkruer: 3 x 16, 3,5 x 20 og 5,5 x 30 mm
  • Trælim
  • Fladdyvler

Specialværktøj

  • Lamelfræser
  • Dyk- eller rundsav på skinne

Tidsforbrug

En dags tid plus tørretid.

Pris

Ca. 2.200 kr.

Sværhedsgrad

Det sværeste er at samle delene med fladdyvler. Øv dig på et par plader, så går det let.

Tegning

Video

Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Støt dyksavens skinne

Skråtskårne ophængslister

En ideel løsning, når tunge ting skal hænges op

Smart opmærkning med tommestokken

Tips & Tricks

Sid og stå rigtigt

Indret din arbejdsplads, så du overholder eksperternes anbefalinger for et godt arbejdsmiljø. Husk at skifte stilling ofte ved at stå, sidde og evt. gå.

Kontorstolen skal kunne reguleres i både højde og i ryglænet. Vi er alle bygget forskelligt, så er I flere om at dele hjemmearbejdspladsen, skal stolen indstilles, før hver arbejdsdag begynder.

Tastatur og mus skal være eksternt. Arbejder du på en bærbar computer, skal du altså sørge for at have et separat tastatur og en separat mus. Ellers bliver afstanden til skærmen ikke optimal, og du spænder for meget i skuldre og nakke, hvis du skal bruge det lille tastatur og trackpad.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Hus