Intro
Vejledning
01
Vægge
3
Trin
Da vi bygger hjemmebiografen i et anneks, starter vi med at opføre fire klassiske skillevægge, så vi får mulighed for at lydisolere efter alle kunstens regler.
Da en projektor og et stort lydanlæg kan generere en del varme, er det værd at overveje at etablere en form for ventilationssystem. Det behøver ikke være så avanceret, men det er oplagt at gå efter en lydløs løsning nu, hvor vi har gjort så meget for at dæmpe lyden.
Skru bundrem, siderem og toprem (A) fast i henholdsvis gulv, vægge og loft. Er disse af beton, som i vores tilfælde, er du nødt til at bore for og bruge plugs. Herefter skrues de lodrette reglar (A) fast med spunskruer på 4,5 x 70 mm. For at sikre os, at vi altid har noget at skrue i, når vi skal montere gipspladerne, holder vi en afstand på 45 cm fra centrum på den ene reglar til centrum på den næste reglar.
Fyld væggen med isolering (G), og montér herefter to lag gips (E) på væggen. Nu har du en helt almindelig skillevæg.
For at få den bedst mulige lyd monterer vi et lignende skellet på gipsvæggen (E) med lægter på 38 x 57 mm (B), så vi får luft mellem gipsvæggen og det lyddæmpende scenestof, som vi senere monterer. Læg mærke til, at vi også monterer en ekstra lægte som bundrem, så de rammer, vi senere monterer, har noget at stå på.
02
Loft
3
Trin
For at efterligne en rigtig biograf så meget som muligt sænker vi loftet ved hjælp af en række spær, som skråner ud mod væggene.
Det mindsker lydrefleksionen og gør rummet mere intimt. Vi isolerer den øverste del af loftet og monterer til sidst rammer beklædt med scenestof.
Læg en skabelon af spærkonstruktionen op i den ene ende af rummet for at se, om det hele passer, og tegn den op med en blyant på gipsvæggen. Konstruktionen består af en overligger (C1), to støtter (C2), to lange spær (C3), to skrånende sidestykker (C4) og fire lodrette støtter (x), som hviler på væggens skellet. Vi bruger her spærtræ på 45 x 150 mm.
Læg et af de lange spær (C3) op på de lodrette støtter (C2), og skru det fast med spunskruer på 4,5 x 70 mm. Herefter skæres sidestykkerne (C4) i smig på en kap-/geringssav, så de får præcis de samme vinkler som stykkerne på skabelonen. Slut af med at skrue sidestykkerne fast på det lange spær (C3) og væggens skellet (B).
03
Beklædning
3
Trin
Ingen biograf uden molton, også kendt som scenestof, på væggene. Det sorte stof dæmper effektivt lyden og skaber den helt rigtige stemning.
Scenestof kan bruges både som lyddæmpende vægbeklædning og til at skjule højttalere og andet elektronik. Stoffet er forholdsvis tungt og vejer typisk 300 g/m². Det er derfor også velegnet som forhæng.
Vi bygger rammer af skillerumslægter og spænder scenestoffet ud over disse, inden vi monterer dem på væggene.
Byg en ramme af lægter på 38 x 57 mm (B) med en bredde på 90 cm, og skru den sammen med spunskruer på 4,5 x 70 mm. Læg rammen på et stort stykke scenestof (J), og klip herefter stoffet til, så det rager 10-15 cm ud på alle sider. Træk stoffet stramt ud over rammen, og gør det fast med stifter eller klammer.
Placér rammerne på den yderste bundrem, og skru rammerne fast på det bagvedliggende skelet. Vi giver hver ramme otte skruer, men mindre kan også gøre det. Rammerne skal blot holdes på plads.
04
Stolerækker
4
Trin
Ingen biograf uden rigtige biografstole.
For at få den helt rigtige biografoplevelse bygger vi et lille repos af lægter og spånplade med plads til to stolerækker, så der bliver fuldt udsyn til lærredet for alle.
Vi bygger to simple kasser af reglar på 45 x 95 mm (A), så det passer med, at vi kan montere fire biografstole på den bagerste række. Herefter bygger vi et ganske lavt plateau til de forreste tre stole af de samme reglar. Brug gerne vinkelbeslag (L).
Luk hele reposet med spånplade (D). Der skal skæres en del, så her er en bordrundsav genial, men en håndrundsav kan bestemt også gøre det. Da vi skal lægge gulvtæppe på, er det vigtigt, at hele reposet er plant, og at der ikke er noget, der rager op. Når først pladerne kommer på, bliver reposet bundsolidt.
Fordel lidt gulvlim på fladerne, og tryk gulvtæppet (H) godt fast. Skær tæppet til med en hobbykniv, og sørg for, at der er rigeligt med længde nede ved gulvet, hvor det også skal fastgøres. Nu er der bare tilbage at skrue stolene fast, få styr på teknikken og hente popcornene.
Materialer
- Reglar, 45 x 95 mm (A)
- Lægter, 38 x 57 mm (B)
- Spærtræ, 45 x 150 mm (C)
- Spånplader (D)
- Gipsplader (E)
- Pynteliste (F)
- Isolering (G)
- Gulvtæppe (H)
- Scenestof (J)
- Trappeprofil (K)
- Vinkelbeslag (L)
- Metallister (M)
- Skruer, gulvlim, plugs og dykkere
- Biografstole
- Udluftningssystem m.m.
Tidsforbrug
2-3 uger.
Pris
Cirka 30.000 kroner eksklusive AV-udstyr og elarbejde.
Sværhedsgrad
Skillevæggene og reposet til biografstolene er lette at gå til, mens det sænkede loft er lidt sværere. Her skal du være meget præcis, når du måler op og skærer, så vinklen på alle de skrå spær bliver ens.