Grav et hul, byg fire vægge, og dæk det hele til igen
Konstruktionen er simpel: Vinkælderen skal være 160 cm høj, så hullet skal graves så dybt, at kælderens loft ligger lige under selve gulvkonstruktionen. Og så er det bare at bygge en firkant i lecablokke, limet sammen med mørtel og forsynet med rør i hver side, så der kan komme ventilation i vinkælderen.
Start med hullet. Minigraveren klarer det grove arbejde, og når der er målt nøjagtigt op, kan de sidste centimeter klares med spade og skovl – og der kan lægges et afretningslag af grus til at regulere højden.
Byg det firkantede rum af lecablokke og mørtel. Det er selvfølgelig smart, hvis dimensionerne på forhånd er afstemt, så de passer med blokkenes størrelse. Undervejs lægges der et plastrør (Ø 180 mm) ind i rummet fra to sider. Rørene skal føres ud igennem husets mur eller sokkel, så der altid blæser lidt luft ind og ud.
Sådan ser konstruktionen ud. Lecablokkene udgør væggene, og på toppen lukkes der af med polystyrenisolering af den type, der skal ligge under gulvvarmen i resten af rummet. Nu skal hullet rundt om blokkene blot fyldes op med jord, så de har samme niveau som den omgivende jord, og så kan der blive isoleret og lagt gulvvarme. Gulvvarmeslangerne føres uden om kælderen, for den skal jo ikke varmes op.
Slut ventilationen til, og indret vinkælderen
Ventilationen er lige så simpel som resten: 180 mm plastrør løber ind i den ene side af kælderrummet og ud i den modsatte side. Begge rør ender ude i det fri. På den måde cirkulerer luften frit igennem vinkælderen og holder temperaturen på 13-15 grader året rundt. Vinreolerne er bygget af klassiske Kolumba-teglsten. De er 53 cm lange. Ved at dele dem kan der bygges søjler, og selve hylderne består så af hele sten, der blot hviler på søjlerne. Lågens ramme laver smeden, og så skal der blot glas i; to lag brudsikkert og ét lag ridsefast.
Plastrørene står for ventilationen: De løber ind i den ene side og ud i den anden. Begge rør ender i en rist i husets ydermure, og ligegyldigt hvilken vej vinden blæser, er der ventilation gennem rørene.
Reolerne er bygget af tegl. De særlige Kolumba-tegl måler 528 x 108 x 37 mm.Teglene er brugt på Kolumba Museet i Köln – og nu også i en vinkælder i Danmark.
Teglstenene er byggeklodser, der både udgør søjlerne (delt over) og de mellemliggende hylder (i fuld længde). Simpelt og elegant.