Inden man kan begynde at pudse op, skal alt det løse sokkelpuds forsigtigt bankes ned og børstes af. Det lille hul, hvor pudsen er skallet af, kan hurtigt vise sig at blive noget større, når man først har været i gang med hammeren.
Men hvis reparationen skal holde, skal man have en fast bund at arbejde videre på.
Til denne type reparationer bør man lave en grundingslim, bestående af en skefuld cement, der røres op med vand til en tynd konsistens. Med murerkosten forvandes reparationen let, inden limen smøres på. Der skal kun smøres et ganske tyndt lag cementlim på hullet.
Til dette arbejde benytter mureren igen murekosten, så limen bliver arbejdet godt ind i soklen. Mens limen hæfter, blandes reparationsmørtlen, der består af 1 del cement og 10 dele grus.
Der tilsættes også en del strandmørtel, til at give blandingen en blødere konsistens.
Vil man være sikker på, at reparationen holder, skal mørtlen kastes på. Start med at kaste små klatter mørtel på. Den overskydende mørtel skæres af med spandeskeen, hvorefter mørtlen glattes ud. Med et pudsebræt glittes mørtlen forsigtigt.
På den måde er man sikker på, at reparationen ikke stikker længere ud end det eksisterende sokkelpuds. Soklen her er nubret. Derfor benyttes en fugtig murerkost til at duppe reparationen med, så den får samme struktur.
I løbet af en uges tid kan soklen males, og så vil reparationen være så godt som usynlig.
LÆS MERE: Hvad skal jeg male min sokkel med?