Intro
Vejledning
01
Stærke rammer
3
Trin
Nettet skal hænges op i en stærk konstruktion, som kan tåle en skiftende belastning, der trækker i rammen, når folk bevæger sig på nettet.
Derfor bygger vi først en ramme, der på tre sider af hullet laves af 4 cm fyrplanker. På den fjerde side dannes rammen af den eksisterende gulvplanke.
Hullet i gulvet skal forstærkes, så du får en stærk kant, som kan tåle, at der skrues 120 øskner fast i den. Desuden skal den kunne holde øsknerne fast, så nettet ikke trækker dem ud, når nettet er i brug.
Gulvplankerne, der ligger langs hullet midt i rummet, er stærke nok i sig selv. Langs de to korte sider og den resterende lange side under taget monterer vi 4 cm tykke og 15 cm brede fyrplanker, som skrues fast i spærfødderne.
Rammen klodses op, så den ligger plan med gulvet. Højden sikres med klodser af gulvstrøer i krydsfiner. Spærfoden bør også forstærkes langs oversiden med en gulvstrø.
02
Øskner til opspænding
2
Trin
Nettet monteres ikke direkte på rammen. I stedet skrues 120 store øskner fast langs den indvendige kant. Nu kan øskner og net surres sammen med reb.
De 120 øskner fordeles med lige stor afstand langs kanten af rammen. De skal sidde med omtrent 14-15 cm mellemrum i forborede huller.
03
Net og tovværk
6
Trin
Nettet spændes fast til de mange øskner med to stykker tov, som skiftevis føres gennem en øskne og en maske. Tovet springer skiftevis hver anden øskne over.
På den måde krydser de to stykker hinanden som snørebånd, der kan strammes hver for sig.
Desuden falder nettet ikke ned, hvis det ene stykke tov skulle gå i stykker.
Nettet lægges først løst ud. Nettet er meget fleksibelt og ser småt ud, og derfor skal det først foldes ud og placeres midt i hullet, så det hviler på spærfødderne.
Montér nettet med strips først. Anvend lange, kraftige plastikstrips, som kan spændes langsomt, skridt for skridt, så nettet ikke trækkes ud af form.
Ti strips er nok. Start ved at forbinde to diagonalt modstillede hjørner af nettet til de fire øskner, der sidder tættest på hjørnerne. Forbind net til øskner løst med kraftige og lange plastikstrips. Gentag øvelsen i de to resterende hjørner, og forbind derefter net og ramme yderligere to gange på hver langside og en gang i hver ende.
Nettet surres fast med tovværk. Den endelige montage af nettet laves med to længder tovværk, der væves skiftevis mellem øskner og net. Tovene fastgøres hver for sig, så de kan strammes op et ad gangen.
Træk det første tov. Bind den ene ende af det første tov fast til en øskne i et hjørne af rammen. Før så tovet gennem netmasken tættest på øsknen og derefter tilbage gennem øsknen igen. Tovet føres så gennem netmasken ud for den næste øskne. Dette springes over til fordel for den næste øskne, som er nummer tre i rækken. Fortsæt på den måde hele vejen rundt om nettet, og fortsæt med at springe hver anden øskne over. Ved sidste øskne fastgøres rebet igen.
Afslut med tov 2. Tov 2 monteres på samme måde som det første, men igennem de tomme øskner i stedet. Når begge tove er på plads, kan de skiftevis strammes op og bindes fast, indtil nettet er spændt så stramt ud, som det ønskes. Du kan finde en visuel guide på YouTube ved at søge på “loft net” eller “double lacing”.
Materialer
- 8 x 80 mm øskner i rustfrit stål, 120 stk.
- Ø 10 mm multiflex PP-tovværk, ca. 80 m
- 568 x 204 cm sikkerhedsnet med 4,5 cm masker i Ø 5 mm tovværk
- 40 x 150 mm fyrplanker, ca. 10 m
- 39 x 60 mm gulvstrøer i krydsfiner, ca. 3 m
- Kraftige plastikstrips
- 5 x 120 mm træskruer
Tidsforbrug
En weekend.
Pris
Ca. 7.500 kr.
Sværhedsgrad
Det kræver øvelse at binde nettet rigtigt op.