Intro
Vejledning
01
Der måles og saves
3
Trin
Vi skal forholde os til både et indvendigt hjørne og et udvendigt hjørne. Vi måler afstanden fra det indvendige hjørne til det udvendige hjørne.
Hylden består i al sin enkelhed af fem stykker træ, som sættes sammen med fisk ved hjælp af en fiskemaskine. Først saves træet til med en rundsav med føringsskinne. Du kan også bruge en kap-/geringssav.
Hjørnet måles. Der er 40 cm fra indvendigt hjørne til udvendigt hjørne. Det lange stykke (B) er 20 cm bredt, og derfor skal midterstykket (A) være 20 cm langt for at følge hjørnet.
02
Træet fiskes
3
Trin
Hylden får et elegant, svævende look, og derfor ønsker vi, at alle samlinger er usynlige - men alligevel stærke.
En af de letteste måder at lave skjulte samlinger på er med en fiskemaskine, også kaldet en lamelfræser. Maskinen skærer spor i træet, hvor smalle træstykker, kaldet fisk, placeres i.
Fiskemaskinen kan købes for omkring 500 kr.
Maskinen indstilles. Med fiskemaskinen kan du indstille, hvor dybt der skal fræses. Her vælger vi en dybde på 20 mm, fordi vi bruger P20-fisk til samlingen.
Enderne fræses. Sørg for, at træet ikke rykker sig. I endestykkerne (D) fræses kun den ene ende, mens midterstykket (A) får to spor i hver ende.
03
Huller til ophæng bores
4
Trin
Nu pakker vi fiskemaskinen væk og finder boremaskinen og slibemaskinen frem. I byggemarkedet findes der forskellige løsninger til skjult ophæng. Det er ikke sikkert, du kan finde præcis den variant af lange plugs, som vi bruger, men den kan købes på nettet, eller du kan bruge andre udgaver.
Til at bore hullerne til de specielle plugs bruger vi et sneglebor, som er en rigtig specialist.
Spænd træet fast. Vi sætter en kort side (D) fast oven på noget af-faldstræ. Med et 8 mm sneglebor borer vi hul i midten af pladen.
Hullerne slibes. Når alle hullerne er boret, slibes det flossede træ. Brug en slibeklods med korn 80. Blæs alle huller rene for savsmuld, støv og spåner.
Pluggene testes. Sådan ser det ud, når en plug er sat i træet. Metaldelen skrues i den grå plastikdel. Til sidst kan hylden skubbes ind over.
04
Træet samles og olieres
4
Trin
Nu er hylden klar til at blive sat sammen. Sporene fyldes med lim, og fisk placeres i dem. Det binder de to træstykker sammen.
Når fiskene er sat i, og træstykkerne sat sammen, er det vigtigt, at træet sættes under pres med tvinger, mens limen hærder, og fiskene svulmer op.
Tør overskydende lim væk med det samme. Når limen har sat sig, får hylden to lag linolie.
Fiskene sættes i sporene. Smør trælim i alle sporene først. Stik fiskene så langt ned i limen, som de kan komme. Lav én samling ad gangen.
Sæt hylden sammen. To af de korte stykker (D) i enderne fastgøres lodret på de lange stykker (B og C). De to lange stykker forbindes med et kort (A). Nemt og smart.
Sæt træet under pres. Med tømmervinklen sikrer vi, at de lodrette stykker (D) sidder vinkelret. Sæt træet i spænd et par timer. Størknet lim slibes væk med korn 120.
05
Hylden hænges op
3
Trin
Når olien er tør, skal hylden hænges op. Først mærker vi op til ophænget. Brug et vaterpas, når du skal hænge op. Metalgevindet skrues fast i plastikpluggen, og på den måde ekspanderer pluggen i hullet. Når alle plugs er på plads, kan du hænge hylden op. Vi bruger i alt seks plugs til at sætte hylden fast. To i de lange stykker (B + C) og én i hver af de korte endestykker (D).
Placeringen markeres. Vi tegner op på væggen, hvor hylden skal hænge. Vi bruger et vaterpas som lineal, når vi streger op.
Pluggene sættes i væggen. Her kan du se, hvor lang pluggen er, når den er skruet sammen. Metaldelen kommer til at sidde i hylden.
Materialer
- Trærester (her egetræ fra et køkkenbord)
- Plugs til ophæng (her Dolle Strongfix)
- Fisk (vi bruger størrelsen P20)
- Slibepapir (korn 80 og 120)
- Trælim
- Linolie
Specialværktøj
- Fiskemaskine
Tidsforbrug
En eftermiddags arbejde.
Pris
Ca. 500 kr.
Sværhedsgrad
Selv hvis du ikke har arbejdet med en fiskemaskine før, er denne hylde et nemt og overskueligt projekt.