Få fuld dækning på dit wi-fi

Har du svært ved at få hul igennem til internettet i nogle rum? Så får du her tre redningsplanker, der sikrer dig wi-fi-signal i hele huset..

Det er frustrerende, når musikken er fuld af huller, eller printeren ikke reagerer, fordi wi-fi-signalet bliver for svagt i dele af huset.

Og frustrationerne stiger, i takt med at flere og flere enheder kræver internetadgang. For så skal der være fuld wi-fi-dækning i alle rum, fra soveværelse til køkken.

Men inden du begynder at fræse riller i alle væggene for at lægge kabler ind, bør du overveje, om mindre kan gøre det. For vel er en kablet løsning til alle enheder den sikreste måde at få fuld dækning på, men i praksis er det sjældent optimalt at omdanne hele hytten til en byggeplads. Så sats på stærk wi-fi.

Tre sikre veje til stærk wi-fi

Afhængigt af dit hus’ eller din lejligheds størrelse kan du vælge mellem tre løsninger.

Den ene handler om din router, der måske er for svag. I en mindre lejlighed kan en ny router være løsningen.

Bor du i et hus, skal du sandsynligvis gøre lidt mere – enten med en repeater eller med den ultimative wi-fi-løsning: et serieforbundet mesh-netværk.

Skift router

Det er oplagt at udskifte den router, internetudbyderen sendte til dig, da du bestilte din internetforbindelse. En ny router med flere antenner sikrer bredere dækning og er også bygget til at klare en tung netværkstrafik.

Bor du i en mindre bolig som fx en lejlighed med to eller tre værelser, kan du sandsynligvis løse problemer med netværksdækningen ved at investere i en ny og bedre router.

Den router, som internetudbyderen sender med posten, når du bestiller nyt internet, er ikke altid i top. Nogle udbydere sender en ny router gratis, hvis du spørger dem, men vil du være helt sikker på en stabil og hurtig dækning i hele lejligheden, er en investering i en moderne router pengene værd.

De fleste nye routere har flere eksterne antenner, som forbedrer signalets rækkevidde. Bor du i en mindre lejlighed eller i et hus i ét plan, skal antennerne vippes opad for at forbedre signalet. Vippes antennerne vandret, forstærkes dækningen opad og nedad, hvilket er særlig egnet til boliger i flere plan.

Vi bruger i denne artikel en ny router til at forbedre dækningen i en helt almindelig toværelses lejlighed.

Pris: En god router som denne ASUS fås til ca. 1.200 kr.

Mange antenner forbedrer dækningen. En router med mange netværksporte er en fordel, hvis du har meget udstyr.

FØR

Vi brugte en ny og moderne router til at løse dækningsproblemerne i en lille toværelses lejlighed, hvor signalet var særlig dårligt i køkkenet, der er længst væk fra routeren.

Efter

En ny router med flere antenner gjorde, at køkkenet, der før var rødt som følge af ringe dækning, fik bedre forbindelse til det trådløse netværk.

Forlæng signalet med en repeater

En repeater, også kendt som en extender, kan bruges til at forlænge signalet i et trådløst netværk. Det er en nem løsning til at få god netværksdækning i et bestemt rum i huset eller lejligheden, og en repeater koster tilmed ikke det hvide ud af øjnene. En repeater er særlig nyttig, hvis du fx har placeret et smart-TV i soveværelset og derfor har brug for bedre dækning netop der.

Repeateren sættes i en stikkontakt et sted i hjemmet mellem routeren og det område, hvor der er behov for forbedret netværk. Nogle repeatere er også udstyret med antenner, som forstærker den trådløse forbindelse yderligere, og dem bør du gå efter. Men uanset hvad, er det en god idé at vælge en repeater, der er udviklet af det samme firma, som står bag din router, så du er sikker på, at det hele spiller optimalt sammen.

Vi løser i denne artikel dækningsproblemer i en mellemstor bolig ved at installere en repeater.

Pris: En repeater fås for lidt under 500 kr.

Repeateren forlænger signalet i det rum, den er placeret i. Ikke i hele huset. Placér repeateren højt i rummet, ikke nær gulvet. Husk, at repeateren kræver konstant strømtilslutning.

Før

I en lejlighed er et af værelserne afskærmet fra routeren bag hele to bærende vægge. Det gør forbindelsen til nettet dårlig i værelset, men det problem løste vi med en repeater.

Efter

Den grønne farve dominerer nu værelset, der tidligere havde store problemer med at få forbindelse til det trådløse netværk i lejligheden.

Bred netværket ud med Mesh

Den ultimative løsning på dårlig netværksdækning i hjemmet er et mesh-netværk. Ved hjælp af tre eller flere netværksenheder kan du sikre stabil dækning i hele hjemmet – også selvom du bor i et stort hus. Enhederne er i bund og grund sendere, der indbyrdes bliver forbundet trådløst og således fungerer som et samlet netværk.

Mesh-netværket sørger for, at dit udstyr altid er koblet på den bedste forbindelse helt automatisk, når du bevæger dig gennem huset. Nogle netværk veksler endda mellem 2,4-GHz- og 5-GHz-båndet og bruger det frekvensbånd, der er mindst belastet.

Mesh-netværket har vi brugt som løsningen på dårlig netværksdækning i et parcelhus.

Pris: Regn med at skulle give ca. 3.000 kr. for et sæt som dette.

Du kan altid udvide med flere enheder, hvis du har behov for det. Med tre enheder vil de fleste huse være dækket. Med netværksstik kan du tilslutte udstyr med kabel langt fra routeren.

Før

I et parcelhus var der problemer med dækningen i køkkenet, og i det hele taget haltede forbindelsen uden for kontoret. Derfor opsatte vi et mesh-sæt.

Efter

Mesh-netværket sikrede, at røde områder blev fuldstændig elimineret, og flere gule områder blev erstattet med grønne farver.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Indretning