Ny stue for kun 7.000 kroner

For et meget overkommeligt beløb kan du renovere din stue fra gulv til loft, så resultatet bliver klassisk, lækkert og tidssvarende. Vælger du nyt gipsloft, laminatgulv og pudsede vægge kan du flotte dig med en ny pejs i sort skifer – og stadig holde dig under de 7.000 kr.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 uger
Pris
7.000 kroner
Ny stue for 7000 kroner - følg den store forvandling.

EFTER: Stuen er blevet moderniseret fra gulv til loft med nye materialer.

Intro

Mange ville nok have haft svært ved at se mulighederne i et hus fra 70’erne, hvor alle stuens vægge var af hvide mursten, inklusive den murede pejs midt på den ene væg. Men ikke Thomas Nuttall og hans kone. Han er arkitektuddannet, så han kunne sagtens forestille sig, hvordan den kunne blive deres drømmestue, hvis den blev moderniseret fra gulv til loft med nye materialer.

Ny stue for 7000 kroner - sådan så stuen ud før den store forvandling.

FØR: Sådan så stuen ud før den store forvandling. Alle stuens vægge var af hvide mursten, inklusive den murede pejs.

Renovering på budget

Nu var det ikke bare stuen, der var lidt gammeldags, men hele huset, der trængte til en gennemgribende modernisering for at kunne leve op til den unge families boligdrømme, så familien var interesseret i, at udgifterne til renovering af stuen skulle holdes nede, da resten af huset også skulle have den store tur.

Og det blev faktisk til en ganske stor forvandling af stuen for et ret beskedent beløb, blot 7.000 kr.

Det skyldes selvfølgelig også, at familien selv stod for renoveringen. Thomas havde ikke selv de store erfaringer med gør det selv-arbejdet, inden han købte sit renoveringsmodne 70’er-hus. Men det har han nu, for han kastede sig modigt ud i det og har selv lavet både nyt gulv, loft og vægge i familiens nye stue – en ret overbevisende debut som gør det selv-mand!

Følg den store forvandling

I denne gør det selv-vejledning kan du se, hvordan den gamle stue renoveres fra gulv til loft. Der er ingen svære ting i dette projekt. Pudsning kræver lidt øvelse, men det kommer du hurtigt efter. Du kan læse meget mere om materialerne, du skal bruge til moderniseringen, og så viser vi, trin for trin, hvordan du:

  • fylder det åbne rum over pejsen ud med multiplader
  • pudser væggene op
  • limer skiffersten på pejsen

Vejledning

01
Multiplade fylder ud over pejsen 4 Trin

Over pejsen er der et åbent rum, som skal fyldes ud, så den fremskudte væg med pejsen bliver enklere. Den opgave klares med multiplader, så væggen kan pudses op til en jævn flade, som kan beklædes med natursten. Multipladerne er forholdsvis store og nemme at skære til, så der skal ikke bruges så mange for at fylde hullet ud. Pladerne skæres til med en grovtandet sav og limes sammen med multipladelim. Pladerne sættes op i forbandt, hvilket styrker konstruktionen. Multiplader fås i forskellige standardstørrelser og -tykkelser, 5/7, 5/10 x 40 x 60 cm. Her er brugt 10 x 40 x 60 cm.

1

Multipladerne saves til med en stortandet sav, der er beregnet til opgaven.

2

Smør lim på kanter og på underlag. Brug en særlig tand- spartel, der passer i bredden, og fordel limen jævnt.

3

Slå bølgesøm i med en hammer for at styrke samlingerne. Pladerne kan også fastgøres til væggen med vinkelbeslag.

4

Sav evt. kiler i multipladerne. Det kan gøre det lettere at få pladerne på plads foroven ved loftet.

02
Væggene pudses op 4 Trin

Inden der kan sættes natursten op på pejsevæggen, skal den pudses op til en jævn flade. Først fyldes fugerne i murstensvæggen, derefter pudses der op, typisk med to lag puds. Vi anbefaler multipuds til opgaven, da den har en utrolig god vedhæftning på de fleste materialer.

1

Pudsen trækkes på nedefra og op med en bred spartel. Det første lag skal være lidt tyndt. Puds vådt i vådt.

2

Væggen fugtes inden andet lag. Det sikrer, at pudsen hæfter bedre og ikke tørrer for hurtigt. Brug en hvidtekost og rent vand.

3

Træk andet lag puds på så jævnt som muligt. Mørtlen her skal være lidt tykkere og trækkes bedst på med et stålbræt nedefra og op.

4

Pudsen glattes med et pudsebræt, når overfladen har tørret lidt og er begyndt at skifte farve. Brættet fugtes i rent vand. Bevæg det roterende.

03
Skaller limes på pejsen 6 Trin

Når pejsen er pudset op som de øvrige vægge i stuen, skal den beklædes med vægfliser i natursten - kløvet, sort skifer i aflange stykker, der sættes op som lange strimler på bånd. Det er ikke tilfældigt, at valget faldt på skifer. Ud over at være smuk-ke, rustikke og moderne holder fliserne også på varmen, så hele væggen og dermed hele stuen, er varm, længe efter at ilden i pejsen er gået ud.

Du skal have en fast, lige bund at sætte stenene op efter. Har du ikke det, må du sætte en træliste op. Det er vigtigt, at du kommer godt i gang, og den første række kommer til at sidde helt lige, da den bliver udgangspunktet for de resterende rækker.

Stenene sættes op i fliseklæber, der smøres på væggen i mindre portioner ad gangen. Stenene skal placeres helt tæt uden fuge imellem, så når alle stenene er sat op, er væggen færdig. Dog skal der lige fuges rundt i kanten med akrylfugemasse ved loft og væg for at få en pæn finish.

1

Sæt en liste op,hvis der ikke er en fast og lige bund, hvor fliserne skal starte. Sørg for, at listen 100 % i vater, inden du skruer den midlertidigt fast. Bland fliseklæber, og smør den på væggen lidt ad gangen.

2

Sæt den første række sten fast langs trælisten. Sørg for, at alle stenene trykkes godt på plads i klæberen på hele fladen.

3

Den næste række sten sættes op. Den placeres helt tæt op ad den første række, da der ikke skal være fuge mellem stenene. Det er ikke nødvendigt at sætte stenene op i forbandt.

4

Stenene skæres til i enderne med en vinkelsliber. Det kan godt være en tung omgang, så det er en god idé med en stærk og frisk klinge på vinkelsliberen. Husk støvmaske og sikkerhedsbriller.

5

Lad stenene på forsiden stikke lidt ud over hjørnet, så de flugter præcist med stenene på den tilstødende væg. Det giver den flotteste samling.

6

Så er væggen færdig. Der skal fuges rundt i kanten med akrylfugemasse langs væg og loft for at få en flot afslutning her.

Materialer

  • Multiplader
  • Strandmørtel
  • Gipsplader
  • Armering
  • Spartelmasse
  • Maling
  • Skumunderlag
  • Klikgulv i laminat
  • Naturfliser i skifer
  • Fliseklæber
  • Akrylfugemasse

Tidsforbrug

Ca. 2 uger inkl. tørretid.

Pris

Ca. 7.000 kr.

Sværhedsgrad

Der er ingen svære ting i dette projekt. Pudsning kræver lidt øvelse, men det kommer du hurtigt efter.

Video

TEKNIK: Byg med gasbeton

Med en limske går det nemt, og samlingen bliver tæt.

TEKNIK: Gasbeton - indeklemte plader

Med plader delt på skrå bliver samlingen stærk.

TEKNIK: Gasbeton - fiksering af plader

Bølgesøm og vinkelbeslag sikrer en stærk konstruktion

Tips & Tricks

Materialerne til moderniseringen

VÆGGENE er pudset op og malet hvide. Først blev fugerne mellem murstenene fyldt op, så væggene fik en plan flade, der kunne nøjes med et lag puds, inden den til sidst blev malet. Her er brugt strandmørtel (7/7 %), som der var en masse tilovers af efter et andet projekt. Men skal du ud at købe nyt, er multipuds oplagt, da den er nem at arbejde med og kan bruges på mange forskellige typer underlag. Resultatet er en flot, robust pudset væg. Multipuds er dog en dyrere løsning end strandmørtel.

LOFTET er beklædt med gipsplader, der giver en helt glat flade. Gipsplader sættes op på et træskelet, der er tilpasset bredden på gipspladerne, 90 cm. Pladerne skal sættes op i forbandt, og der skal sættes armeringsnet op over samlingerne, inden der spartles, slibes, genspartles og slibes til slut, inden der males. Gipsloft er en enkel, klassisk og ret billig løsning til nyt loft.

GULVET er et nyt klikgulv i laminat med egetræslook til 70 kr. pr. kvm. Det er lagt oven på det gamle klinkegulv, hvor der først er lagt et skumunderlag ud, så det nye gulv ikke kommer til at “klapre”. Et klikgulv er nemt at lægge. Vælger du laminat, får du et meget slidstærkt gulv. Samtidig er laminatgulve nogle af de billigste, der findes på markedet.

PEJSEN er beklædt med natursten - sorte skifersten, som holder på varmen og bryder de store, hvide flader i stuen. Stenene er samlet i lange “strimler”, der sættes op i fliseklæber, der smøres på pejsen. Når stenene er sat op, er pejsen færdig, for der skal ikke fuges mellem denne type fliser. Naturstenene var det dyreste materiale til renoveringen. Prisen er ca. 400 kr. pr. kvm.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Indretning