Intro
Vejledning
01
Rammen samles
8
Trin
Heldigvis er det ikke spor svært at lave sine egne billedrammer – her en såkaldt svæveramme, hvor det ser ud, som om billedet hænger frit i luften uden at røre rammen.
Fidusen er, at rammen går ind bag billedet og gøres fast fra bagsiden af rammen med små skruer. 5-7 mm afstand mellem sølvdelen af rammen og maleriet, sammen med matsort maling på det mellemliggende træ, giver den omtalte svæveeffekt.
Start med at samle listerne i vinkel. Listerne samler du med snedkerlim (pva) og stifter, der dykkes.
VIGTIGT! At du ikke sætter stifter der, hvor der skal skæres af til hjørnesamlingerne.
Affas eller afrund hjørnerne. Med en høvl eller en slibeklods kan du tage kanterne af rammen. Du bør også slibe overskydende lim væk, så rammen bliver fuldstændig glat.
Giv rammelisterne to gange grundmaling. Sørg for at mellemslibe og spartle sømhuller ud, inden du grunder anden gang. Jo mere glat rammen er, des flottere står malingen.
Mål billedet omhyggeligt op. Der skal være 5-7 mm luft hele vejen rundt om billedet for at give den rigtige svæveeffekt.
Skær listerne præcist til med en geringssav. Du kan også bruge en skærekasse og en fintandet sav, bare du sørger for, at samlingen bliver retvinklet.
Spraymal rammelisterne. Spray først to gange med matsort, og lad det tørre et døgn. Dæk så af med malertape, og mal ydersiden af rammen med sølvmaling to-tre gange med 10 min.s interval.
Nu kan du samle rammen. Kom snedkerlim på fladerne, og lad limen trænge ind et par minutter, før du samler med tre 14 mm hæfteklammer bagpå. Sæt et par klammer indvendigt også.
Materialer
Til en ramme på 60 x 40 cm:
- 4 stk. 15 x 33 mm høvlet fyr a 70 cm
- 4 stk. 15 x 33 mm høvlet fyr a 50 cm
- Grundmaling til træ
- Spraymaling, sølv + sort (Faktisk var der spraymaling nok tilbage til, at vi kunne have lavet flere rammer. Så vi kommer ned på en pris på ca. 40 kr. pr. løbende meter.)
- Snedkerlim, hæfteklammer, stifter
Tidsforbrug
Et par timer ekskl. tørretid
Pris
Cirka 80 kroner for en ramme på 40 x 60 cm. Eller cirka 40 kroner pr. meter
Sværhedsgrad
Rammen er ikke spor svær at lave, når blot du er omhyggelig med hjørnerne.