Flot kogeø med rundet bordplade

Med en kogeø får du mere bordplads i køkkenet, og du får frit udsyn, mens du laver mad. Denne flotte model bygges af tre almindelige køkkenskabe og et par bordplader af eksotisk træ.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
9.000 kroner

Intro

Vejledning

01
Skær bordpladen ud 2 Trin

Bordpladen på kogeøen skærer vi ud af stavlimet nyatoh. Der skal skæres to stykker. Det store skærer vi 80 x 145,2 cm, det lille 20 x 145,2 cm.

Det lille stykke skal rundes på den ene forside. Det gør vi med et cirkelslag, der er 170 cm langt. Ude i siden skal pladen være 3 cm bred - på midten 20 cm bred (se tegning ). Rundingen skæres ud med en stiksav og rundes med en båndsliber.

1

Start med at save de to pladestykker (C og D) til efter målene på tegningen. Stykkerne skæres med rundsav efter en retskinne - her en liste.

2

Rundingen på plade stykket (D) saves til med en stiksav og slibes helt glat med en båndsliber. Slib kanterne på begge plader med slibeklods.

02
Saml bordpladen 8 Trin

De to stykker bordplade samler vi med både lameller (“fisk”), beslag og lim. Så er vi sikre på, at samlingen holder.

Når man køber færdige køkkenbords-plader, er der fræset ud på undersiden til de beslag, der skal trække to plader sammen. Her må vi lave udfræsningerne selv. Det gør vi med et 35 mm fræsebor på en borestander - og ved at stemme ud til samlebeslagene (Q).

Men først bruger vi en lamelfræser til at fræse spor til “fisk”.

1

De to plader (C og D) samles med 8 lameller (“fisk”). Afstanden mellem lamellerne vil være omkring 15 cm. Læg lamellerne ud, og marker, hvor hullerne skal fræses i de to plader.

2

Fræs hullerne i begge plader med lamelfræseren. Sæt lamellerne i, og lav en prøvesamling. Tjek, at hullerne er dybe nok til, at pladerne kan samles helt.

3

De to plader samles også med fire bordplade-samlebeslag (Q). Marker, hvor de skal placeres - uden at komme i karambolage med lamelsamlingerne.

4

Bor hullerne til beslagene med et 35 mm fræsebor. Brug en borestander for at sikre, at boret ikke går for dybt ned i pladen. Hullet skal være så dybt, at hele beslaget er nedfældet i pladerne.

5

Rillerne til beslaget saves og stemmes ud. Vi stillede bordpladen lodret og savede spor med en lang klinge på stiksaven. Så lagde vi pladen ned og stemmede ud med et smalt stemmejern.

6

Inden pladerne samles, dækkes overfladen af bordpladen af med malertape. Det skal forhindre limen i at trænge ned i den synlige del af bordpladen.

7

Smør lim på limfladen og i udfræsningerne. Sæt lameller i. Pres de to stykker plade sammen, læg samle beslagene (Q) i, og spænd beslagene. Tør overskydende lim af.

8

Fjern tapen. Når limen er tør, slibes pladen grundigt på overf aden. Her bruger vi slibepapir korn 180.

03
Byg sokkel 3 Trin

En kogeø må ikke bygges oven på et svømmende gulv. Den er så tung, at gulvet ikke kan bevæge sig, og det skal det kunne. Har du et svømmende gulv i køkkenet, må du fjerne et stykke, så kogeøen står på et fast underlag.

Her lagde vi et svømmende gulv, lige inden kogeøen blev bygget. Mellem gulvbelægningen og kogeøens sokkel skal der være en afstand på mindst 1 cm. Sprækken dækkes senere af sokkelfront eller plader.

1

Soklen bygger vi af melaminplade. Stykkerne skrues sammen med 4 x 40 mm skruer og fastgøres til gulvet med små vinkelbeslag. Sørg for, at soklen står helt i vater - så er det nemmere at bygge videre.

2

Mellem sokkel og gulvbelægning skal der være 1 cm’s afstand. Så kan det svømmende gulv give sig. Har du et fast gulv, kan kogeøen bygges direkte oven på gulvet.

3

På den indvendige side af soklen monteres fire støttelister (P). De skal udelukkende sikre, at der er noget træ at skrue køkken elementerne fast i.

04
Byg skabene 3 Trin

Oven på soklen stiller vi tre skabe. Et 60 cm bredt skab (A) i midten og to smalle (B) på hver side.

Når du køber skabene, følger der skruer med til samlingen af hvert enkelt skab. Nogle gange får man også specielle samleskruer med. De har langt gevind og kan skrues i begge ender. Følger de med, bruger du dem, når du skal samle to skabe.

Bag på de tre skabe monterer vi en bagklædning af melaminplade.

1

Sæt de tre skabe (A og B) på plads på soklen, og skru dem sammen. Hvis der fulgte samleskruer med ved købet af skabene, bruger du dem - ellers kan skabene samles med 4 x 35 mm skruer.

2

Skru skabene (A og B) fast til soklen med 4 x 40 mm skruer. De skrues gennem skabsbundene ned i støttelisterne (P).

3

Skru bagklædningen (K) fast til soklen med 4 x 35 mm skruer. Øverst i skabet sættes et par vinkelbeslag. De skrues gennem skabets bagklædning og ind i bagklædningen (K).

05
Sæt siderne på 2 Trin

Nu fremstår skabene som et sammenhængende modul, og vi vil beklæde siderne med nyatoh-plade.

Sidepladerne (E) skal stikke lidt ud i fronten - så meget, at skuffernes front kommer til at flugte med kanten af sidepladen. Her skulle pladerne stikke 1 cm længere ud. På bagsiden af kogeøen stikker side pladerne 17 cm ud.

Sidepladerne skæres ud, men inden de skrues fast, bør de have en grundig oliebehandling på bagsiden.

1

Streg op, hvor siderne (E) skal skæres til. De skal rage 2-3 mm op over toppen af skabene. Skær siderne til. Slib kanterne, og giv bagsiden en behandling med køkkenbordsolie.

2

Spænd siderne fast med tvinger, og skru dem fast med 4 x 40 mm skruer. Skru fra bagsiden - gennem skabssiderne. Her bruger vi de forborede huller i skabssiderne til at skrue igennem.

06
Læg bordpladen på 4 Trin

Nu kan bordpladen limes fast på de to sidestykker. Pladen skrues også fast til køkkenskabene med 4 x 40 mm skruer, der skrues i nedefra.

Når limen er helt tør, kan samlingen finpudses med slibepapir.

1

Læg bordpladen med undersiden opad, og slib træet de steder, hvor bordplade og sidestykker skal limes sammen. Så hæfter limen bedre.

2

Kom lim på kanten af siderne, og læg bordpladen på plads.

Tips: Dæk af med tape, så der ikke kommer lim på andet end limfladerne.

3

Spænd bordpladen fast, og skru den fast gennem de øverste lister i skabene. Brug 4 x 40 mm skruer.

4

Samlingerne slibes helt glatte med en slibeklods eller slibemaskine. Herefter fjernes malertapen.

07
Sæt kogepladen i 2 Trin

Når du køber en ny kogeplade, følger der som regel en skabelon med. Den kan du bruge til at mærke op efter.

På en mørk bordplade er det mest praktisk at bruge malertape til at markere, hvor der skal saves. Det ses meget nemmere end en blyantstreg.

Start med at bore hul i et hjørne inden for afmærkningen. Derefter saves hullet til kogepladen.

1

Mærk op med malertape.

2

Bor et hul til stiksavens klinge, og sav ud.

08
Sæt skuffer i 2 Trin

1

Skufferne samles og sættes i skabene. Her skal du følge den vejledning, der følger med fra køkkenproducenten.

2

Lav en skabelon af pap til at mærke op til håndgrebene. Mærk hullerne med en syl, bor for, og skru grebene fast.

09
Beklæd soklen 5 Trin

Soklen på skabene beklædes på to forskellige måder. Forrest sætter vi en front med stållook (N) på. Den limes fast.

På bagsiden - på den bagklædning, vi har sat på skabene - skal der være hylder af nyatoh, så vi bygger en ny sokkel af stykkerne (H og G) til at støtte nederste hylde (F). Nederste hylde understøtter vi også med to klodser af nyatoh-plade (J), som skrues fast på bagklædningen (K).

1

Forreste sokkel (L) beklædes med en front med stållook (N). Smør montagelim på frontstykket.

2

Sæt frontstykket på plads, og pres det fast mod soklen. Brug eventuelt et par lange tvinger, mens limen tørrer.

3

Bagest bygges en ny sokkel af stykkerne (H og G). De samles med vinkelbeslag. Brug 4 x 20 mm skruer.

4

På bagklædningen (K) skrues to støtteklodser (J) fast. De skal støtte den nederste hylde. Skru klodserne fast med 4 x 40 mm skruer.

5

Soklen skrues fast til de to sideplader (E) med 4 x 40 mm skruer. Sidepladerne stikker 17 cm ud, soklen kun 15,6 cm, så soklen er trukket 1,4 cm tilbage.

10
Sæt hylder på plads 2 Trin

På bagsiden af kogeøen har vi valgt at gøre plads til to hylder. De placeres mellem de to nyatoh-plader i siden (E).

Nederste hylde limes fast på soklen, mens den øverste hylde blot hviler på fire hyldebærere.

1

Kom lim på kanten af soklen (G), endestykkerne (H) og på kanten af de to støtte klodser (J). Læg den nederste hylde (F) på plads.

2

Mål op til den øverste hylde (F). Den skal ligge på hyldebærere. Bor for med et træbor, der passer til hyldebærerne - i dette tilfælde 4,5 mm. Slå hylde bærerne i, og læg hylden på plads.

Materialer

Køkkenelementer:
• 1 underskab (A), 60 cm, med 3 skuffer
• 2 underskabe (B) a 40 cm, med 3 skuffer

26 x 800 mm nyatoh-bordplade:
• 1 bordplade (C), 80 x 145,2 cm
• 1 runding (D), 20 x 145,2 cm
• 2 sider (E) a 80 x 86 cm
• 2 hylder (F) a 17 x 140 cm
• 1 sokkel (G), 14 x 140 cm
• 2 endestykker (H) a 14 x 13 cm
• 2 støtteklodser (J) a 14 x 20 cm

16 mm melaminplade:
• 1 bagklædning (K), 86 x 140 cm
• 2 sokkeldele (L) a 16 x 140 cm
• 5 sokkeldele (M) a 16 x 49,5 cm

Sokkelfront med stållook:
• 1 sokkelfront (N), 16 x 140 cm

25 x 45 mm lister:
• 4 lister (P) a 47 cm

Desuden:
• 4 bordplade-samlebeslag (Q)
• 8 lameller til samling af bordplade
• 10 vinkelbeslag, 30 x 50 x 50 mm
• 4 x 35 mm og 4 x 40 mm skruer
• 4 hyldebærere
• 9 skuffegreb
• Trælim og montagelim
• Olie til køkkenbordsplade

Hårde hvidevarer:
• 1 induktionskogeplade

Specialværktøj

• Lamelfræser
• Borestander

Tidsforbrug

Hele kogeøen kan bygges på to dage.

Pris

Cirka 7000 kroner for skabe, sokkel, bordplader osv. Kogeplade: 2000 kroner

Sværhedsgrad

På undersiden af bordpladen skal der stemmes ud til samlebeslag uden at svække bordpladen. Det skal gøre med forsigtighed. Resten af projektet er rimelig nemt.

Tegning

Sådan bygges øen

Den bygges op omkring tre køkkenskabe i standardmål.

Sådan bygges øen

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Køkken