Genvej til mere plads i køkkenet

De fleste kan bruge mere plads i køkkenet. Det gjaldt også en af Gør Det Selvs læsere, der fandt en plads, de færreste med køkkenø ved, at de har: Inde i køkkenøens væg er der plads svarende til et helt køkkenskab.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
1.800 kroner

Intro

I denne vejledning viser vi, hvordan du:

  • bygger kassen til skabet
  • sætter skydelåger på skabet.

Vejledning

01
Byg kassen til skabet 8 Trin

1

Skær MDF-pladerne ud på mål. Hvis du ikke gider transportere hele plader, kan du i mange byggemarkeder få det hele skåret til. Husk at rette målene til, så de passer til din køkkenø og dine ønsker.

2

Streg op på bund- og toppladerne (A). Der skal streges op til sider (B) og skillevægge (C). Opstregningen skal være identisk på begge plader.

3

Brug en skabelon til de lange streger. Her skal der streges op til sidernes (B) placering på bund- og toppladerne (A). Det klarer to stumper af MDF-pladen som vist.

4

Bor for til skruer i top- og bundplade (A) med et 4 mm bor. Hullerne skal placeres inden for din opstregning, så de går ned i siderne (B) og skillevæggene (C).

5

Skru siderne (B) sammen med toppladen (A). Brug trælim, og skru med selvunder­ sænkende skruer, eller brug en undersæn­ ker, så skruehovederne forsvinder ned i træet og bliver skjult.

6

Skru skillevæggene (C) fast gennem top­ pladen (A). Skillevæggene skal ligge i flugt med bagbeklædningen (D), og der vil opstå en afstand på 5,5 cm til forkanten, som giver plads til skydelågerne.

7

Skru bundpladen (A) fast til siderne (B) og skillevæggene (C) på samme måde som toppladen. Følg din opmærkning omhyggeligt, så alt står lige.

8

Skru bagbeklædningen (D) fast med 3,5 x 30 mm skruer. Bor for, og sæt skruerne med 20-25 cm’s afstand. Markér først skillevæggenes placering på bagpladen, så skruerne ender, hvor de skal.

02
Sæt skydelåger på skabet 6 Trin

Skydelåger har den fordel, at de ikke tager plads. Vi har valgt nogle meget enkle skydelågebeslag, der er ganske nemme at montere.

Beslagsættet består af to aluprofil-skinner, der monteres i bundpladen, og to identiske skinner, der monteres i skabets top. Skinnerne kan bestilles på ønsket længde i byggemarkedet.

På bundskinnerne kører to hjul, der monteres på lågernes inderside. I toppen styres hver låge af to klips, der er monteret på lågens bagside.

1

Skru alulisterne fast til top- og bundpladerne (A) gennem de forborede huller med de medfølgende skruer med undersænket hoved. Afstanden fra forreste aluliste til forkanten af pladerne (A) er 4 mm.

2

Montér rullerne nederst på lågernes (E) bagside. Rullerne er forsynet med en 8 mm tap, der sættes ind i et 8 mm hul, der bores 10 mm dybt.

3

Justér rullen på plads, og sæt skruer i. Rullen skal sidde præcis som angivet på producentens tegninger. Der er mulighed for finjustering, indtil de sidste skruer sættes i, så start med skruer i de aflange huller.

4

Skru topstyret fast i toppen af lågerne. Topstyret består af en klips i to dele: en monteringsplade, der skrues fast, og en forskydelig del, der her er åben.

5

Når lågen er sat på plads, skubbes den forskydelige del af topstyret op som vist. Nu griber den fast i aluskinnen i toppen og holder dermed lågen fast.

6

Det færdige skab er klar til at blive monteret på bagsiden af køkkenøen.

Materialer

16 mm MDF-plade

  • 2 bund- og topplader (A) a 30 x 160 cm
  • 2 sider (B) a 30 x 118,8 cm
  • 2 skillevægge (C) a 24,5 x 118,8 cm
  • 2 låger (E) a 80 x 117,6 cm

Desuden:

  • 1 bagbeklædning (D) af 10 mm MDF-plade, 122 x 160 cm
  • 4,0 x 50 og 3,5 x 30 mm skruer
  • PVA-snedkerlim
  • Skydedørsbeslag (her Klein Roll 25)
  • 4 aluskinneprofiler a 156,5 cm

Specialværktøj

  • Evt. dyksav eller rundsav

Tidsforbrug

En lille dags tid (ekskl. maling).

Pris

1.800 kr. ekskl. maling for et skab på 160 x 122 x 30 cm.

Sværhedsgrad

Sørg for at være præcis og omhyggelig. Det færdige resultat skal matche dine køkkenskabes kvalitet for at se godt ud.

Tegning

Skabet består af en kasse med skillerum og låger. Det skal være lige så bredt som køkkenøen og så højt, at det danner en halvmur bag ved køkkenbordspladen.

3D-model

3D-model

Skabets opbygning

Skabet består af en kasse med skillerum og låger.

Åbn 3D-model

3D-model

Lågerne kører på skinner

Skydelågerne kører i hver sin aluskinne på små hjul.

Åbn 3D-model

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

TIPS: Støt dyksavens skinne

TIPS: Luk for varmen når du maler

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Køkken