Intro
Vejledning
01
Højskabene stilles op
7
Trin
Den skabsvæg, vi viser her, leveres med indstillelige ben og en sokkel, som skal clipses på. Det er standard på mange modeller - men de er lidt besværlige at stille i lod.
I stedet for at bakse med indstilling af de bageste ben undlader vi dem helt og lader skabene hvile på en bagstøtte. Det er en almindelig reglar, som er skruet ind i væggen. Så er det kun de forreste ben, der skal justeres, før sokkelfronten sættes på.
Start med at skrue bagstøtten op. Klods en reglar (45 x 95 mm) op i det ønskede niveau, og skru den fast med 7,5 x 72 mm karmskruer. Bor for i reglaren med et 7,5 mm bor og i væggen med et 6 mm.
Forstærk skabene på bagsiden med et bræt, så du har noget at montere indvendige stikkontakter på. Forstærkningerne skrues fast fra siderne.
Bor hul til stikkontakterne med en hulsav. Bor halvt igennem fra hver side, så “flosser” du ikke kanten.
Nu skal benene på. Det skab, som står yderst, skal have to ben. Det ene ben skal rage ud over kanten, så det også kan bære det næste skab. De følgende skabe skal kun have ét ben, som rager ud over kanten.
Skub en spand ind under skabet, før du monterer de ben, der skal rage ud over kanten. Så er det lettere at montere benet, og frem for alt kan du let rejse skabet op selv uden at knække benet af.
Rejs det første skab, og stil det præcis i lod. Brug en skruetrækker til at justere højden på benene. Brikkerne under benene skyldes, at gulvet skal lægges senere.
02
Monter skabet til ovnene
5
Trin
Ovnen og mikroovnen bygges ind i skabsvæggen, så de kommer op i en ordentlig arbejdshøjde. Selve ovnelementet har ingen bagside, men holdes sammen af en metalskinne på bagsiden og et overskab.
Overskabet (som har en bagside) monteres på væggen på specielle ophængsbeslag, der kan justeres, så skabet kommer til at hænge i den rigtige afstand fra ovnene.
Montering af overskab. Øverst i ovnelementet er der et overskab. Start med at montere det justerbare ophængsbeslag på bagsiden ud for hullet i bagklædningen.
Streg op på væggen, hvor overskabet skal gøres fast. Monter de medfølgende vægbeslag med skruer og plugs, der svarer til væggen.
Forstærkning af ovnelementet. Der er ingen bagklædning i skabet bag ovnene. Her monteres en særlig metalskinne mellem skabets sider for at holde dem sammen.
Sæt ovnelementet på plads, og fikser det til det foregående skab. Stik en skruetrækker gennem hullet i overskabets bagklædning, og juster ophængsbeslaget.
03
Nu skal der topskabe på
3
Trin
For at udnytte pladsen optimalt monterer vi topskabe oven på standardelementerne. Topskabene skydes ind mellem de store elementer og loftet og gøres fast med skruer i væggen og til underskabene. De fleste fabrikater har topskabe i sortimentet.
Hvis du ikke vil have topskabe på i første omgang, bør du alligevel tjekke, om du kan få dem efterfølgende.
Topskabet skubbes ind mellem loft og standardelement. Skabene findes i forskellige højder og bredder, så du skulle nemt kunne finde et, der passer.
Spænd skabene sammen med tvinger, så de flugter langs forkanten, før du skruer dem sammen og gør dem fast til væggen med en 7,5 x 72 mm karmskrue.
04
Monter skabe til køl og frys
5
Trin
I denne skabsvæg er der lavet plads til et todørs køle/fryse-skab. Der skal ikke monteres et standardelement, men derimod kun to topskabe og en bred bundplade, som køleskabet skal stå på.
For at bundpladen kan bære vægten, forstærkes den med en lægte og understøttes af i alt tre ben.
Start med topskabene. Over køle/fryseskabet skal monteres to topskabe på væggen, så de flugter med de øvrige topskabe. Skru først en liste (fx 21 x 43 mm) på væggen, som de kan hvile på.
Støt topskabene på listen, og gør dem fast med 7,5 x 72 mm karmskruer. Bor for gennem bagklædning og ind i væggen med et langt 6 mm murbor.
Forstærk bunden. For at kunne bære køle/fryse-skabet skal bunden forstærkes med en lægte. Skru tre ben på lægten, så vægten fordeles over hele bredden.
Læg bunden på plads, og juster benene, til den ligger vandret. Skru bagkanten af bunden fast til reglaren på væggen, som de andre skabe også hviler på.
05
Dækplader og tilsætninger
4
Trin
Denne skabsvæg støder næsten op til væggen i den ene side; hullet lukker vi med en tilsætning. Den anden side vender ud i rummet og skal dækkes af en fineret plade, som bare skæres til i længden og skrues fast indefra.
Mellemrum i toppen lukkes også af med tilsætninger, som er lister, du tilpasser i bredden og limer fast til små klodser.
Den synlige gavl skjules med en fineret dækplade. Hold den fast med skruetvinger, før du sætter skruer i fra indersiden af skabet.
I siden mod væggen lukkes af med en liste. Før skabet sættes ind, skruer du et par klodser på væggen, som tilsætningen (dæklisten) kan limes fast på til sidst.
Afslutning mod loftet. Der skal også lukkes mod loftet med en tilsætning. Kom først monteringslim på klodser, og tryk dem fast oven på skabet. Vent så til næste dag.
06
Montering af greb og låger
3
Trin
Håndgreb findes i et utal af udformninger. Der er ingen ben i at montere dem, bare du sørger for at være omhyggelig med at mærke op, hvor du skal bore huller til skruerne.
Lav en skabelon af et stykke plade og nogle listestumper, som passer ned over hhv. skuffefronter og låger - og med huller de rigtige steder. Så er det let at mærke korrekt op, før du borer.
Bor for til håndgreb. Lav først en boreskabelon. Så er du sikker på, at håndgrebene kommer til at sidde ens på alle låger og skuffer.
Skru håndgrebene fast. Der følger skruer med håndgrebene. Nogle gange er skruerne for korte, så må du enten købe nogle lidt længere eller undersænke dem på indersiden af lågen/fronten.
07
Sokkelfront klikkes på
3
Trin
I stedet for at bygge en fast sokkel har vi valgt en løs sokkelfront, som sidder fast med clips om skabenes ben.
Skulle du få brug for det en dag, er det let at trække sokkelfronten af og skifte den ud - eller bygge sokkelskuffer.
Slå holderne fast i rillen, som løber på bagsiden af soklen. Skyd de runde clips sidelæns ind i holderne.
Materialer
Køkkenelementer:
• Elementer med jalousi
• Ovnelement
• Topskabe
• Sokkelfront
45 x 95 mm reglar:
• Bagstøtte for skabe
38 x 57 mm lægte:
• Støtte under køle/ fryseelement
21 x 43 mm liste:
• Støtte for skabe over køle/ fryseelement
Desuden:
• 4 x 30 mm og 4 x 50 mm skruer til samling mellem skabene
• 7,5 x 72 mm karmskruer til fastgøring i væg
• Monteringslim til tilsætninger
Specialværktøj
• Hulsav
• Lang bitholder
• Langt 6 mm murbor
Tidsforbrug
1-3 dage afhængigt af omfanget.
Pris
Cirka 20.000 for det viste HTH-køkken.
Sværhedsgrad
Hvis du er omhyggelig med at stille skabene i lod, er opgaven ikke vanskelig.