Nem opsætning af køkkenskabe

Det kan være noget af en udfordring at montere køkkenet lige, hvis vægge og gulve er skæve. Det er her, den smarte ophængsskinne kommer til sin ret. Skinnen monteres direkte på væggen, og så kan skabene hægtes på. Herefter skal de forreste skrueben bare finjusteres.

Intro

Det kan være noget af en udfordring, at montere køkken-elementer helt lige, hvis både vægge og gulve er skæve. Det er her den smarte ophængsskinne kommer til sin ret.

Skinnen monteres direkte på væggen og så kan skabs-elementerne faktisk bare hægtes på. Herefter skal de forreste skrueben blot finjusteres, så køkkenet ender helt i vater.

Det er faktisk så simpelt som det kan blive, men der er selvfølgelig et par ting der er værd at vide, inden du går i gang. Det får du grundig vejledning til her.

Sådan virker skinnen

En ophængsskinne skal kunne justeres ind og ud fra væggen - derfor skal den være fleksibel på den ene led og helt ret på den anden.

Der monteres et lille beslag på bagsiden af skabet, som griber fat i skinnen.

Når alle elementer er placeret korrekt og justeret, kan det lille beslag fastgøres til skinnen med en særlig skrue.

Vejledning

01
Sådan gør du 8 Trin

Hvis du har en helt lige væg, så er køkkenmonteringen med ophængningsskinnen virkelig nem. Så skal skinnen nemlig bare sættes i vater, og så kan skabene monteres.

Udfordringen opstår, hvis væggen er skæv og buet. I så fald er du nødt til at rette skinnen op på den anden led også. Det gør du nemmest med snor eller retskinne og små plastklodser.

Hvis ikke du er omhyggelig med opretningen, kan det være svært at få elementernes forkant til at ende plant - med lidt tålmodighed kan det dog sagtens lade sig gøre.

1

Lav en vandret streg på væggen, når du har valgt, hvilken højde køkkenet skal hænge i. Mærk op til skruer med ca. 30-40 cm’s mellemrum. Stregen kan eventuelt laves med hjælp fra en laser.

2

Bor for til plugs. Er det en gipsvæg, skal du sørge for at bruge nogle kvalitetsgipsplugs. Til vægge af beton eller sten fungerer karmskruer med hoved rigtig godt.

3

Er væggen skæv, skal skinnen rettes op. Klods skinnen ud ved alle fæstningspunkter, så den er helt lige (+/- 2 mm). Kontrollér dette med en retskinne eller en snor.

4

Hvis ikke skinnen er i vater, bliver resten af køkkenet også skævt. Sættes to skinner i forlængelse, skal overgangen være helt plan.

5

Beslagene til skinnen er supernemme at montere. Der følger oftest dækkapsler med til at skjule beslagene efter endt montering.

6

Hægt alle skabene op på skinnen, og inddel dem korrekt, inden du skruer dem sammen.

7

Skabene fastgøres til skinnen med en lille plastskrue. Skru løbende skabene sammen med 30 mm skruer. Brug eventuelt spændetvinger, for at sikre at skabene sidder tæt.

8

De justerbare ben sidder i fronten af skabets underside og kan nemt justeres med fingrene. Læg evt. noget tungt ind i skabene, når de justeres, for at gøre det mere nøjagtigt.

Materialer

Tidsforbrug

Ca. 1 time til opmåling og montering af én ophængsskinne.

Pris

Ca. 90 kr. pr. meter ophængsskinne.

Sværhedsgrad

Ophængsskinnen gør køkkenmonteringen til en leg. Det er virkelig smart, og alle kan være med.

Video

Sådan bruger du krydslaseren

I videoen her lærer du alt om krydslaserens funktioner. Laseren markerer helt præcise lodrette og vandrette streger på vægge og lofter og er oplagt at bruge til en lang række opgaver, fx opsætning af fliser, ophænging af billeder, lamper og bogkasser, opsætning af malertape midt på en væg og afsætning af ens højde fra rum til rum.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Køkken