Intro
Vejledning
01
Gør soklen klar
5
Trin
Kogeøen her skal bygges uden at bore i gulvet, så vi ikke risikerer at ødelægge gulvvarmen. Derfor vælger vi en sokkel til kogeøen, der støbes fast til gulvet med selvnivellerende spartelmasse.
Soklen bygges af fire stykker spånplade, der samles til en ramme. Vær grundig, når du måler op til soklens placering, så den får den rette afstand til det eksisterende køkkenbord og den samme højde - det ser pænest ud.
Soklen kan godt risikere at bule lidt ud, når den selvnivellerende masse fyldes i. Derfor bygges en forstærkende ramme, der holder soklen på plads, indtil massen er tør. Så fjernes den igen.
Mål op til kogeøen, og marker på væggen, hvor den skal placeres. Den skal flugte med det eksisterende køkkenbord. Overfør også højden fra køkkenbordet, så køkkenøen får samme højde. Brug et vaterpas, når du måler op.
Sæt sokkelstykkerne i vater. Streg dem til efter gulvet, så soklen slutter helt til ved gulvet og samtidig er i vater. Sav sokkelstykkerne til, og skru dem sammen. Det er også nu, der skal skæres hul til de elektriske installationer.
Soklen forstærkes med en ramme for at sikre, at den holder formen, når den bliver fyldt med spartelmasse. Rammen laves af 45 x 95 mm brædder og lægter. Skær dem til, og saml dem som vist på billedet - uden at skrue i soklen.
Streg op på gulvet 20 cm uden for soklen hele vejen rundt. Så kan du kontrollere, at soklen ikke rykker sig undervejs i processen. Når først den selvnivellerende masse er størknet, er det ikke muligt at rykke på noget som helst.
02
Støb soklen fast
6
Trin
Nu er soklen klar til at få fyldt den selvnivellerende masse i. Først skal underlaget smøres med primer, der sikrer, at massen får en ordentlig vedhæftning. Husk, at primeren skal tørre, inden du fylder massen i.
Den selvnivellerende spartelmasse fås færdigblandet i sække, så der kun skal tilsættes vand. Blandingen tørrer ca. 1 cm pr. døgn, dog har et lag på 5 cm en tørretid på en uge. Når den først er tør, kan du ikke ændre på noget. Så husk at tjekke, at soklen bliver på sin plads.
Det er en god idé at sætte mellemstykker op på tværs i soklen. De stiver langsiderne af og sikrer stabilitet, hvis du fx skulle komme til at sparke til den.
Smør primer på gulvet. Brug en pensel eller rulle, og smør det ud på hele gulvfladen. Primeren sikrer, at spartelmassen klæber godt fast på betonen. Primeren skal være tør, inden du hælder massen på. Tørretiden er ca. 1 time.
Bland den selvnivellerende masse. Sækkens indhold skal blot blandes med vand. Her bruger vi en røremaskine, men du kan også bruge en boremaskine med blandekrog eller røre massen sammen med en murske.
Hæld massen op i soklen, og fordel den med en bred spartel. Allerede efter få timer er massen hærdet tilstrækkeligt, men lad den hvile til næste dag - gerne i længere tid - inden du stabler køkkenelementerne ovenpå.
Mål op til mellemstykkerne i soklen. Det kan du gøre, et par timer efter at du har fyldt den selvnivellerende masse i. I soklen her skal der være to mellemstykker, som placeres med lige store mellemrum på indersiden.
Monter vinkelbeslag indvendigt i soklen, som mellemstykkerne kan skrues fast til. Soklen kan ikke flytte sig, når spartelmassen er hærdet. Men for at undgå bevægelighed overhovedet monteres mellemstykker, så langsiderne stives helt af.
03
Sæt elementer op
6
Trin
Nu kan køkkenelementerne sættes op på soklen. Elementerne skubbes sammen, og luften fordeles, så de får et passende fremspring over soklen og afstand til væggen.
Kontroller løbende med vaterpas, at elementerne er i lod og står, som de skal, så du får et flot færdigt resultat.
Skru elementerne sammen øverst. Pres dem sammen med en tvinge, når de står i den rigtige position. Mærk efter med fingeren, om kanterne flugter. Brug en spunskrue, der får godt fat i begge sider - uden at gå helt igennem.
Gør elementerne fast til hinanden forneden på samme måde. Sørg for, at kanterne flugter, og pres dem sammen med en tvinge. Bor for igennem den ene skabsside, og skru skabene sammen.
Skru også elementerne fast til soklen, så de ikke kan flytte sig, når køkkenøen er i brug. I bunden kan du sagtens bruge en længere skrue, fx 4 x 50 mm spunskrue. Bor for, så du ikke risikerer at flække soklen.
04
Bord- og bagplade
5
Trin
Så skal du i gang med bordpladen. Den skal fastgøres til et par topplader (de følger med køkkenelementerne), der sættes på tværs på hvert køkkenelement. Bor for i top pladerne, så det er lettere at skrue bord pladen fast nedefra gennem de forborede huller.
Bordpladen er større end elementerne, og du skal sørge for at få fordelt fremspringet på bordpladen på alle tre sider.
På bagsiden af køkkenelementerne sættes en MDF-plade op, så der kommer en pæn, ensartet flade. Pladen skæres til som ét stort stykke og fastgøres til køkkenelementernes bagkant. Bagefter skal den have samme overflade som køkkenets øvrige vægge.
Gør klar til fastgørelse af bordpladen. Den skal fastgøres op gennem toppladen i hvert element. Det letteste er at bore hullerne i toppen af hvert element, inden bordpladen lægges på.
Læg bordpladen på elementerne, og pas den til mht. fremspring på de tre frie sider. På “bagsiden” skal fremspringet være 11-12 mm, så det kommer til at passe med den 10 mm MDF-plade, der skal sættes op her.
Skru bordpladen fast, når den ligger, som den skal. Fasthold den i den rigtige position med tvinger, og skru den fast op gennem de huller, du har forboret.
Sav MDF-pladen til, så den passer til bagsiden af elementerne. Du får et fint lige snit ved at save op mod en ret kant i stedet for at save efter en streg. Spænd derfor et bræt eller et lige pladestykke fast med to tvinger, og brug det som styr.
05
Kogeplade
3
Trin
Nu mangler du kun at montere kogepladen i køkkenbordet og få den sluttet til. Det sidste skal du lade elektrikeren om, men forarbejdet kan du selv klare.
Mål op, hvor kogepladen skal være, og bor fire huller i hjørnerne, så du kan få stiksaven ned og save det stykke ud, hvor pladen skal være. Vær omhyggelig med opmålingen, så du ikke kommer til at save hullet for stort. Ofte vil der være en opmålingsvejledning til kogepladen, som det er smart at følge.
Det er en god idé at sætte malertape rundt i kanten, hvor du skal save - så får du flotte skarpe kanter, fordi tapen hindrer, at træet flosser.
Mål op til kogepladen. Find ud af, hvor du ønsker den placeret, og streg så op på bordpladen, hvor hullet skal saves. Har du en stor vinkel, er den god at bruge.
Sav hullet til kogepladen ud. Bor først huller i de fire hjørner, så du kan komme rundt med stiksaven. Sæt bagefter tape på begge sider af stregen, så du undgår at flosse kanterne. Du kan også sætte tape på først og strege op på tapen.
Materialer
- Køkkenelementer (her fra IKEA)
- Ovn og kogeplade (her fra IKEA)
- Bordplade, 28 mm wengé (Scandiwood)
- Primer, (her fra Alfix)
- Selvnivellerende spartelmasse, (Alfix)
- 16 mm spånplade, til soklen
- Lægter og brædder til fiksering af sokkel
- 10 mm MFD-plade, til mellemstykker
Desuden:
- Gaffertape
- Vinkelbeslag
- Skruer, 15, 30, 35 og 50 mm
Specialværktøj
- Evt. røremaskine
Tidsforbrug
2-3 dage
Pris
Cirka 23.000 kroner inkl. hårde hvidevarer
Sværhedsgrad
Du skal være omhyggelig med soklen, da den står fast, når først spartelmassen er fyldt i. Så snart soklen er på plads, er det ingen sag med resten.
Video
Tips & Tricks
Sådan behandler du bordpladen
Hvis du vælger en bordplade i træ, holder den længere, hvis du behandler overfladen.
Uanset hvilken bordplade du vælger i træ, så holder den længere, hvis du plejer den med vedligeholdende olie. Det er især vigtigt, at træpladen bliver mæt tet godt med træplejeolie, inden den tages i brug, også på kanterne. En optimal behandling er at give pladen olie ca. hver 14. dag i de første to måneder.
Det er vigtigt, at bordpladen holdes tør og ren og ikke udsættes for ekstreme påvirkninger for at holde sig flot. Gør den ren med brun sæbe eller sæbespåner, ikke sulfo. Husk, at nogle madvarer kan give misfarvning. Især hvis du vælger en lys træsort.