Vælt væggen og få et flot køkken-alrum

Det gør en kæmpe forskel at vælte en væg, der hører fortidig indretning til. Med lidt systematik fjerner du effektivt væggen uden at skade omgivelserne. Se, hvordan du får væggen ned og lapper overgangen i gulvet.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
200 kroner

Intro

Nedrivning af en skillevæg er en af skønneste opgaver, du får i din gør-det-selv karriere. Der er hurtig fremdrift, vilde forandringer og muligheden for at være lidt brutal på konstruktiv manér.

Inden du går i krig med væggen, er det afgørende, at du sikrer dig, at den hverken er bærende eller stabiliserende. Spørg en fagmand, hvis du er det mindste i tvivl. Du skal også have fat i fagfolk, hvis der er rør eller EL i væggen.

Forskellige typer af skillevægge

Vi viser her, hvordan du nedriver en skillevæg bygget af armerede lecablokke. Vi gennemgår også, hvordan du gør det smartest og med hvilket værktøj, hvis din væg i stedet er lavet af gasbeton, skellet med gips eller mursten.

3 typer skillevægge

En skillevæg er typisk bygget op med gasbeton, gips på et skelet eller opmuret i sten. Du kan i mange tilfælde finde ud af, hvad væggen egentlig består af, ved at mærke og lytte, mens du slår lidt på den. Ellers finder du ud af det ved at slå eller skære et hul i den.

Hvis væggen består af mursten, skal alarmklokkerne ringe. Det vil ofte kun være tilfældet ved bærende eller stabiliserende vægge.

Når du har sikret dig, at væggen må nedrives, skal den nok komme ned, uanset hvad den er bygget af. Men du letter arbejdet og reducerer reparationer, hvis du tilpasser nedrivningen til typen af skillevæg.

GASBETON

Hvis der er armeringsjern i gasbetonen, skal disse først skæres over med en vinkelsliber. Er gasbetonen uden, saver du den blot ud stykke for stykke med en gasbeton- eller bajonetsav.

GIPS PÅ SKELET

Væggen skæres let i stykker med en bajonetsav, uanset om skelettet er af stål eller træ. Afmontér skelettet så skånsomt som muligt, hvor det er fæstnet mod gulv og loft, så du ikke skal reparere unødigt meget.

MURSTEN

Alarmklokkerne skal ringe, hvis væggen er af mursten. Vær helt sikker på, at den hverken er bærende eller stabiliserende. Når du er det, nedbryder du den bid for bid med en borehammer. Husk hårdfør afdækning af gulvet.

Vejledning

01
Vælt væggen 8 Trin

Her er væggen af 60 cm brede lecaelementer. De kan også være af gasbeton.

I begge typer kan der være en såkaldt transportarmering, der skal sikre, at de ikke knækker, når de bliver båret vandret.

Når du nu vil fjerne væggen, gælder det om at lokalisere armeringen og skære den over - derefter går det nemt at brække væggen ned i store stykker.

Sørg for at passe godt på både dig selv og gulvet, når det går løs. Det kræver solide gulvplader som afdækning at være sikker på, at de faldende stykker væg ikke laver hak og ridser.

1

Midt på væggen hugger vi en vandret rille, så vi kan finde de skjulte armeringsjern. Vi bruger en økse; du kan naturligvis også bruge hammer og mejsel. Når vi har fundet samlingerne, finder vi nemt jernene.

2

De blottede armeringsjern skæres over med en metalskæreskive i vinkelsliberen - gerne i en stor udgave. Du kan også kappe jernene med en boltsaks, men den kræver mere plads.

3

Filt og pap er helt fint til at dække af med, når du maler, men når du river vægge ned, skal der en plade under. Den beskytter gulvet mod ærgerlige skader og hak.

4

Vi skærer et lodret snit fra dørhullet og op for at kunne bevare en fløj af væggen. Når vi har skåret fri af det, der skal bevares, kan vi slå stykket over dørhullet fri - og passe godt på, når det går løs.

5

Elementerne skæres nu i to med en diamantskæreskive. Her har vi for alvor glæde af en 230 mm skive, der når godt igennem blokkene. Skær eventuelt to snit - så bliver det lettere at angribe pladen.

6

Med øksen åbner vi en vandret sprække midt på væggen der, hvor armeringsjernene er skåret over, og hvor vi har skåret gennem blokkene.

7

Med et solidt stykke tømmer som rambuk slår vi blokkene fri og bærer dem ud. Rambukken er meget mere effektiv end en mukkert, der er tilbøjelig til at smadre væggen i mindre stykker.

8

Efter at væggen er væk, rydder vi gulvet helt, så vi er klar til at lappe overgangen i gulvet mellem stue og køkken. Inden da fjerner vi klikgulvet i køkkenet, som ligger oven på trægulvet.

02
Forbind gulvet 7 Trin

Hvis du ikke har overskudsgulv liggende af samme slags, kan du forsøge at finde et brugt, som matcher. Der er en række forhandlere af gulve fra nedrevne bygninger, hvor du kan gå på jagt. Finder du ikke noget, som matcher, er det flottere at vælge et gulv med kontrast, som visuelt står ved overgangen, frem for noget, der ligner en smule.

Vi har her været heldige at finde et bræt, som ligner det eksisterende gulv. Vi er dog nødt til at vende brættet på den anden led og bryde mønsteret. Alligevel er lapningen ikke særlig synlig.

1

Placér nye strøer med 40 cm mellemrum, og kil dem solidt op under gulvet. Giv hver strø lidt trælim op mod gulvene, og lås kilerne sammen med en skrue. Sav strøerne længere end hullets bredde, da hullet efterfølgende saves til.

2

Skær kanterne til hullet i gulvet rent med en dyksav med føringsskinne eller en rundsav langs et langt, lige bræt. Snittet vinkles ca. 10 grader, så åbningen i gulvet er bredest ved overfladen.

3

Brug en multicutter til det sidste stykke op mod væggene og enderne. Husk at holde den samme vinkel som resten af snittet.

4

Skær et stykke bræt, så det passer præcist til hullet. Kanterne skæres med samme vinkel som hullet, så du har den perfekte “lap”.

5

Lim kanterne af brættet, og placér det i hullet. Bank og tryk brættet ned, så det flugter med resten af gulvet.

6

Skru brættet fast til hver strø med en 40-50 mm lang skrue. Bor først et hul, så skruen undersænkes.

7

Hovedet på den undersænkede skrue gemmer du under en prop, som du limer fast. Tør den overskydende lim af, før den tørrer. Efter en let slibning og et mættende lag gulv olie er lapningen godt camou fleret.

Materialer

Specialværktøj

  • Multicutter
  • Dyksav med skinne
  • Vinkelsliber

Tidsforbrug

Ca. 1 dag til nedrivning af skillevæg og lapning af gulv.

Pris

Et par hundrede kroner.

Sværhedsgrad

Nedrivningen er helt ukompliceret, og selvom det tager lidt tid at få gulvet pænt samlet, er der ikke noget vanskeligt ved det.

Video

Sådan bruger du vinkelsliberen

I videoen her kan du se, hvad vinkelsliberen kan, og hvordan du bruger den. Sliberen giver dig masser af power, når du skal skære i jern, beton og sten. Og med den rigtige skæreskive kan du skære præcise snit i alt fra aluminium og plast til hårdtbrændte klinker. Du lærer også alt om indstillinger og beskyttelsesudstyr, så du kan arbejde sikkert.

Video

Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Video

Sådan bruger du multicutteren

I denne video lærer du alt om maskinens smarte funktioner og tilbehør. De mange forskellige slags tilbehør gør det muligt både at save, stemme ud, afkorte, fræse og slibe på steder, hvor andre værktøjer ikke kan komme til. Og maskinen kan bruges i både træ, plast, metal, mørtelfuger mm.

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.