Utæt ovn? Skift hængslerne

Det er svært at tilberede maden i en utæt ovn. Men en ovn, der ellers står til udsmidning, kan faktisk hurtigt og nemt få et nyt liv, hvis blot hængslerne skiftes.

Skift ovn hængsler

Hængslet, der holder ovnlågen på plads, kan være så slidt, at ovnen ikke kan lukke tæt.

Intro

Effekten ved at udskifte hængslerne på ovnen er overraskende stor.

Det giver sig selv, at det er svært at styre temperaturen, hvis ovnlågen er utæt. Heldigvis kan alle lave dette lille indgreb.

Det eneste værktøj, du har brug for, er en skruetrækker.

Det, der måske kan være en smule udfordrende, er at finde det rette hængsel. Hvis du er typen, der gemmer alle brugsanvisninger, så er det ikke noget problem, da du der vil kunne se, præcis hvilken model ovnen er.

Du kan også ofte se modelnummeret på selve ovnen, men det sidder ofte bagpå, og det kræver derfor, at du afmonterer ovnen.

En anden mulighed er at skrue det defekte hængsel af og så tage det med ned til en hårde hvidevarer-forhandler og lade ham finde et matchende hængsel til dig.

Det skal du bruge

Du skal kun bruge en god skruetrækker til at skifte hængslerne. Hængslet kan være monteret med både en stjerne- og torxskrue – men det vigtigste er, at størrelsen passer præcist, ellers risikerer du nemt at smadre kærven.

Du skal bruge:

  • Stjerneskruetrækker
  • Torxskruetrækker

Vejledning

1

Afmontér ovnlågen. Når lågen åbnes i 90 grader, og hængsellåsene vippes tilbage, så er lågen lige til at løfte af.

Hvis hængsellåsen er meget stram, kan du bruge en skruetrækker med lige kærv til at vippe det op med.

2

Skil lågen ad. Hængslerne er monteret mellem glassene, derfor skal lågen skrues fra hinanden. Det gøres på de fleste ovne ved at løsne to skruer i bunden.

3

Skru hængslerne af. Hvert hængsel sidder fast med tre skruer. Afmontér skruerne, og erstat det slidte hængsel med et nyt.

4

Skift begge hængsler. Når det ene hængsel er i stykker, bliver det andet formentlig også lidt skævt. Skift derfor begge hængsler, når du alligevel er i gang.

Læg et tæppe imellem, når du arbejder med lågen.

5

Saml lågen igen. Når de nye hængsler er solidt monteret, samles de to lågestykker. Samlingerne skal passe i alle fire hjørner, for at skruerne kan sættes i.

6

Montér ovnlågen. Herefter er det blot at skyde hængseltapperne ind i ovnens slidser og klikke lågen på igen. Husk at vippe hængsellåsene på plads igen.

Video

Defekt hængsel på ovnlåge

Vær opmærksom på at slå låsene HELT ned! Ellers risikerer du, at de smækker tilbage og ødelægger glasset.

Når det ene hængsel er i stykker, bliver det andet hårdt belastet. Så skift evt. begge to, når du er i gang.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Beslag