Byg lynhurtigt med smarte byggeklodser

Med systemet Nordic-Wall kan du bygge på en brøkdel af tiden – helt uden klister, mørtel eller cement.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
5.400 kroner
Byggesten - byg med klodser

Byggestenene er ekstremt hårdføre og skabt til at stå udenfor året rundt.

Intro

Nordic-Wall er en ny, smart byggeklods, der gør det nemt at bygge solide konstruktioner – primært til udendørsbrug – på en brøkdel af den tid, det tager at bygge med de fleste andre byggesten. Du slipper nemlig for at samle stenene med mørtel eller lignende. Det betyder samtidig, at klodserne kan skilles ad igen og genbruges til at bygge en anden konstruktion.

Det, der gør Nordic-Wall smart, er de små murlåse i kunststof, der lægges mellem hvert skifte, og som overflødiggør lim og beton til opbygningen. Dermed slipper du for det bløde lag mellem de forskellige skifter, der skal tørre, og som nemt kan få muren til at hælde en smule, hvis du ikke passer på. Derfor kan du også pakke både vaterpas og rettesnore væk, når du først har sikret dig, at underlaget er helt plant.

Solide konstruktioner

Stenene vejer omkring 30 kg, og den relativt høje vægt er med til at holde murlåsene på plads og sikre en solid konstruktion. Bygger du samtidig din konstruktion i vinkel eller en firkant, styrker det konstruktionen yderligere. Stenene har desuden hulrum, så konstruktionen efterfølgende kan fyldes med fx sand fra toppen, hvis du vil være helt sikker på, den bliver stående.

Nordic-Wall kan også bruges til at bygge en helt fritstående læmur, der ikke støttes af en sidemur. Her anbefaler producenten dog, at hulrummet fyldes med beton og evt. forstærkes yderligere med armering, hvis højden overstiger 1,5 meter. Stenene er set til 50-60 kr. pr. stk.

Vejledning

01
Nemme klodser 7 Trin

Inden du stabler klodserne oven på hinanden, er det vigtigt, at du har et helt plant og stabilt underlag, der kan bære vægten fra de mange sten. Begynder stenene først at synke, kan klodserne ovenpå nemt komme til at hælde en smule, og det gør konstruktionen skrøbelig.

Bygger du i en vinkel, som vi gør her, bliver konstruktionen mere stabil. Den kan desuden gøres stærkere ved at fylde hulrummene op med fx grus eller sand.

Læg det nederste skifte ud på et helt plant underlag. Sørg for, at stenene støder helt op til hinanden.

Læg murlåse i rillerne på det første skifte. Du skal lægge dem, så der kommer til at være fire murlåse under hver sten i det næste skifte. Det gælder også halve sten.

Næste skifte lægges ovenpå i forbandt. Det vil sige, at samlingerne i rækkerne skal være forskudt i forhold til hinanden. Sørg for at have fire låse under hver sten.

Del en sten på midten ved at skære hele vejen rundt med en vinkelsliber med diamantklinge. Da stenene lægges i forbandt, er det nødvendigt med halve sten for at få det til at gå op.

Knæk stenen ved at løfte den i den ene ende og skubbe den hårdt ned mod en kant. Læg de halve sten på i enden.

Læg flere skifter på, indtil du mangler 10 cm for at nå den ønskede højde. Det passer nemlig med højden på den afsluttende række topsten. Skal muren styrkes, kan den fyldes med sand, grus, jord eller beton.

Topstenene lægges på for at skjule hullerne inde i muren. Du kan også droppe topstenene og fx plante blomster i hullerne.

Tips & Tricks

Hurtigt, solidt og alsidigt

Byggestenene er ekstremt hårdføre og skabt til at stå udenfor året rundt.

Hvis du skal bygge et udekøkken eller et højbed, eller hvis skraldespandene skal gemmes af vejen, så er Nordic-Wall et oplagt bud til at klare opgaven. Stenene er endda så hårdføre, at de kan klare den ekstreme varme fra en udendørspejs, et bålsted eller lignende. Det er næsten kun din fantasi, der afgør, hvad du kan bygge.

Simpelt system

Nordic-Wall er et ekstremt simpelt system, der består af to forskellige byggeklodser, som tilpasses i størrelsen med en vinkelsliber, hvis der er behov for det.

Byggesten
Byggestenene vejer 30,5 kg og måler 60 x 30 x 12 cm, så du skal bruge 13,9 sten til 1 m² murværk. De findes i lys og mørk grå og har to huller, der efterfølgende kan fyldes op for at øge stabiliteten. Der er plads til 91 liter fyld pr. m².

Topsten
Hvis hullerne i muren skal gemmes i toppen, afsluttes med topsten. De findes i lys og mørk grå, vejer 41 kg og måler 60 x 30 x 10 cm. Du kan også droppe topstenen og bruge hullerne til planter.

Nemme hylder
En smart detalje ved Nordic-Wall er hyldeknægtene, der uden problemer kan flyttes rundt på muren. Hyldeknægten vippes ind mellem skifterne og hægter sig fast.

Murlås
Den lille murlås er i kunststof og måler 2,5 cm. Under hver sten bruges fire låse, og stenenes høje vægt holder det hele sammen.

3D-model

3D-model

Byg med klodser

Klods-system, helt uden klister, mørtel eller cement.

Åbn 3D-model

3D-model

Forbandt

Skifte er lagt i forbandt.

Åbn 3D-model

3D-model

Del en sten på midten

Da stenen er lagt i forbandt, er det nødvendigt med halve sten for at få det til at gå op. En vinkelsliber med diamantklinge er værktøjet til opgaven.

Åbn 3D-model

3D-model

Nemme hylder

Hyldeknægten vippes ind mellem skifterne og hægter sig fast, og kan uden besvær flyttes rundt på muren.

Åbn 3D-model

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du vinkelsliberen

I videoen her kan du se, hvad vinkelsliberen kan, og hvordan du bruger den. Sliberen giver dig masser af power, når du skal skære i jern, beton og sten. Og med den rigtige skæreskive kan du skære præcise snit i alt fra aluminium og plast til hårdtbrændte klinker. Du lærer også alt om indstillinger og beskyttelsesudstyr, så du kan arbejde sikkert.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Materialer