Byg med genbrugsplast

Plastik kan udgøre et miljøproblem, men det kan også være en ressource: Ved at genbruge plastflasker til byggematerialer kan du lave en ”win-win” for både dig og for miljøet.

En sodavandsflaske har et forholdsvis kort liv: Når den er tom, ryger den til genbrug og smeltes om. Men hvis flasken herefter støbes om til en terrassestrø, en stolpe eller et element til en støttemur, så har plasten fra flasken pludselig fået et liv på 30, 40 eller måske 100 år, afhængigt af hvor den skal bruges.

Det er ét argument for at kigge på byggematerialer af genbrugsplast i stedet for at bruge træ eller komposit (en blanding af plast og træ).

Mange fordele ved plast

Men der er også andre vægtige argumenter: Du kan højtryksspule din terrasse af plast; det går ikke med hverken træ eller komposit. Plast skal hverken males eller olieres, og bygger du din terrasse på plaststrøer, skal du ikke spekulere på at hæve dem fra den fugtige jord.

Endnu findes der ikke mange producenter, men måske kan de mange fordele være med til at gøre genbrugsplast til en standardvare.

  • Ingen vedligeholdelse
  • Tåler vand
  • Tåler højtryksrensning
  • Plus for miljøet

Brædder

Plastbrædderne er massive. Det gør det nemt at save dem over uden at åbne for hulrum. Terrassebrædderne fås i flere farver. Det samme gælder beklædningsbrædderne med fer og not.

Alle brædder kan bruges, som om de var af træ, og de kan bruges både indendørs og udendørs.

Stolper

Uanset om du vil have stolper, der ligner træ eller beton, kan du få dem i plast, der ikke rådner, når du graver dem ned, og som vejer langt mindre end beton, men som har meget lang levetid.

De skal i øvrigt ikke males.

Kantsikring

Og store L-formede kantsikringer til større projekter som støttemure kan fås i plast.

Særligt for de store elementer er den meget lave vægt en fordel; de vejer cirka en tredjedel af et tilsvarende betonelement.

Du kan altså håndtere dem uden brug af maskiner.

Priseksempler

  • Terrassebrædder: ca. 700 kr. pr. kvm.
  • Plastplanke (strø), 2 x 8,2 x 360 cm: 254 kr.
  • Rund stolpe, Ø 10 x 360 cm: 745 kr.
  • L-blok til støttemur, 50 x 50 x 55 cm: 563 kr.

Plastplanker.dk