Træspåner kan bruges som tagbelægning på både udhus og helårshus. De kan også bruges på facaden. Vælger du træspåner i akacietræ, bliver taget lige så holdbart og brandsikkert som et tegltag.
Akacietræ holder i 100 år
Træspåner er et naturmateriale, så der vil være små unøjagtigheder og farveforskelle i det færdige tag. De fås i flere træsorter med forskellig holdbarhed:
- Akacie: 90-100 år
- Eg: 70-80 år
- Lærk: 40-50 år
- Fyr: 30-40 år
Træspånerne leveres i forskellige bredder: 75, 100 og 125 mm, men alle i samme længde. De er 20 mm høje i den ene ende (det er den, som skal vende nedad) og bliver så smallere i toppen.
Prisen på træspåner varierer fra 275-425 kroner pr. m², alt efter hvilken træsort du vælger. Træsorterne med den længste holdbarhed er de dyreste.
Du forlænger træets levetid ved at behandle træspånerne med transparent olie eller tjære. Det anbefales, at du jævnligt vedligeholder et tag af træspåner. Læs mere på: www.starupwood.dk
Monteringen
Træspåner monteres på et undertag af lægter ligesom et tegltag. I visse tilfælde kan du montere direkte oven på et eksisterende tag med træbeklædning, hvis det er plant.
Når du skal fastgøre træspåner, er den letteste og billigste måde at bruge enten klammer eller søm, der kan puttes i en sømpistol. Det er dog lidt mere besværligt at fjerne dem igen, hvis du lægger spånerne forkert. Det går til gengæld nemmere, hvis du bruger skruer. Vælger du skruer, skal de være med borespids og undersænkning. Til akacie- og egetræ er det også vigtigt at vælge rustfri og syrefaste skruer eller klammer (fx syrefaste S-16/A4 klammer). Garvesyren i disse træsorter er nemlig høj og kan tære almindelige søm og skruer over.