Intro
Vejledning
01
Fjern malingen
7
Trin
Det kræver ikke de store forberedelser, når du skal fjerne maling. Men det er smart at dække ordentligt af. Så behøver du ikke at tænke på, at du sviner, når malingen skrabes af.
Første behandling med maling-opløser fjerner det meste af den gamle maling. Og hvis du ikke får det hele med, så gentager du bare processen. Det bliver vi nødt til at gøre på gelænderet her.
Når malingen er fjernet, er det vigtigt, at træværket bliver vasket grundigt, da malingopløseren ellers kan ødelægge den lak, der skal efterbehandles med.
Smør malingopløser på træværket med en pensel. Det er vigtigt, at den geléagtige masse smøres på i et fyldigt lag.
Dæk af med plastfilm, så malingopløseren ikke tørrer ud. Efter en times tid vil malingen boble op - det er tegn på, at den er ved at løsne sig, så den kan skrabes af.
Fjern plastfilmen igen, når malingopløseren er boblet op over det hele. Filmen skal sidde på 1-2 timer.
Så kan malingen skrabes af. Brug en spartel. Det er en god idé med en spand til den afskrabede maling. Og noget til at holde under med - fx et fejeblad - hvis du vil begrænse svineriet.
Vask træværket grundigt med lunkent vand, når du har skrabet malingen af. Hvis der stadig er meget maling tilbage efter første behandling, kan du give træværket en omgang mere. Det var nødvendigt her.
02
Slib og laker
6
Trin
Inden gelænderet skal lakeres, er det vigtigt, at træet slibes grundigt. Det er lidt bøvlet at slibe et gelænder, fordi der er rundinger og fordybninger og balustre at styre uden om, så vi bruger både rystepudser, deltasliber og helt almindeligt slibepapir for at komme ind i alle kroge.
Når træet har en helt glat flade over det hele, kan du begynde at male. Her får træet først en gang mørk bejdse for at fremhæve det mørke træ endnu mere.
Bagefter lakeres det. Mange tynde lag lak giver det flotteste resultat - en spejlblank overflade, der er behagelig at gribe om og nem at holde ren. Her får gelænderet syv gange lak i alt.
Nu skal gelænderet slibes. Her bruger vi en rystepudser på den øverste del, en deltasliber på undersiden for at komme rundt om balustrene og fint slibepapir til den sidste finish.
Brug slibepapir i rundinger og hjørner, hvor du ikke kan komme til med maskiner. Så er du sikker på, at træet bliver slebet alle steder.
Balustrene slibes, inden de skal males. Det kunne ikke undgås, at malingf erneren tog lidt af malingen på balustrene også, så de slibes og males efter lakeringen af gelænderet.
Træet gøres her mørkere med bejdse. Det er en effektiv metode, hvis du vil fremhæve træet. Husk at fjerne alt støv inden. Bejdsen smøres på i et enkelt lag. Lad det tørre ca. 6-8 timer.
Så skal gelænderet lakeres. Her får det fire gange på undersiden og syv gange på oversiden. Mellem hver lakering slibes med slibepapir korn 400, så fladen bliver helt glat. Jo flere gange du lakerer, jo stærkere og blankere bliver overfladen.
Materialer
• Malingopløser
• Vandbejdse
• Lak, glans 90
• Maling, hvid
• Plastfilm
• Slibepapir, korn 400
• Elastisk tape
Tidsforbrug
1-2 dage (alt efter omfang)
Pris
Cirka 500 kroner
Sværhedsgrad
Her får du mest brug for grundighed og tålmodighed.