Problem:
Vores ubehandlede dørindfatninger er blevet plettet af maling. Har I et godt tips til, hvordan vi får fjernet det?
Løsning:
Den grundige måde er at slibe hele indfatningen ned, men det er selvsagt et kæmpe arbejde – og ofte helt unødvendigt. Du kan nemlig skrabe malingspletten af med enten en hobbykniv eller en lille skarp spartel. Du skal kun skrabe i årernes retning.
Når pletten er væk, kan du pudse meget forsigtigt med fint slibepapir (korn 240), men kun på det område, hvor malingen er skrabet af.