Colorfill
Sådan gør du
Til denne reparation måtte vi finde farven ved hjælp af et farvekort fra vores lokale farvehandel. Farven matcher næsten, men ikke 100 %, og det ses, når man går helt tæt på. På en meters afstand er det dog en anden snak, og i dagligdagen ses reparationen kun, hvis man ved det.
ColorFill kan bruges på alle laminatoverflader i køkkenet og andre steder. Det tåler både fugt, varme, sollys og de samme opløsningsmidler og rengøringsartikler som resten af laminatbordpladen. Det er nemt at påføre med spartel, men større skader skal have flere omgange.
Find skaden, der skal repareres. ColorFill kan bruges på mellemstore og store skader og ridser. Der skal være hul igennem farvelaget på laminatet, for at ColorFill kan hæfte. Små ridser kan ikke repareres.
Rens området grundigt. Det gøres med en klud, der er fugtet med acetone. Du må ikke bruge neglelakfjerner, da det også indeholder olie.
Påfør ColorFill med en metalspartel. Tryk en passende mængde ColorFill ud på spartlen. Træk spartlen med et fast tryk hen over skaden, så den fyldes op, og så der efterlades så lidt overskydende materiale som muligt.
Fjern overskydende ColorFill. Start med spartlen, og tør derefter forsigtigt rundt om skaden med en klud eller en vatpind, der er fugtet med acetone. Du må ikke tørre på selve reparationen.
Genpåfyld efter behov. Afhængigt af skadens dybde, og hvor meget massen svinder under tørringen, kan det være nødvendigt at påføre ad flere omgange. Lad massen tørre en time eller to mellem hver påfyldning.