Vi tester 14 af markedets hvide vægmalinger
Sådan har vi fundet Danmarks bedste vægmaling
Sådan har vi testet
Testens udgangspunkt er den praktiske brug af malingen. Vi er i princippet ligeglade med, hvilke ingredienser malingen består af. Om der er mere eller mindre tørstof, pigment eller vand i bøtten, går vi ikke op i. Det er resultatet på væggen, der interesserer os, fordi det er den, der er interessant for vores læsere: Bliver væggen pænt hvid? Hvor mange lag skal der til?
Er malingen nem at arbejde med? Hvor langt rækker den? For at finde ud af det har vi bygget et test-setup, der skal sikre, at vi behandler alle 14 malinger på præcis samme måde.
Se her, hvordan vi har udført testen.
Vi har grundet 14 halve gipsplader. Herefter har vi malet én stribe sort, én stribe rød og én stribe med en hvid maling rørt op med en smule farve, så vi får noget, der minder om en væg, der efter nogle års slid trænger til en opfriskning. De to farvede felter skal vise, hvor godt malingen dækker på en farvet væg.
Hver maling har sin egen gipsplade, den skal male over i testen.
Hver maling hældes op i en spand foret med en plastikpose. Malingerne får hver deres rulle og skaft.
Vi vejer nøje maling, spand og rulle, så vi kender det nøjagtige udgangspunkt. Hver gang vi har malet pladen på én kvadratmeter over, vejer vi igen spanden med maling og rulle. På den måde kan vi måle, præcis hvor meget maling der bliver brugt på hvert lag. Og vi kan regne ud, hvor langt malingen rækker.
Vi maler en referenceplade med hver maling. Den får fire lag, så den klart viser, hvordan netop denne maling ser ud, når den dækker fuldt ud. På den måde kan vi vurdere hvert lags evne til at dække i forhold til “perfekt”.
På hver af testpladerne maler vi én kvadratmeter med den hvide maling, vi vil teste. Vi bruger en 15 cm bred rulle af en kvalitet, der pris- og mærkemæssigt matcher testens dyreste malinger. Vi maler tre (og kun tre) gange.
Alle pladerne placeres i en reol mellem hver behandling. Alle hylder og plader er nøje mærket, så det er umuligt at blande pladerne sammen. Det er samme numre, som optræder på malerbøtter og rullespande.
Hvor godt dækker de?
Vi tester malingernes evne til at dække i et enkelt, i to og i tre fuldfede lag, og det er fuldt bevidst, at vi ikke ser, om det vil hjælpe med flere lag.
Testen afslører hurtigt, at selv de rigtig gode malinger først udnyttes optimalt, når de lægges på i to lag. Eneste undtagelse er testens billigste maling, som dækker fremragende, men smitter af og er umulig at tørre over med så meget som en tør klud.
Vi fortsætter med vilje ikke efter de tre lag. Det er muligt, at nogle malinger ville dække fuldt ud i fjerde eller femte lag, men vi vælger at stille et minimumskrav: Hvis den ikke kan dække fuldt ud på tre lag, er den ikke opgaven voksen.
Sådan klarede de testen
4 vindere
Vi udråber Swing Color som vinder. Den er både billig og rigtig god at arbejde med. Den får følgeskab af tre andre gode - men noget dyrere - malinger. Og så er der naturligvis også de pinlige tabere, som du skal holde dig langt væk fra.
God, dækkende og billig vægmaling
SWING COLOR, som er Bauhaus’ eget mærke, løber med titlen som testens vinder. Den rangerer på linje med malingerne fra Sadolin og XL-Byg, men den slår dem på prisen. I Swing Color får du en maling, der er behagelig og nem at arbejde med. Du får altså overstået maleriet hurtigt og uden bøvl. Maler du oven på en i forvejen hvid væg, kan du nøjes med to lag maling. Det samme gælder ovenikøbet på en sort bund.
Til 36 kr. literen koster det cirka 12 kr. at male én kvadratmeter med tre lag. Hvis du kan nøjes med to lag maling, slipper du med cirka 8,41 kr.
SADOLIN 10
Flot dækkeevne og god at male med. Til 49,99 kr. literen koster det ca. 11,48 kr. at male én kvadratmeter med to lag og dække en i forvejen hvid, men lidt slidt væg.
RAPTOR VÆG
Lækker geléagtig maling, der ikke drypper. God dækkeevne. Til 58,78 kr. literen er det testens næstdyreste maling. Det koster ca. 16,51 kr. pr. m2 at male to lag og dække testens hvide felt.
4 tabere
DECORA VÆGMALING
Selv efter tre lag dækker den overhovedet ikke, ikke engang på hvid bund. Det er spild af tid at male med den.
HANDYMAND VÆGMALING
Svært at male lagene tykke nok til, at de overhovedet dækker. Kan lige akkurat klare at male en hvid væg over i tre lag, hvis du er meget tålmodig og gør dig ekstraordinært umage. Til farvede vægge er den ubrugelig.
STABILE VÆGMALING
Den lignede en testvinder med en usædvanlig flot dækkeevne. Selv den svære røde farve var væk efter to lag maling! Men da vi efter to uger tørrede over med en fugtig klud, sad al malingen fast i kluden. Faktisk kan du ikke læne dig op ad væggen, uden at det smitter af. Det ligner en masse kalk, der er smidt ned i en opløsning, som så bliver kaldt for maling. Vi følte os virkelig snydt!