Hvor bruges monteringstape?
PÅ GLATTE OVERFLADER.
I stedet for at bore huller i fliser eller glas kan man bruge monteringstape. Der findes meget kraftige typer, der kan bære op til 100 kg, afhængigt af hvor meget tape der bruges.
PÅ PUDS, MALING OG TAPET.
Her er det oplagt at hænge lette billeder op og montere fodpaneler med monteringstape. Dog skal evt. maling have hærdet mindst en uge før ophængningen, så den er gennemtør.
Hvordan bruges monteringstape?
Som udgangspunkt er der ingen ben i at hænge noget op med monteringstape.
Men der er to ting, der skal være i orden: Man skal vælge den rigtige monteringstape til formålet, og underlaget og emnet skal være rene, fedtfrie og tørre.
Når væggen og emnet, der skal hænges op, er rengjort, klæbes tapestrimler fast på den side, som skal vende ind mod væggen. Strimlerne skal vende lodret, så trækket nedad bliver på så lang en flade som muligt. Er det tunge ting, der skal op at hænge, skal der bruges en del monteringstape. Læs på emballagen, hvor meget tapen kan bære pr. løbende meter.
Monteringstapen trykkes fast på emnet i 30 sekunder, hvorefter beskyttelsesfolien pilles af, og emnet trykkes hårdt ind mod væggen i 30 sekunder.
Varianter af monteringstape
DOBBELTKLÆBENDE PLAST
Den viste fås til forskellige belastninger. Den røde skal kunne holde 120 kg både ude og inde, mens den blå kun kan holde 20 kg og kun indendørs. Læs altid emballagen for en sikkerheds skyld.
DOBBELTKLÆBENDE SKUM
Bruges fx til at hænge spejle op med. Skummet klæber på alle glatte, rengjorte og affedtede flader. Nogle typer er svære at få af senere.
VELCRO
Består af to forskellige strimler tape, der låser sig sammen og kan skilles ad. Velcrobånd kan tåle vask, så det er oplagt til fx forhæng og gardinkapper. Større billeder kan også hænges op med velcro.
MAGNETISK TAPE
Til værktøj er det smart at bruge magnetisk tape. Men også forsatsruder kan monteres med magnettape. Der skal man bruge en 2-delt udgave, så der både kommer tape på ruden og på karmen.
KLÆBESØM
Oplagt til billedophæng. En klæbende pude trykkes fast på væggen og udenpå monteres en plastikskyder med en lille krog. Så kan man justere billedet op og ned, til det hænger i den rigtige højde.
STRIPS
Fås i forskellige størrelser og fungerer ligesom velcrotape. Strippene er lette at tage af igen uden at efterlade mærker, og tapetet rives ikke i stykker.