1. Pas på når syre og vand blandes
Skal du bruge saltsyre til afrensning/afkalkning, så husk at blande i den rigtige rækkefølge.
Har du fx en mur, der skal afrenses for såkaldt fugeslør (en grå hinde af mørtelrester), kan det gøres med en saltsyreblanding. Her er det supervigtigt, at du først kommer vand i en spand og bagefter saltsyren. Aldrig omvendt! For hvis andelen af syre er størst, vil blandingen være sprængfarlig med risiko for sprøjt pga. overophedning.
2. Vær forsigtig med insektspray
Det er fristende at bruge insektspray mod irriterende kryb, men tænk dig om, før du sprøjter.
Der findes en del forskellige typer spray, der kan slå irriterende mindre kryb ihjel som fx myrer, hvepse og fluer. Selvom insektmidlerne er lovlige, kan indholdet være usundt for mennesker at indånde og give ubehag. Du bør derfor aldrig indånde de partikler, der er i luften, hvor du har sprayet. Sørg for at læse brugsvejledningen grundigt, inden du tager et spraymiddel i brug, og følg instrukserne.
3. Bland aldrig klorin og WC-rens
Selv om toilettet trænger til en ordentlig omgang, må du ikke bruge flere rengøringsmidler samtidig.
Har du et meget tilkalket og beskidt toilet, kan det være fristende at bruge både klorin til at blege og desinficere og WC-rens eller afkalkningsmiddel, der typisk indeholder syre. Det kan nemlig udvikle giftige klor-
dampe, som kan give stærkt ubehag, hvis du indånder dampene. Det kan være hoste, vejrtrækningsproblemer og svie/kløe i øjnene. Hold derfor altid klor og syre adskilt. Det gælder i øvrigt også for andre typer rengøringsmidler, at de ikke bør blandes.
4. Beskyt dig når du arbejder med beton
Det er vigtigt, at du er godt pakket ind under betonarbejde, da det kan give store skader på huden.
Når du arbejder med beton, cement og mørtel, skal du sørge for at beskytte din hud, dine øjne og luftveje godt. Beton er stærkt basisk, og specielt i våd form kan den virke kraftigt irriterende og ligefrem ætsende, hvis du får den direkte på huden eller i øjnene.
Du bør derfor altid bruge handsker, når du arbejder med beton. Beskyttelsesbriller er også en god idé, så du ikke risikerer at få betonstænk i øjnene.