Det skal du vide om reparationsmasse til træ

Et hak i trægulvet, grimme skruehuller eller en knast, der er faldet ud. Uanset hvilken udfordring det handler om, så findes der en løsning. Valget afhænger dels af omfanget af reparationen og dels af, om området efterfølgende skal males.

Sådan bruger du reparationsmasse til træ

Er man grundig med spartelarbejdet, bliver reparationen helt usynlig efter maling.

HVAD BRUGES REPARATIONSMASSE TIL?

GULVE. Revner, skrammer, hak og huller efter knaster, der er faldet ud. Næsten uanset problemet, så findes der en reparationsmasse, der både passer til skaden og til de mange forskellige gulvtyper.

DØRE OG VINDUER. Spartling med træfiller inden maling giver det klart flotteste resultat. Og gælder det større skader eller huller efter fx et hængsel, er plastisk eller kemisk træ en oplagt løsning.

SAMLINGER, SKRUEHULLER M.M. Flot finish på træværk kræver træfiller (også kaldet snedkerspartel). Med den kan man nemt skjule skrue- og sømhoveder og samlinger, der ikke slutter helt tæt.

Hvordan reparerer man træ?

Almindelig spartelmasse til træ (også kaldet snedkerspartel og træfiller) trykkes grundigt ned i alle huller, revner og fordybninger med en stiv spartel.

Sørg for, at reparationen er fyldt helt op og er uden lufthuller. Overskydende spartelmasse trækkes af med kanten af spartlen.

REDAKTIONEN ANBEFALER: ALT kan limes!

Den overskydende spartelmasse trækkes af med en spartel.

Kemisk træ består af to komponenter, der skal blandes: en større beholder/tube med selve spartelmassen og en mindre med en hærder.

De to dele blandes først umiddelbart inden brug, da massen hærder på cirka 10 minutter – afhængigt af hvor varmt der er på arbejdsstedet.

Efter hærdning kan overfladen bearbejdes som rigtigt træ, dvs. at man kan slibe, save og stemme ud. Den kan også males, men den kan ikke bejdses.

Spartelmassen til kemisk træ blandes sammen umiddelbart inden brug.

Særligt ved kemisk træ

Modsat øvrige reparationsmasser til træ kan kemisk træ påføres i meget tykke lag uden at synke. Og efter hærdning kan det formes, saves og slibes på nøjagtig samme måde som træ. Det gør det muligt fx at genopbygge et større område, fx et gammelt vindue, hvor større dele er angrebet så meget af råd, at det må skæres væk.

Reparationsmassen påføres på vinduet i et tykt lag.

Hvilken spartelmasse til træ?

Der findes flere forskellige typer og varianter af spartelmasser. Hvilken type du skal bruge, afhænger af opgaven. Her gennemgår vi de mest almindelige varianter, samt hvor og hvornår du skal bruge dem.

VARIANTER AF REPARATIONSMASSE

SNEDKERSPARTEL/TRÆFILLER fås på tube, og selvom den er på akryl, bliver den så hård, at den kan slibes. Oplagt til fx spartling af skruehuller, hak og småskrammer. Ved brug udendørs bør overfladen beskyttes med maling.

KEMISK TRÆ er tokomponent og består af en spartelmasse og en effektiv hærder. Hærdningen sker lynhurtigt efter blanding, og overfladen bliver hård og til at bearbejde ligesom træ. Oplagt til store reparationer og genopbygning af træ.

PLASTISK TRÆ hærder ikke så hurtigt som kemisk træ. Til gengæld findes det i flere kulører, der kan blandes, så man kan få præcis den nuance, der skal bruges. Det gør den ideel til reparationer, hvor træet ikke skal males. Kan slibes efter hærdning.

SHELLAKSTÆNGER/KNASTLIM varmes fx med en loddekolbe eller i en “lim”-pistol beregnet til formålet, så den varme masse drypper ned i hullet. Kan slibes efter hærdning. Købes på internettet og findes i mange forskellige farver.

VOKSSTIFTER klarer fint selv dybe ridser i træ. Selvom voksen er relativt blød, så bliver reparationen alligevel forbavsende slidstærk. Købes på nettet – typisk i et sæt med forskellige “træ”-varianter.

REPARATIONSPENNE er supernemme at arbejde med. Til gengæld er de kun beregnet til overfladiske ridser. De fås i en række forskellige træfarver og sælges nogle gange i sæt med tre stk.

PULVERSPARTEL, der blandes med vand i forholdet 3 dele pulver og 1 del vand, fås i en række forskellige farver. Er primært beregnet til professionel brug, men private kan godt købe små 100-gramsposer.

Mængder og farver

  • Træfiller/snedkerspartel: Fås på tube (250 ml/330 gram). Den mest almindelige farve er hvid, men det kan også lade sig gøre at finde farvede varianter, fx lys fyrretræ og mørkebrun.
  • Kemisk træ: Fås både på tube (75 ml spartelmasse og 25 ml hærder) og på dåse (560 ml spartelmasse og 180 ml hærder).
  • Plastisk træ: Fås både på tube (75 ml) og på dåse (250 gram) og i flere farver, fx sort, hvid, natur, eg, bøg (lys og mørk), mahogni og teak.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Materialer