Sådan støber du selv dine fliser

De fleste betonfliser er kedelige og ens i overfladen. Men sådan behøver det ikke at være. Du kan sagtens lave fliser med spændende og unikke overflader, hvis du støber dem selv.

Intro

Her bygges en stor form, som kan vise fem forskellige overflader. Hvis du fx skal støbe trædefliser i haven, kan de støbes på stedet. Så behøver du kun én støbeform i flisens størrelse, som genbruges til alle fliserne og flyttes, når betonen er hærdet efter to-tre dage.

Hvis du har et større areal med fliser, du kunne tænke dig at peppe op, kan du tage nogle af fliserne op og i stedet støbe en flise med en speciel overflade.

Fliserne her er lavet a fiberbeton. Du kan også vælge almindelig beton. Det er ikke så stærkt, men koster kun det halve.

Vejledning

01
Sådan støber du selv dine fliser 6 Trin

1

Byg en støbeform af træ, 38 x 57 mm, i den størrelse, flisen skal have. Er det til trædefliser, flyttes formen blot.

2

Placer formen, og tjek, at den står lige. Forinden er øverste muldlag fjernet, og der er lagt et lag komprimeret stabilgrus, ca. 10 cm.

3

Bland nu betonen. Det er lettest med en blandemaskine, som kan lejes. Her bruges fiberbeton, som er den stærkeste beton.

4

Fyld beton i formen, og fordel det godt. Ret det evt. af med et lige bræt, der trækkes hen over formen.

5

Formen vibreres, så evt. lufthuller fjernes. Brug fx en slagboremaskine presset mod en plade på formen.

6

Fyld efter med beton, og ret af. Formen vibreres så igen. Betonen er nu klar til at få lavet en særlig overflade.

02
Glat overflade 3 Trin

1

Klip et stykke plast til, fx dampspærre, da den er kraftig, og læg den oven på betonen. Glat den med hånden, så luftlommer fjernes.

2

Læg nu sand oven på plasticen for at holde den trykket ned mod betonen.

3

Fjern plasticen, når betonen er hærdet efter ca. 1 døgn. Efter nogle måneder forsvinder det hvide kalkslør på betonen.

03
Vasket overflade 3 Trin

1

Kost overfladen med vand, når betonen næsten er hærdet af efter ca. 3 døgn, så stenene i øverste lag træder frem.

2

Efter 3-5 døgn fugtes betonen med en opløsning med saltsyre (1 del syre til 10 dele vand). Kost det på flisen, lad det ligge 5 min.

3

Skyl til sidst efter med rent vand. Flisen vil nu få et lidt “slidt” udseende.

04
Kostet overflade 1 Trin

1

Træk en stiv børste forsigtigt igennem betonen, når den er fast, men ikke hård, efter 1-3 timer. Lav parallelle strøg, så den bliver ensartet.

05
Pudset overflade 1 Trin

1

Puds overfladen efter et par timer, når betonen er fast, men ikke helt hård. Så bliver flisen lidt grov og rustik i overfladen.

06
Overflade med sorte granitskærver 6 Trin

1

Granitskærverne fordeles i et jævnt lag oven på betonen, der er glattet pænt ud.

2

Brug et pudsebræt til at presse og vride skærverne ned i betonen.

3

Skærverne skal ligge helt i plan med formen, når du er færdig. Glat fladen, så godt du kan, med pudsebrættet.

4

Kost flisen med vand efter nogle timer, når betonen er ved at blive hård. Brug en kalkkost til opgaven.

5

Skærverne spules rene bagefter. Det er lettest, hvis du bruger vand i en havesprøjte.

6

Efter 3-5 døgn kostes med en saltsyreopløsning (1 del syre til 10 dele vand). Lad flisen ligge 5 min., og skyl efter med rent vand.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...