Filt med usynlige samlinger

Filt på væg og loft giver styrke og en fin struktur, der minder om en pudset overflade. Her viser vi dig, hvordan du samler filten som de professionelle, så overgangene bliver helt usynlige.

Når man sætter glasvæv op, støder man samlingerne op til hinanden. Det er nødvendigt for at få tapetets mønster til at passe sammen. Glasfilt kan også stødes sammen. Men det kræver, at man er meget omhyggelig med at sætte banerne præcist op, og alligevel vil samlingerne næsten altid blive mere eller mindre synlige. Derfor er løsningen med at støde banerne sammen ikke den, du bør vælge, når du sætter glasfilt op.

Lap over og skær

Glasfilt har en ensartet glat struktur uden mønster. Derfor har du mulighed for at lette opsætningen ved at lægge banerne ind over hinanden og skære dem sammen. Med et enkelt og ubrudt snit i overlægget passer banerne perfekt sammen, og den færdigmalede overflade fremstår helt uden samlinger.

Sæt filt op

1

Sæt en blyantstreg for hver bane. En bane glasf lt er normalt 100 cm bred, men forskyd stregen et par centimeter, så du får limet på et ekstra bredt stykke.

2

Lim i et jævnt lag hen til stregen. Sørg for, at der er lim over hele fladen. Det er lettest at komme limen på fladerne med en rulle. Kom kun lim på til en bane ad gangen, så limen ikke tørrer.

3

Sæt filten op, glat den ud, og tryk den fast i klæberen med en spartel. Spartlen forsynes med et par strimler kraftig tape, så spartlens skarpe hjørner og kanter ikke beskadiger glasf lten.

4

Smør limen til den næste bane ind over kanten på den første. Når du ruller lim på til næste bane, starter du 2 cm inde over den foregående bane og en smule hen over den næste streg.

5

Læg næste bane ind over den foregående. Sørg for, at banen sidder lige - altså lodret - fra starten, så de to baner ligger parallelt, cirka 5 cm ind over hinanden, hele vejen igennem.

6

Tryk filten godt fast i klæberen, også i overlægget. Træk filten glat, og pres limen ind i glasf lten med spartlen. Sørg for, at overlægget ligger helt glat til væggen.

Skær filt sammen

1

Skær igennem overlægget med en hobbykniv. Med et friskt blad i hobbykniven skæres begge lag filt med et enkelt gennemgående snit midt i overlægget uden at løfte kniven undervejs.

2

Løft forsigtigt den overliggende bane, og træk den underliggende strimmel ud. Pas på, at du ikke beskadiger kanterne på filten med fingrene.

3

Børst filten på plads med en tapetkost. Tryk efter med spartlen. De skårne samlinger passer præcist sammen. Når klæberen er tør, er filten klar til grunder og efterfølgende maling.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Tapet og filt