Sådan bruger du glasfilt og glasvæv

At beklæde loft og vægge med glasfilt, glasvæv eller en af de mere eksotiske skumvarianter er en oplagt gør det selv-opgave. Der er dog stor forskel på kravet til underlaget. Jo finere struktur materialet har, jo mere glat og jævnt skal underlaget være.

Glasfilt og glasvæv: Sådan bruger du glasfilt og glasvæv

STYRKE: Selvom glasfilt er papirtyndt, giver de tynde sammenvævede tråde imponerende styrke.

HVAD BRUGES GLASFILT OG GLASVÆV TIL?

Armering af gips- og pudslofter. Glasfilt giver en ensartet overflade på loftet, og så er det genialt til at holde sammen på revner i et pudsloft og til at forhindre, at der opstår sprækker i et nyt gipsloft, hvis det skulle give sig.

Beklædning af vægflader. Til væggene kan man både vælge glasfilt og glasvæv. Valget afhænger både af smag og behag – om man vil have helt glatte vægge eller vægge med lidt struktur – og af væggens beskaffenhed; selv bittesmå ujævnheder ses på glasfilt.

Hvordan bruges glasfilt og glasvæv?

Vævlim i rigelige mængder er vigtigt for et godt resultat, både når det gælder glasvæv og glasfilt. Limen rulles på i et jævnt, dækkende lag med en malerrulle.

Når man sætter glasvæv op, støder man samlingerne op til hinanden – på præcis samme måde som man gør med tapet.

Glasfilt kan også stødes sammen. Men det kræver, at man er meget omhyggelig med at sætte banerne præcist op. Og da glasfilt har en helt ensartet og glat struktur uden mønster, betaler det sig faktisk bedre at lægge banerne lidt ind over hinanden og skære dem “sammen”. Med et enkelt og ubrudt snit i overlappet kommer banerne til at passe perfekt sammen, og den færdigmalede overflade vil fremstå helt uden samlinger.

Vigtigt om glasfilt og glasvæv!

Sugende vægge og lofter skal forbehandles med forankringsgrunder, inden filt eller væv sættes op. En væg, der ikke har fået grunder, vil suge væsken ud af vævklæberen, så klæbeevnen forringes væsentligt.

Særligt ved glasfilt

Arbejder man med ugrundet glasfilt, betaler det sig at bruge handsker og en bluse med lange ærmer – og en kasket, hvis man sætter glasfilt op i loftet. Ellers risikerer man, at bittesmå glassplinter drysser af og sætter sig på huden. Det er ikke farligt, men stærkt irriterende.

VARIANTER AF GLASFILT OG GLASVÆV

Glasfilt Glasfilt er den type, der bliver solgt mest af. Den kræver et spartlet og helt glatslebet underlag for at give et pænt og glat resultat. Fås både i en billig ugrundet variant og i en noget dyrere grundet variant.

Almindeligt glasvæv
Glasvæv er vævet af glasfibertråde, der fungerer som armering og er så stærke, at de kan stoppe selv meget vanskelige revnedannelser. Fås både grundet og ugrundet.

Glasvæv med mønster Det stærke glasvæv fås i en lang række forskellige mønstre. I modsætning til væv med lodrette og vandrette tråde kræver denne type, at man tager højde for mønsterets bredde under opsætning.

Glasvæv, superfin Glasvæv med vævede glasfibertråde fås også i en variant, hvor trådene er vævet så tæt, at det næsten ligner stof. Det giver et mere glat og ensartet udtryk end klassisk væv, men har den samme store styrke.

Miljøvæv
Miljøvæv består af filt med et skummønster på forsiden. Denne type fås i mange forskellige mønstre og giver en ensartet overflade med struktur, der skjuler ujævnheder bedre end almindeligt glasfilt og glasvæv.

Glasfilt med et tyndt lag skum
Denne type kaldes også “problemløseren”, fordi den er lidt tykkere end almindeligt filt og dermed kan udligne små ujævnheder i overfladen. Giver en lidt rustik og struktureret overflade.

Glasfilt og glasvæv: Rullelængder

Både når det handler om glasfilt og alle varianter af glasvæv, gælder det, at rullerne typisk er 1 meter brede. Glasvæv og glasfilt sælges nogle steder i metermål, fx hos Flügger og udvalgte netbutikker. Men ellers er de typiske længder på rullerne:

  • 10 meter
  • 20 meter
  • 25 meter
  • 30 meter
  • 50 meter

Grundet/ugrundet glasvæv og glasfilt?

Både glasvæv og glasfilt findes i en ubehandlet variant og en variant, der er forgrundet/formalet.

Den ugrundede variant af glasvæv og glasfilt kan være lidt stiv og vanskelig at arbejde med. Den grundede og varmebehandlede variant af glasvæv og glasfilt er mere fleksibel. Med denne variant slipper man desuden for et lag slutmaling, og så undgår man også små, irriterende glassplinter i fingrene.
Er man parat til at arbejde tålmodigt og med handsker på er der dog penge at spare ved at vælge den ugrundede variant. Den koster typisk godt det halve af den grundede.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Tapet og filt