5 flotte træsorter til hobbysnedkeren

Træarterne eg, fyr og birk vokser i Norden og passer godt i de skandinaviske hjem. Men hvad nu, hvis du vil bygge et lille vitrineskab og polere det, så det funkler, dreje en skål, hvor man virkelig kan fornemme farvespillet i træet, eller skære en pibe og behandle den efter alle kunstens regler? Svaret er enkelt: Du skal have fat i det helt rigtige træ.

De 5 træsorter

Bruyere

Beskrivelse: Bruyere er betegnelsen for det stykke træ, der udgør overgangen mellem rod og stamme på vildtvoksende trælyng i bl.a. Middelhavsområdet, på De Kanariske Øer og i Østafrikas bjerge. På grund af træets langsomme vækst har det tætte årringe, hvilket gør det meget hårdt. Derudover er træet næsten upåvirkeligt over for ild og varme.

Anvendelse: Bruyere anvendes primært til at lave piber. Træets modstandsdygtighed over for ild kombineret med dets hårdhed gør det til det oplagte valg. Derudover træder træets spraglede overflade flot frem, når piben bliver poleret.

Priseksempel: En klods på cirka 130 x 75 x 55 mm er set til 175 kroner, www.danishpipeshop.com.

Ibenholt

Beskrivelse: Ibenholt betegner en lang række træarter med sort kernetræ. Ibenholt vokser i de sydamerikanske, afrikanske, sydøstasiatiske, indiske, srilankanske og australske regnskove. Træet kan blive op til 30 meter og har typisk en cylindrisk stamme med en diameter på op til 1 meter.

Anvendelse: Ibenholt er en meget tung og hård træart med et stort volumensvind. Det skæres derfor ofte op i mindre emner for at lette tørreprocessen. Ibenholt kan bl.a. bruges til at lave figurer, statuetter, instrumenter, skakbrikker og skæfter til køkkenknive.

Priseksempel: En klods på 24 x 38 x 120 mm beregnet til et knivskæfte er set til 150 kroner, www.linaa.dk.

Kirsebær

Beskrivelse: Kirsebærtræer fylder en del i de danske haver og med god grund. De er smukke, når de springer ud, kirsebærrene smager godt, og træet er fantastisk flot, når det skæres op. Den rødlige, nærmest gyldne farve kombineret med de mørkere årer giver et markant farvespil. Kirsebær regnes for en af de blødere træarter inden for kategorien hårdt træ.

Anvendelse: Kirsebærtræ (og frugttræer generelt) er meget populært blandt trædrejere på grund af det flotte farvespil. Det har dog en tendens til at revne, når det tørrer. Men det er nu engang en trædrejers lod. Kirsebær bruges også til trappegelændere, små møbler og vinpropper.

Priseksempel: En lille klods på 40 x 40 x 50 mm (fx til en vinprop) er set til 10 kroner, www.traedrejerbutikken.dk.

Mahogni

Beskrivelse: Der findes både afrikansk mahogni (Khaya) og amerikansk mahogni (Swietenia). Sidstnævnte er en smule mere holdbart end førstnævnte, og hovedparten af træet dyrkes i dag i plantager i Sydøstasien.

Anvendelse: Træets styrke, et lille volumensvind og den smukke, rødlige glød, der mørknes over tid, gør, at det er populært til møbler og musikinstrumenter. Mahogni egner sig imidlertid også til bådebygning, hvilket siger noget om træets alsidighed.

Priseksempel: En stump mahogni på 32 x 60 x 1.200 mm er set til 210 kroner, www.maderawebshop.dk.

Amerikansk Valnød

Beskrivelse: Denne type valnød stammer fra det østlige Amerika. Træerne kan blive op til cirka 30 meter høje, mens stammerne, der ofte er krumme, har en diameter på op til 60 cm. Træet har et moderat volumensvind og er en meget holdbar træart.

Anvendelse: Amerikansk valnød bruges bl.a. til bordplader, møbler, højttalerkabinetter og skåle. Træet har ofte en grågullig farve med et blåligt, næsten violet skær. Valnød er let at arbejde med, og med den rette efterbehandling kan du opnå en fremragende finish. Valnød er hårdt ved værktøjet, så du skal forvente, at værktøjet sløves en del af arbejdet.

Priseksempel: En klods på 240 x 240 x 63 mm er set til 280 kroner, www.traedrejerbutikken.dk.

    Andre læser lige nu ...