Intro
Vejledning
01
Tegn mønsteret op
9
Trin
Inden vi går i gang med sav og stemmejern, gælder det om at tegne mønstrene op på de to emner. I dette eksempel er det ene emne 60 x 20 mm, mens det andet er en smule tykkere. Som du kan se her, er forskellene komplet ligegyldige, så længe du starter med at markere de to emners tykkelser på hinanden.
For at få et præcist resultat skal du bruge en stikpasser og ridse op med spidsen af en kniv (en blyantsspids bliver for tyk og upræcis).
I dette eksempel benyttes to stykker træ i samme bredde (60 mm), men med en meget lille forskel i tykkelserne på et par mm (20 og 22 mm).
Overfør nu tykkelserne fra hvert emne til det modsatte. Det mest præcise er generelt at ridse mønsteret op med en skarp kniv. Husk, at du skal markere hele vejen rundt på hvert emne.
Mål nu midten ud på de to emner, og markér den vinkelret gennem begge emner med et præcist knivrids.
Hold de to emner sammen, så centerlinjerne flugter, og markér de første tappers bredder i midten, bunden og toppen. Det midterste mål er, hvor tappen er bredest på 5 mm, mens den i bund og top skal snævre ind til 2,5 mm.
Klem de to emner sammen i en skruestik, og lad stikpasseren “spadsere” fra den midterste markering og ud mod siderne. Når de brede mål er sat, vender du emnerne ind mod hinanden og afsætter de smalle mål.
Begge endestykker er markeret med stikpasseren. For at gøre det tydeligere er prikkerne i dette eksempel streget op med en blyant.
Markér nu tapstørrelserne langs stregmålridset på de øvrige flader. Husk, at hvor markeringerne er smalle i toppen, skal de være brede i bunden, og vice versa.
Forbind nu markeringerne, så mønsteret tegnes op. Her er brugt en blyant, så man nemmere kan se stregerne, men du bør bruge en skarp kniv, for at resultatet kan blive 100 procent præcist.
02
Sav ud, og rens op med stemmejern
4
Trin
Hvis ikke du syntes, det var svært nok at tegne et præcist mønster, så glæd dig til næste trin. Nu skal du nemlig save de skrå tapper ud og rense op med et knivskarpt stemmejern. Sørg for at save til “halve knivridser” - altså halvvejs gennem markeringerne. Så bliver resultatet nemlig helt perfekt. Her gælder det om at holde tungen lige i munden!
Sørg for at vinkle saven rigtigt, når du saver ud - følg markeringerne på to sider ad gangen, og husk at stoppe i god tid.
Brug evt. en løvsav til at save tapperne væk med. Med sin meget smalle klinge kan den komme ind allevegne, også nede i bunden mellem to tapper.
Med et meget smalt stemmejern renses taphullerne op. Sørg for, at bunden mellem tapperne ender med at blive helt vinkelret.
Værktøj
• Stikpasser
• Skarp kniv
• Stregmål
• Stemmejern
• Fintandet japansk sav
• Løvsav
• Høvl
Sværhedsgrad
Det bliver ikke meget sværere end dette snedkerprojekt, som kræver tålmodighed og fingerfærdighed.
Tegning
Start med at tegne op
De to emner, brædder eller stolper, du vælger at bruge, behøver ikke være i samme tykkelse. I praksis kan du lave en sunrise dovetails-samling mellem en stolpe på 10 x 10 cm og et bræt på 5 x 3 cm. Det handler om, at du skal starte med at strege det ene emnes tykkelse over på det modsatte og vice versa. Derfra skal du så lave den samme optegning på begge emner - de skal blot være vendt 90 grader i forhold til hinanden (se grafikken under tegningen).
Tricket her er, at afstanden mellem de bredeste tapper har det dobbelte mål af de smalleste. Vi tager udgangspunkt i et emne, der er 6 x 2 cm.
Mønsteret på emne 2 er det samme som på emne 1. Emne 2 er blot drejet 90 grader.
1. De tre flader skal vende forskelligt på de to emner. For nemheds skyld kalder vi dem flade 1, 2 og 3 og emne 1 og 2.
2. De smalle markeringer er halv bredde af de brede, her 2,5 mm.
3. De brede markeringer er 5 mm.
4. Mellemrummene mellem markeringerne har samme afstand som tappernes bredder. Her 5 mm.
5. Centerlinjen kører gennem begge emner. De midterste tapper tegnes lige præcis på midten af centerlinjen.
Det er de orange områder, som skal saves/stemmes ud på begge emner. Derefter vil du kunne samle dem.
