Sådan gør du
1. Vi farver to stykker egetræ – et stykke med ca. 40 pct. splintved og 60 pct. kerneved (t.v.) og et stykke af rent kernetræ (i midten). Stykket til højre er også rent kernetræ og bruges til at sammenligne med.
2. Eddikeopløsningen påføres med den bløde side af en skuresvamp. Det er nok at fugte overfladen – det skal ikke ’sejle’. Men vær omhyggelig med at få hele fladen dækket i én arbejdsgang – uden helligdage.
3. Opløsningen farver træet brunt med det samme, men farven tiltager i dybde, jo længere tid opløsningen får lov at sidde på træet. Når den ønskede farve er opnået, tørres efter med en tør klud, her efter 1 min.
4. Så mørkt bliver træet, hvis eddikeopløsningen sidder i 10 min. på henholdsvis splintved og kernetræ. Opløsningen giver en markant mørk farve, der bliver dybere, jo længere tid opløsningen får lov at virke.
5. Giv træet en gang shellakpolitur. Det konserverer overfladen, som bliver ensartet og satinagtig. Lav evt. en smart polerbold af en bomuldsklud, du putter ind i en sok, så du har et godt greb, når du polerer.
6. Den færdige overflade med og uden shellakpolitur. Farven ligger kun i overfladen og forsvinder, hvis du sliber. Shellakken gør den mere robust, men metoden egner sig ikke til træ, der udsættes for meget slid. På billedet ses et stykke kernetræ med shellakpolitur (til venstre) og et stykke kernetræ uden shellakpolitur (til højre).